Gamle patientjournaler fra PolioForeningen fortæller en del af Danmarks historie

I et lidt hemmeligt og lukket arkivrum, godt gemt for uvedkommende, i PolioForeningens sekretariat i Rødovre, står Maria Staun bøjet over en bunke tykke, falmede journalmapper.

Papiret dufter af tid, og hver mappe rummer beskrivelse af et liv – et sygdomsbillede fra et menneske, der engang blev ramt af polio eller på anden måde havde brug for foreningens hjælp.

Det er Maria Stauns opgave at gennemgå de gamle journaler, sortere dem og gøre dem klar til at blive afleveret til Rigsarkivet.

- Jeg rydder nænsomt op i det gamle materiale, så det bliver gemt korrekt for eftertiden, fortæller Maria, der er administrativ medarbejder i PolioForeningen.

- De ældste journaler, jeg har haft i hænderne, er fra slutningen af 1940’erne – og nogle af patienterne er født helt tilbage i 1910’erne.

Journalerne tegner et sjældent detaljeret billede af Danmark

Hun arbejder sig stille frem mappe for mappe. Mange handler om polioramte børn og voksne, men der dukker også andre historier op.

- Der er også mennesker, der for eksempel er faldet ned ad en trappe eller kommet slemt til skade på anden vis. Af en eller anden grund er de endt her – og de skal med videre, siger hun.

At materialet bliver bevaret, er ifølge Maria vigtigt – ikke kun af hensyn til enkeltpersonerne, men fordi journalerne tegner et sjældent detaljeret billede af Danmark, da polio blev en del af vores fælles historie.

- Man kan følge hele livet i journalerne. Ikke bare sygdomsforløbet, men også hvordan samfundet tog hånd om mennesker dengang. Der står for eksempel om familier, der ikke havde råd til tøj eller hjælpemidler, eller hvor manden drak alle pengene op. Og så ser man, at der faktisk blev sendt husmoderhjælp ud, hvis moren blev lammet af polio. For faren kunne jo ikke stå med det alene, fortæller Maria Staun.

- Man kan virkelig se, hvordan vores samfund har udviklet sig, fortæller Maria Staun.

Ikke åbent for offentligheden

De journaler, Maria gør klar til aflevering, er primært meget gamle sager om mennesker, der for længst er afgået ved døden, eller som er så gamle, at de ikke har et registreret personnummer og man derfor ikke ved, hvem de er.

- Det er vigtigt at understrege, at det hele ikke bare blindt ryger videre. Jeg går systematisk igennem hver eneste sag og vurderer, hvad der må sendes.

Hun oplever af og til spørgsmål om, hvorvidt materialet så bliver offentligt tilgængeligt.

- Nej, det gør det ikke. Rigsarkivet er ikke et åbent bibliotek. Journalerne er kun tilgængelige for forskning og historisk dokumentation – ikke noget, hvem som helst bare kan gå ind og læse i, siger hun med eftertryk.

I PolioForeningens arkiv, der gemmer på foreningens 80 år lange historie, finder Maria Staun også nænsomt udklippede avisartikler, håndskrevne notater og fotografier, remedier og smalfilm, som er samlet af mennesker, der tydeligvis vidste, at de var vidne til noget vigtigt.

- Det er Danmarkshistorie set fra dem, der levede midt i det – ikke bare fra myndighederne eller lægerne, men fra mennesker, der selv havde polio tæt på, fortæller Maria.

- Her er materiale fra de første store epidemier og ind i den periode, hvor vaccinen ændrede alt. Så det er et helt kapitel i vores sundheds- og socialhistorie, vi har gemt her i vores arkiv. Det gør det her materiale helt unikt og vigtigt for Rigsarkivet, forklarer Maria Staun, der også indimellem må trække på smilebåndet, når hun støder på beskrivelser, der er næsten rørende i deres tidsbillede.

- I en af scrapbøgerne læste jeg for eksempel en artikel, hvor man først mente, at en dreng havde fået polio fra sin papegøje – og så blev det senere rettet til, at det ikke var papegøjen alligevel, fortæller hun.

Rigsarkivet vil sørge for, at alt blive opbevaret sikkert for eftertiden.

- Jeg tænker, at det vigtigste er, at det bliver passet ordentligt på. De sørger for, at det her materiale ikke går tabt, og at forskere eller andre, der interesserer sig for samfundets udvikling, kan bruge det. Det er ikke for nysgerrige blikke – men fordi det fortæller en vigtig del af historien. Det gør indtryk, og det minder én om, hvorfor PolioForeningen overhovedet eksisterer, siger Maria Staun.