Velkommen til PolioForeningen

PolioForeningen er navnet på en patientforening, der har til formål at forbedre livsvilkårene for de 10.000 danskere, der har alvorlige følger efter polio. Støtte, oplysning og forskning er de primære områder, som foreningen beskæftiger sig med.

Når PTU den 9. marts 2016 bliver til PolioForeningen er dannelsen af en patientforening for polioramte en realitet. Specialiseret rådgivning og træning er blandt de centrale tilbud til medlemmerne, men foreningen vil også sikre ordentlige livsvilkår gennem forskning og målrettet kommunikation med politikere og sundhedsvæsen.

Specialiseret rådgivning og træning

Vores ambition er at samle al den viden og vejledning, som du har brug for, i én indgang. I fremtiden ringer du til PolioLinjen, hvis du skal snakke med fagfolk om polio og problemstillinger, der følger med. Hos PolioLinjen har du på alle hverdage mulighed for at snakke med socialrådgivere, psykologer, ergoterapeuter, læger eller jurister, hvis du har brug for råd eller vejledning til, hvordan du kommer videre.

Mange med fysisk funktionsnedsættelse vil gerne træne og holde sig i gang, men det kan være svært at finde et egnet tilgængeligt sted i ens lokalområde. Det vil vi lave om på, og i løbet af 2016 vil du i de lokale kredse finde specialiserede træningstilbud, der retter sig til mennesker med handicap. Derudover vil kredsene tilbyde lokale aktiviteter, der retter sig mod dig og din livssituation.

Forskning der gør en forskel

Kampen for et godt liv med polio afhænger i høj grad af forskning i behandlingsmuligheder og områder, der påvirker polioramtes livskvalitet. Derfor vil vi støtte og udvikle forskningsprojekter i tæt samarbejde med universiteter og hospitaler.

Dette er blot nogle af de ting, PolioForeningen tilbyder dig som polioramt. I den kommende tid vil vi løbende løfte sløret for de mange nye tiltag, der kommer til at forme den nye forening. Indtil da er du mere end velkommen til at læse mere om foreningen her på vores nye hjemmeside og – hvis du er medlem – i vores nye medlemsmagasin.