Det giver mening at tage ansvar
Bjarne Clasen Nyqvist er 74 år og tidligere dataspecialist. Som ny frivillig i PolioForeningens Københavns Omegn kreds vil han bruge sin tid og erfaring på at styrke rettigheder og vilkår for mennesker med polio – og være med til at sætte skub i det, der trænger til forandring.

Hvad fik dig til at melde dig som frivillig?
Jeg havde i mange år været medlem af foreningen og har også støttet økonomisk med et fast bidrag hver måned. Men på et tidspunkt tænkte jeg: Måske skal jeg ikke bare støtte med penge – måske skal jeg også støtte med min tid.
Da jeg hørte, at man ville starte en ny lokalbestyrelse op, meldte jeg mig. Jeg havde siddet længe og været lidt kritisk – nu ville jeg tage ansvar og se, om jeg kunne gøre en forskel.
Har du lavet frivilligt arbejde før?
Jeg har i mange år været sejlinstruktør i Hvidovre Sejlklub og også været formand for sejlskolen. Det har altid givet mig noget at kunne dele min viden og erfaring med andre og hjælpe dem godt i gang med noget, de måske ikke troede, de kunne.
Havde du nogle betænkeligheder, før du sagde ja?
Ja, altså – jeg er lidt af en doven slambert, så det her med at komme ud ad døren og afsted til møder, det kræver lidt af mig. Men jeg har det sådan, at hvis der er opgaver, hvor jeg kan gøre en forskel, så vil jeg gerne bidrage.
Hvad bidrager du konkret med?
Jeg sidder i bestyrelsen i Københavns Omegn kreds, som vi netop har genstartet. Jeg er ikke den, der arrangerer kaffeture og hyggemøder – det må andre tage sig af. Jeg er mere optaget af de politiske og praktiske forhold.
Et af mine store fokusområder er hjælpemidler. Jeg har selv kæmpet med at få godkendt et elektrisk hjælpedrev til min kørestol – noget der i udlandet koster under det halve, men som herhjemme er enormt svært at få bevilget. Det er ikke rimeligt, og det vil jeg gerne arbejde for at ændre. Det skal være lettere og billigere at få de hjælpemidler, vi har brug for.
Hvad giver det dig at være frivillig?
Det giver mig en følelse af at være aktiv og ikke bare sidde på sidelinjen. Det er rart at vide, at man forsøger at gøre noget – ikke kun for sig selv, men også for andre. Jeg vil gerne være med til at skabe nogle bedre rammer og mere synlighed omkring de behov, vi har som mennesker med polio.
Bjarnes råd om at blive frivillig
Tænk over det praktiske først – hvordan kommer du frem og tilbage, og har du tid og energi til det?
Kan det lade sig gøre, så spring ud i det. Du behøver ikke at kunne det hele – bare det, at du byder ind med det, du kan, gør en forskel.
Og det kan faktisk være rigtig meningsfuldt at tage del i noget, der rækker ud over én selv.