Hvordan lever man med post-polio?

Post-polio kan ikke helbredes, men man kan alligevel gøre meget for at afhjælpe symptomerne.

På trods af forskellige teorier har lægevidenskaben indtil videre ikke endeligt påvist en årsag til post-polio. Det er derfor heller ikke muligt i dag at rette en behandling direkte mod årsagen og dermed helbrede post-polio.

Behandlingen går derfor generelt ud på dels at opnå den bedst mulige balance mellem hverdagens aktiviteter og kroppens formåen, dels at afhjælpe de forskellige tilstødende symptomer. 

Afbalancering mellem aktiviteter og formåen

Det er afgørende at få tilpasset sin hverdag, så de daglige aktiviteter ikke permanent overstiger kroppens formåen og sluger alle kræfterne. Det vil ikke alene bidrage til, at man får det bedre og kan klare noget mere, men også til at man kan bevare sine funktionsevner længst muligt.

I processen med at afbalancere aktiviteter og fysisk formåen, er der i princippet fire strenge, man kan spille på: pauser, opgaven, hjælpemidler og træning.

Pauser

Ved at huske at tage pauser undervejs, kan man samlet set overkomme mere. Som poliopatient kan man nogle gange have svært ved at fornemme, når musklerne er trætte. Man kan komme til at glemme pausen, især hvis man bliver optaget af det, man laver. I den situation kan det være en god ide at sætte et stopur til at ringe, når der skal holdes pause eller alternativt aftale, at en pårørende kommer med en kærlig påmindelse.

Opgaven

Man kan overveje, om der er opgaver, som man ikke nødvendigvis behøver at bruge kræfter på. Kan sagen klares på en anden måde? Kan kræfterne til strygning for eksempel spares ved at undlade at stryge skjorter? I stedet kan man måske bruge strygefri skjorter, ustrøgne skjorter, bluser/T-shirts.  Indkøb kan måske klares via Internettet, havearbejde måske af en havemand osv. Hvilke opgaver man skal ændre på, og hvordan det kan klares, er et individuelt valg.

Hjælpemidler

Mange opgaver kan lettes ved brug af hjælpemidler. Et rullebord kan bidrage til, at man ikke bruger kræfter på at slæbe ting, der er for tunge. En stok kan gøre det til en overkommelig opgave at komme rundt i byen eller i en butik, og en kørestol kan gøre det muligt at komme igennem et museum og så videre. Hvilke hjælpemidler, man kan have glæde af, afhænger naturligvis af hvilke muskelfunktioner, der er svage. En hjælpemiddelterapeut kan være god at konsultere i den sammenhæng. 

Træning

I forbindelse med nogle fysiske opgaver kan det være en ide at lære at bruge sine muskler på en måde, så der anvendes mindst mulig energi. Det kan for eksempel være en kropsteknik til at løfte eller bære, men også træning af svage muskler, så bevægemønstret bliver mere hensigtsmæssigt. I denne sammenhæng er det vigtigt, at man får råd og vejledning af en fysioterapeut, der kender til poliosygdommen, så man får den rette træning i forhold til, hvad musklerne kan klare.

Kunsten at justere sine aktiviteter

Det er ikke altid nogen let sag at tilpasse sine aktiviteter til sine fysiske muligheder. Det betyder, at man må indskrænke sin verden og afvise fristende muligheder og lade kroppen bestemme, selvom hovedet og hjertet gerne vil engagere sig i mere. For personer med polio kan det være særligt svært.

En barndomshistorie med polio har ofte indebåret, at man i mange år er blevet opfordret til at kæmpe for at genvinde muskelfunktioner og komme til at fungere på lige fod med andre uden handicap. I den forbindelse har mange lært aldrig at give op, men blive ved på trods af kroppens signaler. Det kan ligge så dybt, at man kan have svært ved at se problemet og ændre strategi. Når indsigten kommer, kan den være forbundet med psykiske reaktioner som sorg og vrede.  

Til din praktiserende læge eller fysioterapeut

Hent info-ark, som du kan tage med til din praktiserende læge eller fysioterapeut. Her står der, hvad de skal være opmærksomme på, når du har haft polio.

Hent ark