Første stop efter den akutte fase var Hornbæk

Det var en æra, der endte i juli 1952, da den førhen så populære Hornbækrevy på Hornbæk Badehotel blev sat op for sidste gang.

Hotellet var blevet sat til salg, og nøjagtig samtidig tog den store polioepidemi fart, og de to hændelser skulle vise sig at blive smedet sammen kort tid efter.

I flere år havde det knebet med gæster på Hornbæk Badehotel, som især var afhængig af de mange engelske besøgende.

De havde i efterkrigsårene i stor stil valgt den nordsjællandske kyst som deres feriedestination. Men det var tilsyneladende ikke længere populært i samme grad, og derfor var badehotellet blevet en dårlig forretning.

På grund af den store polioepidemi var der opstået en akut mangel på behandlingssteder. Derfor valgte Samfundet og Hjemmet for Vanføre, at det smukt beliggende badehotel skulle være rammerne for behandling af de mange børn, der havde fået poliolammelser efter den store epidemi.

I oktober 1952 blev købet effektueret og skiftede navn fra Badehotel til Kurbad. Lynhurtigt blev der sat en ombygning i gang, så stedet allerede i slutningen af 1952 kunne rumme 200 polioramte børn, 150 ansatte samt behandlingsfaciliteter.

Det var på Hornbæk Kurbad, at de grønlandske børn med polio typisk boede, når de kom til Danmark. Én af de første indlagte poliopatienter fra dengang, danske Bente Krøll, husker, hvordan hun blev tætte veninder med Susanne fra Grønland, og det satte et eftertrykkeligt præg på hendes fire år på Hornbæk Kurbad.

- Susanne og jeg blev teenagere sammen, og vi var et godt makkerpar. For mig var opholdet på Hornbæk først og fremmest godt, selvom det samtidig var hårdt med afsavn til familien og store mængder træning. Men personalet var søde, og vi børn havde det rigtig godt med hinanden. Det spillede ingen rolle, om man var grønlænder eller dansker, fortæller i dag 79-årige Bente Krøll.

Besøgene var meget sjældne

Efter den akutte fase var Hornbæk Kurbad også første stop for polioramte Bodil Jacobsen, der var syv år, da hun ankom. Hun har ligesom Bente Krøll også mange gode minder fra stedet.

- Jeg var meget glad for at være der, selvom jeg selvfølgelig savnede mine forældre meget, fordi de ikke kunne komme så tit, da de boede i Nakskov. Jeg har et brev, hvor en sygeplejerske skriver til mine forældre, om de ikke kan komme lidt oftere, fordi jeg savnede dem så meget!

De få gange, hvor Bodil Jacobsens forældre kom på besøg, kørte hun ofte en tur med dem, for eksempel til Gilleleje.

- Og i den forbindelse husker jeg, hvordan mine forældre og jeg skrålede Gilleleje-valsen i bilen, mens vi kørte. Jeg startede også i skole på Hornbæk Kurbad, og jeg havde blandt andet en rigtig god lærerinde, som hed Bente Agersted. Hende holdt jeg meget af. Jeg var også meget glad for at være i det kreative værksted, hvor jeg syede, flettede og lavede mange små gaver, fortæller Bodil Jacobsen.

- Julen måtte jeg også tilbringe på Hornbæk Kurbad. Jeg husker, at jeg havde gult bånd på, det betød, at jeg kun måtte kravle, så jeg skulle bæres ned til det store juletræ i gymnastiksalen. Da det kun var en bestemt portør, som jeg ville bæres af, måtte jeg vente og finde mig i, at jeg var den sidste, der ankom. Det, man også skal forstå, er, at så snart den akutte fase var overstået, så var vi jo børn som alle andre børn. Vi var frække, og vi ville det samme, som alle andre, siger Bodil Jacobsen.

De grønlandske børn var der altid

Under et kongeligt besøg på kurbadet blev Bodil Jacobsen udvalgt til at give en buket gule roser til H.M. Dronning Ingrid, der var mangeårig protektrice for PolioForeningen.

- Det var en stor oplevelse, og jeg tænker stadig på, at det var godt gjort af personalet, at de skrev hjem til mine forældre, at jeg nejede pænt og kom så fint fra det hele. I dagens anledning havde jeg fået grønt bånd på, det vil sige, at jeg måtte gå, og det bånd kunne jeg heldigvis beholde på resten af dagen. De her farvede bånd var et system, der gjorde, at sygeplejerskerne kunne holde styr på alle os børn. Jeg var også indimellem med en sygeplejerske hjemme, fordi de syntes, det var synd, at jeg ikke fik besøg så ofte. Så vi blev taget godt af, lyder det fra Bodil Jacobsen, der i dag er 77 år.

