Foreningens feriekolonier satte deres aftryk i Pia
Poliofællesskabet har fulgt Pia gennem hele livet, og hun har stadig kontakt med flere af de polioramte, hun var på koloni med som barn, gik i børnehave med, eller som hun i teenageårene og ungdommen dyrkede sport med.
Da Pia Jensen som voksen besøgte sin veninde Anette, gik det op for hende, at de begge for mange år siden havde været kærester med Palle, når de var på feriekoloni. Vel at mærke, samtidig.
- Jeg udbrød: ’Var du også kærester med ham? Er det rigtigt?’ Hun svarede, om jeg virkelig ikke kunne huske det. Vi delte ham åbenbart. Den ene var kærester med ham om formiddagen, og den anden om eftermiddagen, fortæller 73-årige Pia Jensen og slår en latter op.
Persongalleriet var som oftest både genkendeligt og nærmest hjemligt, når Pia som barn og teenager drog på feriekoloni arrangeret af PolioForeningen. Det var her, hun brugte sin sommerferie med Anette, Palle og alle de andre polioramte børn.
Det lå indlejret i alt, der vedrørte polio, at der fulgte et fællesskab med, mindes Pia. Hun uddyber:
- Det har betydet enormt meget, at der har været den her mulighed for mig for at være en del af et meget meningsfyldt fællesskab. For det er ikke for sjov, man siger, at man ikke 100 procent kan sætte sig ind i noget, hvis man ikke har prøvet det på egen krop. Sådan har jeg hele livet haft det med andre polioramte, det er noget særligt, og vi har en form for skæbnefællesskab.
Personale fulgte med til Hald
Vi skruer tiden tilbage til den store polioepidemi i 1952. Dengang boede Pia som spæd på Nørrebro med sine forældre. Hun var bare otte måneder gammel, da hun fik polio og i al hast blev indlagt på Blegdamshospitalet. Efter indlæggelsen var hun tilknyttet Ortopædisk Hospital.
Efterfølgende begyndte hun i PolioForeningens børnehave over for foreningens daværende hovedsæde og behandlingssted på Tuborgvej.
- Børnehaven var en rød bygning, kan jeg huske, og jeg var heldig at gå der sammen med andre polioramte børn, og det var i virkeligheden allerede her, at vores gode samvær tog sin begyndelse, forklarer Pia.
Hun husker, at hun som børnehavebarn var på sin første sommerferiekoloni på Folkekuranstalten Hald i midten af 1950’erne. Det var langt væk fra familien i København, men hun mindes ikke ubehag ved at skulle væk.
- Nej, for det var gjort sådan, at vi havde kendte ansigter med os: Vi gik til behandling to gange om ugen på Tuborgvej, og det var det samme personale, der kom med os på turene. Frk. Jørgensen fra vores børnehave tog også med et par gange. Det skabte en tryghed, som jeg må have haft med mig, for jeg husker ikke, at jeg var ked af det.

“Det kan godt være, at jeg modsat mine klassekammerater havde polio, men det betød ikke, at jeg ikke kunne få en god sommerferie”
Ville ikke ned i suppegryde
I sit voksenliv har Pia blandt andet arbejdet for Dansk Røde Kors, og der studsede hun en dag over et billede, der var hængt op på en væg, hun passerede. Der var noget, hun genkendte fra sin barndom.
- Fotografiet var enormt stort, og det var af en form for opholdsstue med store søjler i, og jeg kunne straks kende det: Det var Hald! Lige der havde jeg leget, og vi elskede at løbe rundt om de søjler. På fotografiet var der tyske kvinder, som var blevet bragt til Danmark af Røde Kors lige efter Anden Verdenskrig, så det må have været før den store polioepidemi.
Pia mindes sine ophold på Folkekuranstalten Hald som rigtig gode, men alt var naturligvis ikke rosenrødt.
- Vi var jo børn, som havde vores udfordringer, og flere af de andre var væsentligt hårdere ramt fysisk end mig. Det var ikke altid lige nemt, det er klart, men jeg kan huske, at vi havde det vældig rart på turene, og at vi blev passet godt på, fortæller Pia og tilføjer:
- Jeg husker også, hvordan jeg var bange for de varme bade, og dem skulle vi altså i. Jeg hylede og skreg som en stukket gris. Det der kar (Hubbard-kar, red.) lignede noget, som jeg forbandt med nogle indianerbøger, jeg engang havde kigget i, og jeg synes, at det så skrækkeligt ud. Det mindede mig om en kæmpe suppegryde, og det skulle jeg altså ikke ned i, for jeg ville bestemt ikke koges.

“Det har betydet enormt meget, at der har været den her mulighed for mig for at være en del af et meget meningsfyldt fællesskab”
Sport førte sammenholdet videre
Det fulgte Pia som en skygge i barndommen og den spæde ungdom, at mange stadig frygtede poliosmitten. Særligt husker hun en episode, hvor hun som 10-årig legede med en veninde.
- Min familie og jeg var flyttet til Bispebjerg, hvor jeg havde en veninde, som jeg ofte legede med. En dag havde vi været nede i vores gård, og bagefter gik vi op i deres lejlighed, fordi vi var tørstige. I stedet for at tage et glas, gik vi begge hen til vandhanen og drak direkte fra den. Det så hendes mormor, og hun blev helt forfærdet og tosset, fordi hun vidste, at jeg havde polio. Hun var så bange for, at det kunne smitte, så hun sendte mig simpelthen hjem. Det var selvfølgelig ikke rart, heller ikke for min veninde, husker Pia.
I stærk kontrast stod samværet med andre polioramte. Det mærkede hun igennem PolioForeningen, men også i idrætsforeningen Lavia København.
- Det kan ikke undgå at påvirke dig, at du indimellem har følt dig ekskluderet, anderledes eller set skævt til. Det er en vigtig barriere at få nedbrudt indimellem. For eksempel hvis du omgiver dig med andre, som har samme udgangspunkt som dig, og det kunne jeg også gennem sporten, siger Pia og supplerer:
- Jeg fik en masse oplevelser gennem Lavia og kom rundt i hele landet til stævner. Et år blev jeg danmarksmester i svømning, og jeg spillede også siddende volleyball på højt plan. Det var medvirkende til, at jeg fik en friere ungdom, og at sammenholdet med andre polioramte fortsatte. Jeg kunne komme i skole om mandagen og fortælle om, at jeg havde været i Aarhus i weekenden og vundet en medalje i svømning, og det var jeg da stolt af.
Omdrejningspunktet i samværet med andre polioramte er i dag stadig den fælles historie og det fælles udgangspunkt. Pia Jensen afslutter:
- De venskaber, der går så langt tilbage blandt os polioramte, de hænger altså ved, selvom vi efterhånden er spredt over hele landet og selvfølgelig har færre kræfter til at komme rundt. Når vi så alligevel mødes, blomstrer det igen, og det har været fantastisk, at fundamentet for det her gode sammenhold og netværk allerede blev lagt i vores barndom.