Gå til hovedindhold

På skuldrene af store personligheder

Hvor godt kender du de mennesker, som fik afgørende betydning for polioramte og foreningens første tid? Livtag giver her et lille indblik i nogle af de største personligheder, som i dag ofte går under radaren, når der tales polio og epidemier.

Skrevet af
Martin Hungeberg Journalist
Publiceret 6. juli 2022

Familien Ragoczy - katalysatorer bag stiftelsen af foreningen

Hos familien Ragoczy var det naturligvis en sorg, da datteren, den otteårige Cecilie, i 1944 blev ramt af polio og fik betydelige lammelser. Men fordi den københavnske familie med de ungarske aner havde økonomiske muligheder, som var de færreste forundt, fik Cecilie en regulær behandling.

Den generelle holdning blandt læger i samtiden var ellers, at man ikke kunne behandle polio, men fru Ragoczy, Cecilies mor, var af en anden opfattelse. Gennem sit vedholdende engagement sørgede hun for, at Cecilie dagligt trænede med en fysioterapeut i hjemmet, ligesom hun selv lavede øvelser med sin datter hver eneste dag. To gange rejste familien ligeledes til USA, hvor Cecilie gennemgik operationer.

Mindre end et halvt år efter var Cecilies fysik i så klar bedring, at hun næsten kunne cykle uden hjælp. Undervejs havde familien Ragoczy holdt kontakt med lægerne på Københavns Amtssygehus i Gentofte, hvor Cecilie selv var indlagt kortvarigt efter den akutte fase. Lægerne kunne fortælle, at de slet ikke havde set samme fremgang hos de børn, som havde fået polio på samme tid som Cecilie.

Det fik fru Ragoczy til at rette sit fokus mod at skabe behandlingsmuligheder for alle danske polioramte børn. Det var dermed hende, der fik idéen til foreningen, har hendes mand udtalt i adskillige sammenhænge, og det blev taget godt imod blandt læger og samfundets toneangivende personligheder.

Ægteparret Ragoczy var også de første bidragsydere til foreningen med det, der blev beskrevet som et anseeligt pengebeløb, som gav et godt rygstød ved stiftelsen i februar 1945. Familiens økonomiske muligheder stammede blandt andet fra familievirksomheden Poulsen & Ragoczy, hvor Lothar Ragoczy var direktør. Virksomheden handlede med lædervarer, og Lothar Ragoczy var i årtier en både kendt og respekteret forretningsmand i hovedstaden.

Lothar Ragoczy blev på mange måder billedet på familiens store indsats i kampen mod polio, og han lagde mange kræfter i at føre sin hustrus oprindelige idé om behandlingsmuligheder for poliobørn ud i livet. Hans advokat Kjeld Rørdam blev foreningens første formand, og det var i Lothars Ragoczys virksomheds hovedsæde i Amaliegade 14 i København, at PolioForeningen fik sit allerførste kontor. Selv blev han den første kasserer i foreningen, og den post bestred han i 24 år.

Kjeld Rørdam – foreningens første formand

I 1945, hvor PolioForeningen blev stiftet under navnet Landsforeningen til Børnelammelsens Bekæmpelse, var opbakningen ganske massiv i alle lag af samfundet. Højesteretssagfører Kjeld Rørdam blev valgt som foreningens første formand, mens tidligere statsminister Vilhelm Buhl blev næstformand. Det gav et stort momentum til foreningen. Kjeld Rørdam besad formandsposten i seks år og satte dermed sit solide aftryk på den spæde begyndelse. Ved stiftelsen udtalte han:

”Børnelammelsen er en farlig sygdom med rette omgivet af uhygge […] Skal vort arbejde lykkes, vore mål nås, må hele befolkningen være med os. […] Landsforeningen til Børnelammelsens Bekæmpelse skal varetage fredens gerning. I sine bestræbelser for at beskytte landets ungdom mod børnelammelsen er vor forening med til at opbygge efterkrigstidens Danmark.”

