Gå til hovedindhold
Medlidenhed kan gøre ondt værre
De fleste af os har oplevet at få medlidenhed fra andre. Men vi får det ikke bedre af at blive talt til og behandlet som en, det er synd for. Medfølelse kan derimod hjælpe os. Livtag har spurgt psykolog Mette Nyrup om forskellen på medlidenhed og medfølelse. Læs med og få også psykologens bud på, hvordan du kan forholde dig, når du ikke ønsker andres medlidenhed.
Skrevet af
Annette Aggerbeck
Journalist
Publiceret
14. april 2023
Forestil dig, at du har været ude for en ulykke og møder en af dine venner i supermarkedet.
”Åh gud! Det er dog forfærdeligt,” er det første vedkommende siger til dig. Og før du når at åbne munden for at sige noget, fortsætter din ven:
”Hvis det var mig, ville jeg ikke kunne klare det. Hvordan kan du overhovedet holde det ud?”
Din ven er oversvømmet af følelser og har tårer i øjnene. Det er lige før, du er nødt til at trøste vedkommende. Mest af alt har du lyst til at komme væk i en fart.
Dette eksempel er blot ét af mange på, hvordan andre viser medlidenhed uden at være bevidste om, hvad det gør ved modtageren. Ifølge Mette Nyrup, der er psykolog i UlykkesPatientForeningen, kan medlidenhed virke grænseoverskridende.
”Når man viser medlidenhed, forstiller man sig, hvordan den ulykkesramte har det, men man undersøger ikke, hvordan vedkommende rent faktisk har det. Man forestiller sig den ulykkesramtes negative følelser og gør dem til sine egne. Det er en form for følelsesmæssig overinvolvering, hvor man mangler en grænse, der fortæller én, at det er den andens følelser og ikke ens egne,” forklarer Mette Nyrup.
Ofte får den, der viser medlidenhed, lynhurtigt koblet den andens situation til sin egen situation. Måske fortæller du om din ulykke, hvor du er kommet til skade med nakken, men hurtigt får den anden flyttet fokus over på sig selv ved at fortælle om, at hun også har ondt i ryggen.
”Medlidenhed skaber ofte en følelse af, at man ikke bliver set, hørt og forstået, og netop det er vigtigt for os. Det er det, medfølelse handler om. Medfølelse rummer en tilkendegivelse af, at du føler med den anden, men samtidig er bevidst om, at det ikke er din situation. Herved undgår du at blive følelsesmæssig overvældet,” siger Mette Nyrup.
Vi har brug for medfølelse
Spejlneuroner er nogle særlige hjerneceller i vores hjernebark, der blandt andet gør, at når vi er sammen med et andet menneske, kan vi aflæse følelser i vedkommendes ansigtsmimik. Det sætter os blandt andet i stand til at fornemme den samme følelse i os selv. Når vi formår at vise medfølelse frem for medlidenhed, vil mødet i det indledende eksempel med supermarkedet forløbe helt anderledes.
”Så vil din ven spørge ind til dig og måske sige, at hun er ked af at høre, at du har været ude for en ulykke, og at det lyder ubehageligt, når du fortæller, at du har ondt som følge af ulykken. Ofte vil denne følelsesmæssige afstemning blive fulgt op af et spørgsmål om, hvorvidt der er noget, hun kan gøre for dig. Måske foreslår hun at komme forbi med lidt aftensmad, se efter børnene eller tage en liter mælk med fra købmanden. På den lidt længere bane vil hun også selv tage kontakt til dig for at høre, hvordan det går,” siger Mette Nyrup.
Vores tidligere erfaringer er afgørende
Den omsorg, der ligger i medfølelse, kan hjælpe os med at møde det svære i livet på en kærlig og helende måde. Hvor meget medfølelse, vi har behov for, afhænger af, hvem vi er, og hvad vi har med os i vores bagage.
”Hvis vi har en svær fortid med kriser, som vi ikke har fået løst så godt, kan vi have ekstra behov for medfølelse, fordi ulykken kan opleves ekstra tungt. Det kan også være, at vi umiddelbart før eller i forlængelse af ulykken oplever andre belastende livsomstændigheder som eksempelvis fyring eller skilsmisse, og af den grund har ekstra brug for medfølelse,” forklarer Mette Nyrup.
Fra biologisk side er vores nervesystemer designet til at fornemme og genkende hvilke følelser, der rører sig i de personer, vi omgiver os med. Det betyder, at vi ikke kan undgå at ’føle’ de mennesker, vi omgiver os med. Det afgørende er, hvad vi stiller op med den information, og dermed hvordan vi møder andre, der befinder sig i en svær situation. Her spiller vores egne erfaringer gennem livet og særligt i den spæde barndom en afgørende betydning. Hvis vores følelser og deraf følgende behov overordnet set er blevet mødt på en passende måde, så udvikles evnen til medfølelse. Det er heldigvis tilfældet for de fleste. Når det ikke er tilfældet, vil det ofte resultere i, at vi enten møder mennesker i krise med en unaturlig følelsesmæssig distance eller, at vi oversvømmes af følelser, der kommer til udtryk som medlidenhed. Hele denne proces bestemmes i et kompliceret samspil mellem arv, miljø og kultur.
