
De fleste ved udemærket, hvad vi bør spise. Ikke desto mindre, er det utroligt svært, fordi vi blandt andet kæmper mod indgroede vaner, manglende tid og penge. Men det behøver ikke at være sådan, set med naturopath Charlotte Lillegaard Petersens briller.
For kigger vi nærmere på vores vaner, planlægger indkøbene og forbereder maden i god tid, og gerne til flere dage ad gangen, ja, så er der en reel chance for at lykkes. Planlægning er, ifølge Charlotte Lillegaard Petersen, på mange måder nøglen til et liv med sund kost og fysisk og mental overskud.
Jeg ser, at folk nogle gange nærmest bedøver kroppen med for eksempel cola, chips og slik. De får alt for meget sukker, og efter en hurtig optur bliver man jo helt tømt fort energi.
Bevidste valg
Det gælder om at få øje på, hvad der sker, når vi spiser. At få blik for, hvor der skal sættes ind med ændringer og at sikre sunde alternativer. I bogen ’Superkost til Hjernerystelser’ giver Charlotte Lillegaard Petersen mange gode råd til, hvordan vi konkret kan ændre madvanerne. Råd der oprindeligt er tænkt til mennesker med længerevarende hjernerystelser, men som også vil gavne poliopatienter og
andre, som ønsker mere overskud i hverdagen.
Når vi går i gang med at ændre vores madvaner, er det ifølge Charlotte Lillegaard Petersen vigtigt, at vi planlægger, at den sunde mad skal være inden for rækkevidde og i tilstrækkelige mængder. Sådan at ens egne hoved- og mellemmåltider bliver det lette og naturlige valg, og vi ikke bliver fristet af de hurtige kulhydrater fra hylderne i supermarkeder og på tankstationer.
Derfor er det en god idé at:
- handle til flere dage ad gangen
- handle når man er mæt
- hjælpes med indkøb og tilberedning i familien
- skrælle og snitte grøntsager til flere dage og opbevare det på køl i bokse
- tilberede gryderetter til flere dage. Ekstra retter til fryseren og de dage, hvor man ikke har overskud til madlavning.
Stabilt blodsukker
Når det praktiske er på plads, bliver det lettere at sikre et jævnt og stabilt blodsukker, der er forudsætningen for at lykkes med den sunde kost. For uden et stabilt blodsukker, træffer vi ofte de forkerte valg.
- Jeg ser, at folk nogle gange nærmest bedøver kroppen med for eksempel cola, chips og slik. De får alt for meget sukker, og efter en hurtig optur bliver man jo helt tømt for energi, siger Charlotte Lillegaard Petersen, der udemærket forstår, at minusset på energikontoen
gør det svært at have overskud til at træffe de gode madvalg.
Desværre er det også ofte det, der sker, når vi er syge og ikke føler, at vi har overskud til at spise sundt. Vi skyder genveje, men her er det, ifølge Charlotte Lillegaard Petersen vigtigt at forstå, at et stabilt blodsukker giver energi og er en god basis for at få det bedre.
- Mange tror fejlagtigt, at de har for meget mavesyre, fordi de får sure opstød. Men når vi bliver ældre, bliver lukkemekanismen mellem spiserør og mavesæk ofte lidt slap, og vores slimhinde i mavesækken bliver lettere irriteret. Derfor er det vigtigt, at vi er opmærksomme
på, at det vi spiser ikke forværrer irritation i mavesækken, og at vi får gang i fordøjelsen. Vi skal fylde vores kroppe med god mad, understreger Charlotte Lillegaard Petersen.
Super guide
God mad der kommer af, at vi tilbereder maden fra bunden, anvender friske råvarer og spiser rå og tilberedte grøntsager. Spiser lidt surt og bittert, syrnede mælkeprodukter, fermenteret mad og drikke, kostfibre fra fuldkorn og grove grøntsager. Men det er også vigtigt at tage ét måltid ad gangen, og at gøre det overskueligt og hyggeligt at tilberede mad.
Bogen ’Superkost til Hjernerystelser’ er på mange måder let at gå til. En guide, der fortæller om madens gode egenskaber. Den er ikke frelst, og den fungerer lidt som et ’tag-selv-bord’ med en undertone af at du ’gør det du kan, når du kan.’. Der er masser af støtte, ideer til ændring af vaner og ikke mindst dejlige lette opskrifter.
God fornøjelse – eller rettere god fordøjelse!
Få medlemsrabatSom medlem af PolioForeningen får du 20 procent i rabat ved køb af 'Superkost til Hjernerystelser' samt fri fragt. Læs mere her |

Inspiration til opskrifterBesøg vores opskriftsunivers med sunde og nærende retter. Her finder du bl.a. to opskrifter fra bogen 'Superkost til Hjernerystelser'. |