Gå til hovedindhold

Gammel skam varer ved

Det kan have livslange konsekvenser, hvis et barn med et handicap mærker, at det ikke passer ind i flokken.

Skrevet af
Martin Hungeberg Journalist
Publiceret 29. april 2022

”Oplever et barn på en eller anden måde udskamning eller eksklusion, eksempelvis på grund af et handicap, vil barnet arbejde stenhårdt på at genoprette relationen, så man kan rummes socialt. Allerede fra den tidligste barndom kan børn instinktivt forsøge at passe ind. Det tænker jeg har været tilfældet for mange børn, der er blevet ramt af polio,” begynder psykolog Eva Krog Pedersen.

Hvor det kan lyde ganske barskt, at et lille barn mærker sådanne følelser, så kan de også virke som en slags drivkraft, der hænger ved igennem tilværelsen.

”Jeg ved jo, at polioramte har klaret sig rigtig godt her i livet på mange parametre. Mit bud er, at det blandt andet kan hænge sammen med, at de konstant har kæmpet for at høre til, få en plads i samfundet og blive værdsat som alle andre. Bagsiden af medaljen er for mange, at man har overtilpasset sig; at man igennem årene har knoklet alt for hårdt og mere end kroppen kunne holde til,” fortæller Eva Krog Pedersen.

Send dem til Ribelund

De største polioepidemier, vi har haft herhjemme, har generelt ramt bredt i befolkningen, hvis man ser på social baggrund og geografi. Til gengæld kan der være samfundsmæssige perspektiver at tage højde for, når man ser på, hvorfor nogle polioramte har følt behov for eksempelvis at skjule sin lidelse eller ligefrem skamme sig over sin krop.

”Man skal huske på, at der var et andet syn på mennesker med handicap midt i 1900-tallet, og det har mange polioramte mærket på egen krop, og det har slet ikke været nemt, det er der ingen tvivl om. Der var en tendens til, at enten fulgte man med flokken eller blev efterladt. Jeg er selv sønderjyde, og der hørte jeg folk sige om handicappede børn, at man skulle sende dem til Ribelund (institution for psykisk og fysisk handicappede, red.) og glemme dem. Det siger lidt om, hvordan holdningerne desværre kunne være dengang,” siger psykolog Eva Krog Pedersen og supplerer:

”Det er ikke sikkert, at man direkte fik at vide, at man var forkert, eller at nu skulle man skamme sig, men derfor kan man sagtens have haft følelsen i sig alligevel. Det har sandsynligvis haft en lang række følgevirkninger på den måde, de polioramte har levet deres liv. Det var indkodet i samfundet, at man skulle hænge på og yde noget, og det har de polioramte været nødt til at tage til sig.”

Pæne sko og kjoler

Hvor det altså er muligt for helt små børn at gøre deres yderste for at tilpasse sig, så er der endnu et tidspunkt i livet, hvor det kan betyde meget, at man ligner andre mennesker.

”I teenageårene og den spæde ungdom kan det tilnærmelsesvis opleves at handle om liv og død. I den alder vil man for alt i verden ikke udstødes, netop dén følelse kan de fleste nok genkende. Når man så har et handicap, så sætter det nogle mekanismer i gang, hvor mange har følt sig nødsaget til at skjule dele af deres krop. Man har set veninderne gå med pæne sko og gå med kjole, og det har man måske ikke kunnet selv,” lyder det fra Eva Krog Pedersen, som fortsætter:

”Skammen får vi fra de andres blikke, det vil sige: Det, man selv tror, de andre tænker. Der er perioder i livet, hvor der er så meget på spil i at være anderledes, at man bliver helt selvforkastende. Har man haft det sådan, så tror jeg aldrig helt, man kan slippe det.”

Det er dog ikke sådan, at de negative følelser som skam og usikkerhed ikke kan forandre sig og bedres over tid.

”Er du som barn blevet mødt af dine forældre på en måde, hvor de ikke medvirker til fortællingen, at alle død og pine skal være ens, og de samtidig er i stand til at rumme dine følelser, så kan det have gjort en klar positiv forskel. Meget kan også ændre sig, når man eksempelvis får sig en kærlig mand eller hustru, for så bliver skammen mindre, og man bruger måske færre ressourcer på at eksempelvis at skjule sit udseende, fordi ens partner har taget én for den, man er,” siger psykolog Eva Krog Pedersen og sender en opfordring til polio- og postpolioramte:

”Med tanke på, hvor meget polioramte har skullet klare gennem livet, så kunne det være modigt at stå fuldstændig ved det nu og ikke skjule noget mere. Give sig fri og give sig lov. Det synes jeg helt personligt, at de har fortjent.”