I vores samfund synes der at være en forståelse af, at de følelsesmæssige efterveer efter en ulykke kun må italesættes i en kort periode efter ulykken, hvorefter man må acceptere tingenes tilstand og komme videre. Derfor kan mange ulykkesramte opleve en udtalt mangel på medfølelse, når de mange år efter ulykken kan opleve at have det følelsesmæssigt svært. Denne form for manglende medfølelse kan ikke forklares med henvisning til dårligt regulerede nervesystemer, men skyldes snarere kulturelle spilleregler, som siger, at svære følelser taler vi mindst muligt om.
Hvad gør medlidenhed ved os?
I modsætning til medfølelse er medlidenhed karakteriseret ved, at den medlidende udviser følelsesmæssig overinvolvering og ikke bare føler, men lider med den ramte. Dette er uhensigtsmæssigt både for den medlidende og den, som udsættes for medlidenhed.
”Når du som ulykkesramt møder en, som udviser medlidenhed, vil du meget nemt få følelsen af at være placeret i en passiv offerrolle. Måske vil vedkommende forsøge at overtage alle praktiske opgaver fra dig ud fra en forestilling om, at det lindrer din lidelse, at du ikke skal tage ansvar for noget. I virkeligheden sker der dog det, at vedkommende ikke understøtter eller i værste fald direkte forhindrer dig i at finde dig til rette med din situation,” forklarer Mette Nyrup.
Eftersom den følelsesmæssige afstemning går begge veje, vil det, at du møder medlidenhed, også puste til din egen selvmedlidenhed.
”Medlidenhed kan få dig til at tænke, at det er synd for dig, fordi du har været ude for en ulykke og har så mange smerter. Du kan få en opfattelse af, at du ikke kan noget som helst og hverken er i stand til at arbejde eller deltage i sociale sammenhænge. Du kan komme i en situation, hvor du ser alt som et problem, og hvor du tolker ethvert signal fra andre negativt. Hvis medlidenhed fodrer din selvmedlidenhed, kan du kan have brug for terapeutisk hjælp til at komme ud af den onde spiral,” siger Mette Nyrup.
Sig fra overfor medlidenhed
”Det handler meget om kommunikation – at få forventningsafstemt og sat nogle grænser på en ordentlig og værdig måde. Du kan måske sige: ’Jeg sætter stor pris på din omsorg, men det er vigtigt for mig at have en oplevelse af, at der stadig er noget i mit liv, som jeg kan kontrollere. Derfor skal jeg nok sige til, hvis jeg har brug for noget.’ Hvis du ikke får sat grænser, risikerer du at blive irriteret, og så ender det i dårlig kommunikation, som i sidste ende kan være ødelæggende for relationen,” forklarer Mette Nyrup.
Hun anbefaler, at du er konkret, når du siger fra, og gerne giver hverdagseksempler.
”Som ulykkesramt oplever du ofte smerter og træthed. Vi har alle sammen prøvet at have ondt og være trætte i forskellig grad. Men som ulykkesramt kan du føle dig provokeret, når den du taler med sammenligner sin egen træthed og sine smerter med dine. Det kan du undgå ved at fortælle helt konkret, hvordan for eksempel dine smerter påvirker dig. Du kan for eksempel sige, at smerterne gør det svært at tage sko og strømper på, hvis det opleves sådan. Så kan den anden bedre forstå, at det ikke er det samme, I taler om,” anbefaler Mette Nyrup.
At blive dikteret, hvad du skal gøre, er ofte en del af en medlidende tilgang. Du vil ofte få råd, du ikke kan bruge. Måske hører du et familiemedlem sige til dig, at du bare skal gøre som en af hendes veninder, der også har været ude for en ulykke. Familiemedlemmet er imidlertid ikke opmærksom på, at det ligger fjernt fra din situation, og derfor kommer det pågældende råd til at virke malplaceret.
”Husk at du ikke er forpligtet til at tage imod hjælp eller gode råd fra nogen. Det skal give mening for dig, og du skal have lov til selv at eksperimentere og finde dig til rette i din situation,” siger Mette Nyrup.
Hvordan viser man medfølelse?
Evnen til at vise medfølelse handler grundlæggende om tre ting:
1. For det første evnen til at være åben og nysgerrig på den ulykkesramtes oplevelse af situationen. Dette er forudsætningen for, at vi kan danne en passende resonans i vores eget følelsesmæssige univers.
2. For det andet handler det om at få gjort situationen almen menneskelig. Det betyder langt fra, at situationen skal gøres så almindelig, at den blot fortjener et træk på skuldrene. Det betyder derimod, at det anerkendes, at svære situationer, herunder at komme ud for en ulykke, blive skilt eller fyret, er en uundgåelig del af det at være menneske, og at den aktuelle reaktion, det være sig vrede, ked af det-hed, frustration eller noget helt fjerde, er forståelig og berettiget.
3. Det tredje element i medfølelse handler om venlighed, altså ønsket om at gøre noget, der kan lette den ramtes situation. Det kan både være praktisk, men også ved at tilbyde sig selv som støtte og være i situationen sammen med den ramte og kunne udholde, at der ikke findes nogen hurtig løsning, der kan fjerne den psykiske og/eller fysiske smerte.