Voksede op med polio i Ecuador

John Rotbøl fik polio som helt lille og levede sin barndom i Ecuador langt fra det danske hospitalsvæsen. Livet i den uspolerede natur i Andesbjergene formede ham som person, og det var aldrig en bekymring for ham, at han havde en kronisk sygdom. Som 12-årig bosatte han sig for første gang i forældrenes hjemland Danmark.
De seneste 28 år har polioramte John boet på gården i Malling med sin kone. Hans to døtre er for længst fløjet fra reden og har stiftet egne familier.

Hans hænder danser gestikulerende i luften, mens han taler, og pointerne bliver understreget med et sydlandsk vip med håndryggen tilført et  godmodigt smil. Der er noget eksotisk og anderledes ved John Rotbøl, selvom hans accent er ærkeøstjysk og udseendet nordisk. For at finde en forklaring, skal man skrue tiden tilbage til 1953, syv år før han blev født.

- Alt stod i stampe i Danmark efter 2. verdenskrig. Mine forældre boede i den lille landsby Ørting ved Odder, og særligt min far havde udlængsel. Det viste sig, at der var muligheder på den anden side af Atlanterhavet, og en anden familie fra Ørting var allerede udvandret til Ecuador, og det inspirerede mine forældre. De blev efterfølgende lovet arbejde i landet, og så tog tingene fart, fortæller John.

Hans forældre bosatte sig i det sydamerikanske land i Andesbjergene, og da John og hans søster kom til verden, blev de hurtigt bedre til spansk end dansk. John blev født på gården Santa Rosa i det ecuadorianske højland, hvor familien havde marker, som strakte sig op ad nærliggende vulkaner.

- Vi boede i 3.200 meters højde midt ude i ingenting, hvor alt foregik på naturens præmisser. Det var en pragtfuld barndom, selvom det må have været et barskt land at udvandre til.

Indianere som legekammerater
Johns liv fik ingen nem start. Otte måneder gammel blev han ramt af en sygdom, som lægerne i Ecuador ikke anede hvad var, eller hvordan de skulle behandle. Hans feber var meget høj i 30 timer, og John havde samtidig bøjet sit ene ben ind under sig og ville ikke strække det ud igen.

- Min far så sig nødsaget til at låne penge, så min mor kunne rejse med mig til Danmark. Det var det sikreste. På Ortopædisk Hospital i Aarhus var Professor Thomasen stensikker på, at det var polio, jeg havde. De satte gips på mit dårlige ben og sagde, at de ville se mig igen, når jeg var otte-ni år, er John blevet fortalt.

Kort efter var familien igen samlet i Ecuador, og Johns liv udviklede sig hastigt til trods for polioen. Den lille hvidhårede fyr haltede sig frem i de barske omgivelser, men betragtede aldrig sin sygdom som en hæmsko.

- Jeg så i forvejen anderledes ud end de indianere, jeg legede med. I virkeligheden betød det ingenting, at jeg havde polio. Vi tog på ture på bjergsiderne og ned i kæmpe kløfter, og vi fangede fugle og stegte dem over bål. Min søster og jeg engagerede os rigtig meget med indianerne, og jeg følte, at jeg kunne nøjagtig ligeså meget som alle andre. Ligegyldigt hvor hårdt det var for mig, så ville jeg med, når de andre drog ud i naturen, fortæller John, hvis familie havde selskab af to andre  familier fra Ørting, der lejede andre gårde i området blandt indianerne.

Jeg så i forvejen anderledes ud end de indianere, jeg legede med. I virkeligheden betød det ingenting, at jeg havde polio.

Danmark – et fremmed land
Johns forældre havde ikke glemt Professor Thomasens ord, så da han var fyldt ni år, gik turen igen til Danmark. Denne gang blev John indlagt. Lægerne mente, at det kunne betale sig at forlænge hans dårlige ben et par centimeter, så han i fremtiden ikke fik for mange følgeskader og gener. Han husker tydeligt operationen.

- Den slog mig fuldstændig ud. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, og da jeg efterfølgende vågnede op i hospitalssengen, gloede jeg forskrækket på mit ben, som strittede skråt op i luften foran mig. Benet blev holdt fast ved hjælp af snore og havde fire skruer igennem sig på selve skinnebenet, siger John og fortsætter:

- Jeg var helt hysterisk og kunne ikke så godt dansk, så jeg ville hjem til Ecuador med det samme. Til sidst fik de kaldt Thomasen ned, og han undskyldte, at han ikke havde fortalt, hvad operationen gik ud på. Han fik mig beroliget. Det viste sig, at de havde brækket mit ben, og hver anden dag skulle man skrue ganske lidt på skruerne, så knoglerne blev længere, men samtidig kunne nå at vokse sammen.

