At leve et helt århundrede og stadig sige: "Det går jo"

Nu sidder hun i sin lejlighed på Nørrebro i København med rollator og ro, omgivet af venlighed, rytme og mennesker, der passer på hende. Det er ikke en historie om drama. Det er en historie om at bære livet uden at bære nag. Om at tage imod det svære uden at gøre det sværere.

Anna Margrete Jensen fyldte 100 år i april. Hun fejrede det med familien i fællessalen i boligforeningen på Nørrebro.

- 23 mennesker kom, siger hun og smiler let ad det overraskende store fremmøde. Hun holder en lille pause. 

- Det var godt, det blev overstået.

I en anden mund kunne det lyde utaknemmeligt. I Anna Margretes er det ærligt. Uden dramatik. Og alligevel fuld af liv. Som hun selv formulerer det:

- Jeg kan ikke være stolt – men jeg er glad og taknemmelig for, at jeg har haft et godt liv.

Hun taler lavmælt. Ikke som i stille, men som i tydelig og fri for omsvøb. Der er ingen trang til store ord, men hun siger, hvad der er værd at sige og lader resten stå. Dagen efter blev hun fejret igen – denne gang i hygge klubben nede i kælderen, hvor beboerne mødes hver mandag.

- Jeg hører ikke det hele længere. De snakker i begge ender, siger hun.

- Men jeg nyder stemningen.

En mor, der tog over og tog fat

Anna Margrete blev født i Hjørring som den yngste af fem. Faderen var lektor. Moderen egentlig sygeplejerskeelev, men hun opgav sin uddannelse, da hendes storesøster døde af meningitis og efterlod tre små døtre.

- Min mor smed, hvad hun havde i hænderne, og flyttede hjem for at tage sig af dem. Og så blev de enige om, at de lige så godt kunne gifte sig.

Anna Margrete fortæller, hvordan faderen efter brylluppet førte den nye kone ind i stuen og sagde:

- Nu kommer jeg med en ny mor.

De tre små piger kiggede op og sagde:

- Men det er jo bare moster!

 En sætning, der rammer tonen i det hjem, Anna Margrete voksede op i; nøgternt, nært og praktisk.

- Det var hende, der slog søm i. Hun tog tingene, som de kom, siger Anna Margrete om sin mor.

 Det var også hende, der lærte Anna Margrete at røre en jævning.

- Ikke fordi hun var pædagogisk. Hun gad bare ikke selv.

En familie, hvor man læste

Hos familien i Hjørring var bøger en selvfølge, og skolegangen noget, man tog alvorligt. Anna Margrete voksede op som den yngste i en søskendeflok på fem, hvor alle kom til at gå hver deres faglige vej: Den ældste søster blev tresproglig korrespondent, en anden læge, en tredje sekretær ved Davids Samling, og broderen blev farmaceut.

- Det var sådan, det skulle være, siger Anna Margrete, så man forstår, at det ikke var en målsætning men en selvfølge.

Selv lærte hun at læse, før hun begyndte i skole. Ingen underviste hende, men hun lyttede med, da hendes bror fik læsehjælp.

- Jeg sad på gulvet med en gammel læsebog og læste: ‘Gak til myren og bliv viis.’ Med to i’er. Det var den første sætning, jeg husker.

Faderen var ikke udelt begejstret.

- Han sagde, man ikke skulle kunne læse, før man kom i skole. Så ville man bare komme til at kede sig.

Og det gjorde hun. Hun fortæller, hvordan hun gik på biblioteket og lånte en bog om morgenen og gerne ville bytte den om eftermiddagen.

- Men det måtte man ikke. Ikke to gange på én dag.

Hun elskede sproget, men valgte ikke sin uddannelse selv.

- Min søster meldte mig til Handelshøjskolen. Jeg var ret ligeglad. Men det gik jo godt. Jeg blev tresproglig korrespondent.

Paris og syndefaldet

Efter eksamen rejste hun til Paris som au pair i en engelsk familie. Det var ikke godt for det franske, men hun lærte noget andet: hun mødte Knud. En dansk maler, der arbejdede for en malermester i byen. De mødtes på en kirkelig udflugt, blev fotograferet uden at kende hinanden, og begyndte at tale på hjemvejen.

- Det gled bare. Vi snakkede hele vejen, som om vi havde kendt hinanden længe.

