Psykologiske aspekter

At få post-polio kan udløse en krise, da følelser og minder fra barndommen bliver vækket, og man oplever ikke længere at kunne klare hverdagen på samme måde som tidligere.

Når polioramte bliver ældre, sætter senfølger og måske post-polio syndrom ind.

Det udløser ofte en psykologisk krise, der karakteriseres af, at man oplever tab af identitet, af uafhængighed og selvstændighed, gode gennemprøvede strategier som ”hvis jeg vil det nok, skal jeg nok gennemføre det”, jeg bider tænderne sammen og gør det”, ”man kan hvad man vil”, ”use it or loose it” – alt det virker ikke mere.

Nogle udvikler en depression, andre får reaktiveret gamle traumer, som giver angst og en følelse af ikke at have følelsesmæssig kontrol over sig selv.

Minder og følelser fra barndommen med polio

Følelsen af at føle sig svag er dybt provokerende for mange poliopatienter, og vækker gamle følelser af afmagt, angst og ulykkelighed op fra poliobarndommens oplevelser - hvor man jo netop var barn og dermed lille og svag og forsvarsløs.

Mange kæmper med accept af dette og sidestiller det med at give op og dermed tabe alt det, der blev tilbageerobret under genoptræningen. Nu kan man ikke længere genoptrænes – og hvad så?

Få hjælp til at acceptere ny situation

De fleste poliopatienter er genoptrænet til at komme så tæt på at være normalt fungerende som muligt. Det har været en målestok og et succeskriterium livet igennem, og når det ikke længere er muligt at leve op til dette og viljen ikke længere rækker til at presse sig selv, er der behov for at udvikle en ny selvforståelse og en ”ny” normaltilstand.

Her er det ofte relevant og det kan være en hjælp at starte i et samtaleforløb med en psykolog.