Til trods for den dårlige start i forældrenes hjemland blev opholdet i Aarhus en god oplevelse. Fire andre drenge i nogenlunde samme alder lå indlagt på samme stue som John.

- Vi havde alle forskellige diagnoser, men det tog vi os ikke rigtigt af. Jeg var der i 10 måneder, og jeg husker, hvordan vi legede vildt, havde det fantastisk sjovt og støttede hinanden, hvis andre var kede af det, fortæller østjyden.

Startede forfra
Efter operation og indlæggelse vendte han endnu engang tilbage til Ecuador. Denne gang med krykker og en skinne på sit dårlige ben. I en tidlig alder var John blevet meget selvstændig, og det rørte ham ikke, at han kort efter hjemkomsten blev sendt til en by 60 km væk for at gå i skole. Han blev indkvarteret hos byens bager, der var dansker.

- Jeg har altid haft en evne til at tilpasse mig, hvor end jeg er blevet placeret, og hvor livet har ført mig hen. Det er nok noget, jeg har med mig fra min barndom. På min nye skole fik jeg hurtigt en masse venner og følte mig hjemme, så de nye rammer var intet problem, forklarer John.

Men polioen hæmmede ham mere i denne periode grundet benoperationen. En dag forsøgte han at løbe en tur med sine skolekammerater, men snublede med sine krykker og brækkede det dårlige ben lige over knæet. Han kom i gips til livet.

- Bageren lavede en båre til mig, så mine klassekammerater kunne bære mig rundt. Det, syntes de, var sjovt. Mit ben må have været meget skrøbeligt, og jeg kom først ud af gipsen 2,5 måned senere, husker østjyden.

I 1972 skete det endelige skifte, hvor John og hans mor rejste til Danmark for at blive. Få år efter blev hans forældre skilt, og det var ikke nemt at begå sig i forældrenes hjemland, der stadig virkede fremmed for John.

- Vi havde ingenting og måtte starte forfra. Mange ting lånte vi af familie og bekendte for at kunne klare os, mindes John, der begyndte i 5. klasse på Malling Skole, mens hans mor fik job som stuepige på Malling Kro.

Det nye liv i Danmark og Østjylland bød på startvanskeligheder, men John fandt gradvist ind i endnu et fællesskab.

- I løbet af 5.klasse gik jeg fra at være nederst i hierarkiet til langsomt at bevæge mig opad. Jeg var jo ham den fremmede, der knap nok kunne dansk og som haltede på det ene ben. Nogle af de ældre elever ville se mig an og kunne finde på at drille mig. De betragtede mig måske som det nemme offer, men det prellede af.

I Danmark accepterer vi ikke, at man er anderledes.

Værdierne stammer fra Ecuador
Selvom det i mange år var Johns inderste drøm at flytte tilbage til Ecuador, endte Danmark med at blive fundamentet og basen for hans ungdoms- og voksenliv. Han uddannede sig til væksthusgartner og blev senere graver på kirkegåden i Malling. Han har i dag boet i byen syd for Aarhus i 28 år.

- Men når jeg har besøgt Ecuador som voksen, har jeg følt det som at komme hjem. Der er nogle grundliggende værdier ved livet i Ecuador, som jeg holder meget af. Alt er mere afslappet, og man har holdningen, at tingene nok skal gå. I det danske samfund går vi op i bagateller, og vi vil have, at alt skal være perfekt. Er det ikke det, skal det repareres. I Danmark accepterer vi ikke, at man er anderledes.

John mener, at mentaliteten i Ecuador gav ham et mere positivt syn på sin sygdom.

- Det blev aldrig en stressfaktor for mig at have polio, for det havde ingen indflydelse på, hvordan andre så mig. Indianere, de spansktalende ecuadorianere og os danskere vi var alle forskellige og alligevel ens. Man bør til alle tider acceptere hinandens forskelligheder, pointerer han.

Til spørgsmålet om John nu har fundet ro og vil blive boende resten af livet i Danmark, svarer han:

- Skulle min kone spørge, om jeg ville flytte til Grønland, så var jeg klar på det. For mig handler det om at finde tryghed der, hvor man er, uanset hvad livet skulle bringe. Sådan har jeg det bedst, siger John Rotbøl.