Da de tog den forkerte metrolinje og missede toget, endte hun med at overnatte hos ham.

- Det var ikke meningen. Det var... syndefaldet, siger hun med et skævt smil.

Et ord, hun bruger uden fortrydelse men med blik for tidens normer. Hun blev gravid. De blev gift på borgmesterkontoret i Paris’ 14 arrondissement den 13. maj. Der var ingen familie med og bryllupsrejsen gik til Fontainebleau.

En gåtur, der ændrede alt 

Efter hjemkomsten fra Paris slog Anna Margrete og Knud sig ned i Helsingør hos hans forældre, hvor de fik deres egen lejlighed i huset. Deres første søn, Lars, var netop fyldt to år, og Anna Margrete var gravid igen, da hun en dag, kort efter en gåtur, mærkede en voldsom kuldegysning.

- Da jeg kom hjem, havde jeg det som om, benene forsvandt under mig, siger hun.

Næste morgen kunne hun ikke støtte. Lægen blev tilkaldt. Anna Margrete sad med sin mands hånd i sin, da diagnosen blev udtalt: “Børnelammelse.” Hun husker øjeblikket knivskarpt.

- Min hånd blev som is, og jeg tænkte: Nu er alt anderledes.

Hun blev indlagt på Esbønderup Sygehus, hvor hun lå i fem måneder.

- Min mand måtte ikke komme ind til mig, da der var smittefare. Han stod ude på græsset og kiggede ind gennem vinduet. Hun ler stille.

- En dag hoppede han ind. En ung læge sagde senere, at det var lige overfor frokoststuen. De havde set det hele.

I oktober fødte hun sin anden søn, Jakob.

- Jeg havde bedt om en abort. Jeg var bange. Men de sagde: ‘Dit barn har det godt, hvor det er.’ Og det havde det.

Hvor hårdt hun selv blev ramt af polioen, husker hun ikke i detaljer.

- Man havde nok at se til. Jeg havde to små børn.

En episode står dog klart fra hun var indlagt: Da hendes mand og førstefødte søn besøgte hende en dag, rejste hun sig og gik hen imod dem med sin stok.

- Så sagde han: ‘Se mor går!’ Det havde han forstået, at jeg ikke kunne før.

I dag slæber det højre ben.

- Det er, som om det ikke rigtig vil med, siger hun.

Hun bruger rollator og får hjælp til kompressionsstrømperne, men ellers klarer hun sig selv.

- Stort set.

Omsorg og fællesskab

Mens vi taler, banker det på døren. Anni, hendes veninde og formand for boligforeningens bestyrelse, stikker hovedet ind.

- Undskyld, jeg havde glemt, du havde besøg. Skal jeg tage noget med fra butikken?

Anna Margrete ryster på hovedet.

- Nej tak, Anni.

Da døren igen er lukket, siger hun:

- Vi passer på hinanden her. Jeg kan altid ringe til nogen.

Hun nævner, at Anni er 86 og stadig aktiv. I hendes toværelseslejlighed står dagslyset stille. En gammel rejsekuffert står på gulvet. Den har været over Atlanten to gang og været hendes onkels.

Over den hænger vægkalenderen for 2025, og ved siden af, i en billedramme, stirrer en yngre udgave af Anna Margrete på én. Håret er sat i bølger, hun smiler præcist til kameraet. På bordet ligger en blok og en kuglepen. Hun bruger dem ikke meget længere, men de ligger der alligevel.

Der er stille, men ikke tyst. Døre smækkes sagte, en elevator summer, nogen hoster i opgangen. Der er liv omkring hende – men ingen støj.

Sønnerne kommer hver uge; den ene om søndagen, den anden om onsdagen. Hun får hjemmehjælp, mad tre gange om ugen og hun klarer sig, som hun altid har gjort: med måde, struktur og en stille styrke.

Det var først 15 år efter sygdommen, at PolioForeningen kom ind i hendes liv.

- De havde fået at vide, at jeg havde haft polio og spurgte, om jeg ville komme til træning på Tuborgvej. Og det ville jeg jo gerne.

Indtil da havde hun ikke lavet nogen særlig genoptræning.

- Det gjorde man ikke dengang. Og jeg havde jo rigeligt at gøre med børnene og hjemmet.

Men da hun begyndte, fandt hun et fællesskab, som hun ikke havde vidst, hun manglede.

- Man følte, man hørte til. Man kunne sige alt.

