Kronik: Poliopatienter blev succesrigt en del af samfundet igen. Det kan nutidens socialpolitik tage ved lære af

I sin tale ved Folketingets åbning den 1. oktober annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S), at socialpolitikken skal være værdig. Det kan gøres bedre, er budskabet. Et værdigt liv med mening og livskvalitet er for mange forbundet med at kunne tage del i samfundet og bidrage på arbejdsmarkedet.

Seneste undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 43.000 mennesker med handicap i dag står uden for arbejdsmarkedet, selvom de er klar til at tage et job i morgen. Hvis man vil integrere dem, kan vi lade os inspirere af, hvordan man formåede at integrere den relativt store gruppe af mennesker, der blev smittet med polio (såkaldt børnelammelse) i Danmark særligt i 1952-1953. En succeshistorie, vi kan lære af, og som få kender til.

Polio er en virus, som giver betændelse i nervesystemet og kan medføre lammelser – nogle gange med dødelig udgang. Den er smitsom og smitter gennem spyt ved blandt andet nys og hoste, ligesom covid-19, som vi kender i dag. Ved hjælp af vaccinen, der blev opfundet i 1955, lykkedes det at udrydde polio i Danmark.

1952-epidemien ramte Københavnsområdet hårdest, mens det gik værst ud over Jylland i 1953 (særligt Ringkøbing Amt). I de to år blev 7278 personer smittet. 1952-epidemien var den største polioepidemi, der nogensinde er set i et land af Danmarks størrelse. 5676 personer blev smittet, 262 døde, og 2450 fik lammelser.

Det blev datidens katastrofepandemi og fik i 1959 220.000 danskere til at melde sig ind i PolioForeningen for at støtte rehabiliteringsarbejdet med de ramte.

Men hvordan klarede de polioramte sig så efterfølgende? Forskere på Københavns Universitet har fulgt 1649 børn, der blev født i årene 1938-1952 og indlagt og behandlet for polio på Blegdamshospitalet i København. Man har ikke før studeret, hvad sundhedschok eller traumer gør ved folks senere studie- og beskæftigelsesvalg, men her kunne man studere og sammenligne de polioramte over tid.

Det var ikke patienternes kognitive evner, der blev ramt, men deres funktionelle evner, som enten var paralytiske (lammelse) eller ikke-paralytiske (uden lammelse) – for nogle kom lammelserne med alderen eller blev forværret. Man har altså haft to grupper, man kunne sammenligne over tid. Det er udelukkende et studie af adfærd, hvorfor man ikke kender til gruppernes socioøkonomiske baggrund og ressourcer samlet set. Men man ved, at sygdommen ramte et bredt udsnit af befolkningen. 

Ifølge artiklen om studiet i Health Economics ved man fra andre studier, at erhvervet handicap fra barndommen øger sandsynligheden for tidlig tilbagetrækning og førtidspension ved 50-årsalderen. Derfor er poliostudiet bemærkelsesværdigt, da det viser, at gruppen af paralytisk polioramte (med lammelser) var mere tilbøjelige til at tage en universitetsuddannelse og til at arbejde i kontorjob og computerkrævende job end deres ikke-paralytiske modgruppe af polioramte.

Civilsamfundet spillede en stor rolle i forhold til at få polioramte integreret i samfundet. Blandt andet Foreningen til Børnelammelsens Bekæmpelse (i dag PolioForeningen), der arbejdede hårdt på at få socialloven ændret, så dens medlemmer kunne få hjælp. Samtidig satsede man kraftigt på at omskole de arbejdsdygtige voksne, der blev smittet, så de kunne få en plads i samfundet og klare sig selv.

I 1953 lykkedes det at få vedtaget en lov, der gav polioramte samme adgang til offentlig hjælp som tuberkuloseramte. Før skulle man betale hjælpen fra kommunen tilbage. Folketinget nedsatte også et udvalg, der skulle se på, hvad det var, Foreningen til Børnelammelsens Bekæmpelse lavede, for der var ingen, der vidste, hvad polio var. Foreningen åbnede og drev en børnehave for poliobørnene og et rehabiliteringscenter i Hellerup med genoptræning, ansatte socialrådgivere, der hjalp de voksne med beskæftigelse og omskoling, samt arrangerede patienttransport, som det offentlige sidenhen overtog.

I dag ligger Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter i Rødovre, vest for København. Specialhospitalet kom på finansloven og er i dag som fysisk, psykisk og socialt rehabiliteringscenter en del af det offentlige sygehusvæsen. Foreningen fik også indført opsøgende arbejdsformidling til mennesker med handicap i 1992 og stod bag, at der blev ansat en handicapkonsulent i hvert amt. 85 procent af de polioramte fra dengang blev eller kom ind på arbejdsmarkedet.

To gode eksempler på indsatsen fra det nuværende PolioForeningen er foreningens nu afdøde formand Holger Kallehauge og foreningens nuværende næstformand, Gurli Bechmann Nielsen. Kallehauge og Nielsen fik begge polio i deres barndom, men formåede at tage uddannelser som henholdsvis jurist og korrespondent. Kallehauge nåede at blive landsdommer og formand for PolioForeningen i mere end 40 år. Nielsen har haft 25-årsjubilæum som kredsformand i Vendsyssel, og indtil for nylig var Nielsen også præsident for den europæiske poliounion.

Havde Foreningen til Børnelammelsens Bekæmpelse dengang og nu PolioForeningen ikke taget handsken op efter epidemierne og aktivt sat rehabilitering på dagsordenen, havde Kallehauge og Nielsen ikke haft de samme muligheder for at komme tilbage i livet og opnå de ting, de har nået til gavn for samfundet og for dem selv.

I dag er det en betydningsfuld del af PolioForeningens og specialhospitalets dna, og det skal vi som samfund inspireres og motiveres af. Med den rette tværfaglighed og kombination af behandling, uddannelse og kommunale ydelser kan mennesker med handicap komme i beskæftigelse.

Danmark har for nylig været til handicapeksamen i FN og ikke kun fået kritik, men også fået at vide, at det er gået tilbage i forhold til at fremme mennesker med handicaps rettigheder og muligheder for at indgå i samfundet. Hvis vi kunne integrere og omskole de polioramte med succes dengang, kan vi også gøre mere i dag for den store gruppe af mennesker, unge og ældre, med handicap, der står uden for uddannelses- og arbejdsmarkedet.

I dag er vores samfund og arbejdsmarked meget mindre fysisk og mere digitalt, så vi har historisk aldrig været mere teknologisk gearede til at få unge med handicap ind på en uddannelse og de 43.000 mennesker med handicap i job end nogensinde før. Men det kræver politiske tiltag og et nyt, mere inkluderende syn på mennesker med handicap som naturlig del af vores uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.

Lad os gøre, hvad vi har gjort før. Vi kunne før, og vi kan igen.