Udetræning: Stavgang holder Oles smerter væk

Der er et væld af positive sideeffekter for Ole Nielsen, når han er aktiv udendørs. Det mærker han både fysisk og psykisk.
Det giver Ole en enorm værdi at holde kroppen i gang, og han nyder i fulde drag at begive sig ud i naturen, der omkranser hjembyen Aalborg.

Bag på Ole Nielsens trehjulede cykel er der en rummelig kasse, hvor der er plads til både hans stave og hans tredelte stok.

”Den er en rigtig fin måde at komme rundt på, når jeg eksempelvis skal mødes med mit stavgangshold inde i byen. Det er faktisk meget sjældent, at jeg ikke har mine stave med, for de giver så meget til min balance,” fortæller aalborgenseren Ole Nielsen, der næsten dagligt er aktiv på den ene eller anden måde.
Poulstrup Sø, Lundby Krat, en tur langs Limfjorden eller til Aalborgs parker, museer, butikker, biografer eller Musikkens Hus vandrer Ole med sine stave. Det er ofte sammen med hustruen Tove, ligesom han også nyder at tage på tur med sit faste stavgangshold.

”Jeg nyder virkelig at være aktiv, og når det er allerbedst, så er det i den vilde natur. Det kan noget helt særligt. Når jeg er på tur med andre, så har vi det herligt, fordi vi gør noget ud af at gøre det til en god oplevelse,” lyder det fra Ole.

Hjernetumor forværrede balancen

Der er noget ved årstidernes skiften og den løbende transformering, som appellerer til Ole. Fra ægteparret Nielsens lejlighed kan man se ud over Østre Anlæg i Aalborg, som er en offentlig park med rigt dyreliv, en sø og et udetræningsområde med opsatte maskiner, som de også gør brug af.

”Det passer mig rigtig godt at kunne følge med i de skridt, naturen tager. Når man ofte er ude, så begynder man også at værdsætte naturen på en anden måde og lægger mærke til flere detaljer. Nu hvor det er varmere i vejret, er der mange, som drager ud. Men jeg kan faktisk også godt lide vinteren. Der mærker du virkelig naturen. Går vi ved Limfjorden, så kan man blive blæst godt og grundigt igennem, og det tror jeg, at de fleste har godt af at føle,” forklarer 73-årige Ole.

Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og har haft eget tømrerfirma i en årrække. Det har derfor ikke være fremmed for Ole at bruge sin krop, og det har han gjort, selvom hans skæve rygrad, et kortere ben og et delvist stift fodled indimellem har voldt problemer. Værre blev det for 10 år siden, hvor han fik en hjernetumor.

”Derfra fik jeg en markant dårligere balance, og det har selvfølgelig præget mit liv. Jeg må ikke længere køre bil, så derfor er min trehjulede cykel uundværlig. Jeg har også tidligere haft smerter på grund af mine polioskavanker, hvor særligt min ryg har drillet mig. Derfor har jeg i flere omgange været i kontakt med PolioForeningen og gjort brugt af træningstilbud og vejledning. Efterhånden som årene er gået, har jeg også udarbejdet mine egne hjemmegjorte rutiner: Om morgenen har jeg for eksempel et selvkomponeret træningsprogram, hvor jeg har hentet inspiration fra de råd, jeg har fået af PolioForeningen.”
Senere på dagen kommer endnu en rutine i spil. Den varer nøjagtig 21 minutter hver eneste gang.

”Jeg fik engang en CD af en gammel svend, som jeg havde ansat i mit firma. Han havde selv haft en hjerneblødning og havde haft god gavn af at høre et lydspor, som er lavet af en psykolog i Brønderslev. Det er spænding og afspænding af muskler, hvor du kommer hele kroppen rundt. Det fungerer rigtig godt at have de her rutiner, så min krop kommer i gang, for så kan jeg bedre være aktiv i løbet af dagen.”

Jeg nyder virkelig at være aktiv, og når det er allerbedst, så er det i den vilde natur.

Et socialt væsen

Der er ingen tvivl om, at Ole er et socialt væsen, som sætter stor pris på at omgås andre mennesker, høre deres historier og fortælle sine egne. Derfor er han medlem af flere foreninger, og en stor del af hans aktive liv, bruger han også sammen med andre.

”Det ville ikke være det samme, hvis man udelukkende var aktiv alene, slet ikke. Jeg har tidligere gået ved en fysioterapeut, hvor vi var flere, der trænede sammen, og fællesskabet var en stor del af glæden ved det. I naturen er det endda endnu mere oplagt at være flere sammen,” fortæller aalborgenseren og supplerer:

”Alle de her nye indtryk, man får, dem kan man dele med andre, tale om og nyde sammen. Vi gør en tur ud af det og vælger nogle stier eller en rute, som passer til dem, der er med. Vi har ofte også kaffe eller mad med.”
73-årige Ole har gradvis øget sin gådistance til op mod 10 kilometer.

”Men det er ikke afgørende, hvor langt du går, eller hvor længe du bliver ved. Bare du får pulsen op indimellem, så du får systemet i gang. For det handler i sidste ende om, hvad man får ud af det. Der er den mentale del for mig, og så kan jeg simpelthen holde mine smerter væk på den her måde. Jeg mærker ikke noget til min skæve ryg, når jeg går med mine stave, og det er da fantastisk. Det handler om motionen og sandsynligvis også om, at man får en meget bedre holdning ved at gå med stavene.”
Ole Nielsen kan kun opfordre andre til at give det en chance at være aktiv og træne udendørs.

”Det skal jo ikke lyde moraliserende, men for mig gør det så stor en forskel, og det kan jeg jo også se, at det gør for andre. Det er ikke vigtigt, hvilket funktionsniveau du har, for man kan altid tilpasse aktiviteten og sværhedsgraden. Mine rutiner og min stavgang holder mig i gang, og det er en væsentlig del af, at jeg tænker, at jeg har et godt liv sammen med min hustru.”