Nordiske polio-organisationer imponerede over danske forhold
PolioForeningen var i september vært for årets nordiske netværksmøde med repræsentanter fra Norge og Sverige – og gæsterne var især imponerede over Specialhospitalet i Rødovre, hvor alle relevante faggrupper arbejder samlet under ét tag. Et tilbud, hverken Sverige eller Norge kan matche.
Mødet begyndte med frokost og rundvisning ved centerleder Britta Quistgaard og fysioterapeut Anne Marie Eriksen. Her blev det tydeligt, hvor unikt det danske tilbud er – særligt fordi Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter samler læger, terapeuter og specialiseret rehabilitering ét sted.
Britta Quistgaard fortalte også om PolioForeningens historie. Foreningen blev stiftet i 1945 midt i polioepidemierne og nåede op over 200.000 medlemmer.
Hun fremhævede den daværende formand Holger Kallehauge, som i 1985 tog det fremsynede skridt at udvide målgruppen til også at omfatte trafik- og ulykkesskadede – en beslutning, der har sikret foreningens styrke og relevans den dag i dag.
Herefter holdt læge Majbritt Almer oplæg om polio og postpolio-syndrom samt status på det internationale Grifols-studie om immunglobulin-behandling.
Anden mødedag bød på et oplæg fra den norske forsker Bjørn Olav Rosseland om polioens historie, de fire virustyper og Rotarys globale vaccinationsindsats.
Stærke personlige fortællinger
Derefter fulgte to stærke personlige fortællinger.
Ing-Marie Wessén fra Sverige fortalte om sin opvækst med polio i et trygt og ressourcestærkt miljø, mens Nahryin Jakob, født i Libanon, beskrev en barndom, hvor hun ingen adgang havde haft til hverken uddannelse eller et selvstændigt liv – hvis ikke familien var flyttet til Sverige.
De to kvinder mødte hinanden i et varmtvandsbassin i Örebro. Her begyndte de spontant at tale sammen – og har siden gjort en aktiv forskel i RTPs arbejde med at inkludere flygtninge og indvandrere i foreningen.
Arbejdsgruppe nedsat
Til sidst blev der nedsat en arbejdsgruppe til at planlægge Europæisk Polio Unions generalforsamling i 2026, som skal afholdes i Danmark med både minikonference og besøg på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter.
Mødet sluttede med fælles frokost og stor optimisme om det nordiske samarbejde fremover.