Hun træner stadig én gang om ugen.

- Men ikke i bassin. Det er for bøvlet. Man skal tage tøjet af.

Et ægteskab, der gled ud

Fællesskabet i foreningen kom ind i hendes liv efter, at ægteskabet med Knud var begyndt at smuldre. Han arbejdede på skibsværftet i Helsingør og blev i stigende grad mærket af malersyndrom – en skade fra de giftige stoffer i maling og opløsningsmidler. 

- Det vidste man ikke dengang, siger Anna Margrete og fortsætter:

- Han blev sær. Faktisk sindssyg.

Stemningen hjemme forandrede sig. Hun kunne ikke længere tale med børnene uden at gå ned i haven eller i vaskehuset.

- Han lyttede med. Og så blev han gal.

Hun begyndte at sige det højt – først til sig selv, siden til sønnerne:

- Jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg går snart fra det hele.

Den yngste svarede stille og klart:

- Mor, du skal gå. Det skal være nu.

Hun tøvede ikke.

- Jeg gjorde det. Og det var nødvendigt. Ikke med vrede – men med ro.

Kort tid efter forsøgte Lars at tage livet af sig. Han blev indlagt på Sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland. Anna Margrete tog børnene og flyttede til København.

- Der blev jeg alene med dem.

Hvor i byen, husker hun ikke længere.

- Der er sket så meget, siger hun.

Men ét husker hun tydeligt: at Lars – trods alt – var en god far.

- Han tog dem med ud i skoven. Lærte dem stilheden. En mørk nat gik de sammen ud, bare for at høre natten.

Hun smiler svagt og fortsætter:

- De holdt ham i hånden hele vejen. Det var deres far.

Hun tilføjer stille:

- Det var synd, at han ikke fik længere.

Et arbejdsliv og et kammeratskab 

Efter bruddet med Knud stod Anna Margrete alene med sine to drenge, og med ansvaret for at få hverdagen til at hænge sammen. Hun arbejdede gennem det hele.

I 40 år havde hun fuldtidsarbejde, blandt andet på en klædefabrik, et advokatkontor og de sidste 17 år som professorsekretær på Tandlægehøjskolen.

- Det var godt. Jeg havde det godt der, siger hun enkelt.

En tidligere kollega, Vivi, kom med til hendes 100-års fødselsdag.

- Det siger jo noget, tilføjer hun – ikke for at fremhæve sig selv, men for at anerkende det venskab, der holdt ved.

Efter 10 år alene mødte hun Jørgen, der blev en ven, en rejsekammerat og et fast holdepunkt gennem 34 år. De fandt hinanden gennem Politikens kontaktannoncer, hvor man gratis kunne skrive efter bekendtskaber. Rubrikken hed ‘Kom frit frem’.

- Det gjorde vi så, siger hun med et lille smil.

De rejste sammen, spiste ude, delte hverdage og weekender.

- Han var med på den værste, siger hun.

De flyttede sammen, men talte aldrig om ægteskab.

- Vi havde hver vores børn. Det var ikke nødvendigt.

De sidste to år af sit liv boede Jørgen på plejehjem, da han led af Alzheimers.

- Vi havde mange gode år. Og så tog sygdommen ham. Men ikke det, vi havde haft sammen. 

At tage det roligt 

Når Anna Margrete ser tilbage på sit liv, gør hun det uden store armbevægelser. Det ligger ikke til hende at gøre regnskab. Hun har lært det af sin mor: at tage tingene, som de kommer.

- Man må ikke gøre alting til et problem, siger hun.

- Så går det jo.

- Min mor var stolt, siger hun senere.

- Det er jeg ikke.

Hun siger det ikke med beklagelse, men med den rolige nøgternhed, der løber som en tråd gennem alt, hun fortæller. Som om stolthed hører andre til – og ikke gør nogen forskel. 

Da jeg rejser mig for at gå, passerer jeg kommoden ved døren til den lille entre. Ovenpå står et indrammet billede fra hendes 100-årsdag. Hun sidder rank i en blomstret kjole, smilende og friseret. Et lille glimt af højtid midt i det jævne.

- Jeg synes ikke, jeg ser så gammel ud, siger hun bag mig. Der er ikke noget koketteri i stemmen. Bare et stille blik på det liv, der er blevet levet – og stadig leves.

- Jeg har haft et godt liv, siger hun.

- Det har været jævnt og godt.