Også Bente Krøll gav blomster under et kongeligt besøg, til den hollandske Dronning Juliane, og de kongelige besøg var meget vigtige begivenheder for både børn og voksne på kurbadet.

Ligesom Bodil Jacobsen, så var det ganske sjældent, at Bente Krøll fik besøg. Hendes familie boede ved Nykøbing Falster.

- Jeg husker især julen 1952 som rigtig, rigtig kedelig, fordi jeg ikke måtte sidde op, fordi jeg var ramt i ryg, mave og højre ben. I stedet lå jeg på min stue juleaften med en anden pige, og vi kunne så høre, at de andre sang julesalmer. Der var jeg 10 år. Mine forældre kunne ikke komme til Hornbæk, for det var jo en dagsrejse. I julen det følgende år var jeg dog kortvarigt hjemme ved familien, fortæller Bente Krøll og fortsætter:

- Til gengæld var de grønlandske børn der altid. Hver gang jeg havde været hos mine forældre, så var Susanne der, når jeg kom tilbage til Hornbæk. Mange af de grønlandske børn var triste ved højtider, det kunne vi godt mærke, og det forstår man jo godt. Ofte holdt de også sammen, forstået på den måde, at de jo kom fra en fælles baggrund og havde deres eget sprog. Mit indtryk var, at de talte om alt det derhjemme, når nu de ikke kunne komme hjem og besøge deres familie, som vi andre kunne. Men de var rigtig gode til dansk, og vi blandede os godt og grundigt.

Skelsættende samtale med sygeplejerske

Det var bestemt ikke noget særsyn at se Bente Krøll skubbe veninden Susanne rundt på gangene på kurbadet.

- Susanne var lammet i begge ben, så hun havde brug for én til at skubbe sig i kørestolen. Det gjorde jeg med glæde. Hun var nok den, jeg brugte mest tid sammen med, og jeg husker hende meget tydeligt: Susanne havde sådan et flot og langt sort hår og fine fletninger, som man godt kunne være misundelig på, siger Bente Krøll og tilføjer:

- Jeg kan huske, at vi engang var til Skt. Hans. Det foregik i en stor granplantage, som dengang lå ved siden af kurbadet. Og vi skulle jo være hjemme på et bestemt tidspunkt. Der kan jeg huske, at Susanne og jeg kom noget for sent, så jeg måtte skubbe hende og hendes kørestol meget forsigtigt ind på kurbadet, ned ad gangene og ind på værelset, så ingen opdagede noget.

Når Bente Krøll indimellem var hjemme ved sin familie i korte perioder, blev der ikke talt om, hvad det vil sige at blive teenager, selvom netop den alder pressede sig på.

- Nej, det var på Hornbæk, jeg blev klogere på den slags, og Susanne og jeg gik ind i teenagetiden sammen. Vi var kommet til et punkt, hvor der skete noget med vores kroppe, og vi anede faktisk ikke noget om menstruation og den slags, fordi ingen havde fortalt os om det. Jeg kan tydeligt huske, at en sygeplejerske satte sig på en stol mellem vores senge inde på vores stue og sagde: ’Bente, du er også snart i den alder, så du kan ligeså godt høre med’. Og så fortalte hun ellers os begge to, hvordan tingene hang sammen. Det glemmer jeg aldrig.”

Hvordan har de andre det mon i dag?

Der er én ting, som kan ærgre både Bente Krøll og Bodil Jacobsen i dag, når de ser tilbage på deres tid på Hornbæk Kurbad.

- Det kunne have været rigtig sjovt, hvis man havde kontakt med nogle af de børn, som man lærte at kende dengang. Faktisk holdt mine forældre kontakten med en anden piges forældre i en periode, Anne Merete fra Bornholm, men det er længe siden nu. Jeg har forsøgt at lede efter flere, men det er desværre ikke lykkes, lyder det fra Bodil Jacobsen.

Bente Krøll stemmer i:

- Som barn tænker man jo ikke på, hvordan man skulle holde kontakten fremadrettet. Jeg har ikke haft kontakt med Susanne, siden jeg forlod Hornbæk, og det kan jeg da godt være ærgerlig over. For jeg vil da rigtig gerne vide, hvordan hun har haft det gennem livet.