Kjeld Rørdams egen far havde været stabslæge i marinen, og det kan være en årsag til, at Rørdam med stor iver kastede sig over arbejdet i foreningen og kampen mod polio. I hans tid som formand skabtes ikke blot grundlaget for foreningen, men også et decideret polioinstitut, da foreningen et halvt år efter stiftelsen købte en ejendom på Tuborgvej i Hellerup til efterbehandling og forskning.

Som bare 36-årig var Kjeld Rørdam blevet højesteretssagfører, hvilket var i en rekord ung alder, og han var ifølge flere avisomtaler meget fremtrædende på den danske scene for folkeret og erhvervsjura, hvor han blandt var med til at forfatte nye love. Samtidig var han en enormt arbejdsom mand, der havde en arbejdsdag, som var dobbelt så lang som andres, stod der blandt andet i et portræt på hans 70-års fødselsdag (26. september 1967) i Aarhus Stifts-Tidende.

Udover sit engagement i kampen mod polio involverede han sig også i Vanførefondens arbejde og blev næstformand for Gigtforeningen, ligesom han var en markant skikkelse i flere større danske virksomheders bestyrelser, blandt andet Georg Jensen, Sterling Airways og Tjæreborg Rejser.

Svend Clemmesen – institutleder og læge med internationalt format

Polio, gigtforskning og revalidering var omdrejningspunkterne i Svend Clemmesens omfangsrige lægevirke. Han var med fra første færd i arbejdet for oprettelsen af en forening i kampen mod børnelammelse, og han kom til at spille en stor rolle. Fra 1933 til 1971 var han overlæge ved Københavns Kommunehospitals fysiurgiske afdeling, og sideløbende varetog han titlen som den første cheflæge for PolioForeningen. Clemmesen havde derigennem stor indflydelse på, hvordan efterbehandlingen af polioramte skulle foregå i de 11 år, han involverede sig direkte i foreningen.

Som overlæge på Københavns Kommunehospitals fysiurgiske afdeling havde han allerede inden foreningens stiftelse i 1945 måttet udvide åbningstiderne, fordi det strømmede ind med polioramte som følge af epidemien året forinden. Derfor gjorde han det klart, at der var et stort behov for et specialinstitut med det samme.

Specialinstituttet på Tuborgvej i Hellerup blev der hurtigt rejst penge til gennem donation fra offentlige institutioner og erhvervslivet, og det stod færdigt allerede et halvt år efter stiftelsen. Leder af instituttet blev Svend Clemmesen. Allerede i 1954 udbyggede man instituttet markant med et nyt fysiurgisk observations- og behandlingsværksted. Her udtalte Svend Clemmesen til avisen Social-Demokraten (16. oktober 1954):

”Meningen med det nye værksted er at afprøve de polioramtes evner og lyster – det skal være et værksted, hvor man under kyndig kontrol kan træne patienterne op til den størst mulige livsindsats til glæde for dem selv og samfundet. Instituttet vil blive forsynet med alle moderne apparater og hjælpemidler og vil derigennem blive en enestående institution.”

Det var dog ikke kun herhjemme, at Svend Clemmesen spillede en stor rolle inden for sit felt, også internationalt var han et kendt og respekteret navn. Clemmesen selv og et generelt godt samarbejde med polioforeningen i USA gav Danmark verdens blot anden poliokongres i 1951. Da Clemmesen gik på pension blev han hædret af mere end 200 kollegaer, der oprettede The Svend Clemmesen Lecture Fund med henblik på hvert år at afholde forelæsninger af en fremtrædende reumatolog eller fysiurg. Han nåede selv at rejse rundt i store dele af verden for at undervise og bidrage med sin store viden på det fysiurgiske område.

Eivind Thomasen – nytænkende overlæge, der opererede et utal polioramte

Rigtig mange polioramte er stødt på Eivind Thomasen, eller blot professor Thomasen, i forbindelse med konsultationer, indlæggelser og operationer. Han spillede en helt central rolle i den tilgang, man i Danmark havde til at operere polioramte, og han var en pioner inden for sit felt.

Eivind Thomasen var oprindeligt fra Horsens, og i hovedparten af sit liv arbejdede han også i det østjyske. I 1933 fik han sin lægevidenskabelige embedseksamen fra Københavns Universitet og varetog derefter forskellige stillinger i både hovedstaden og Aarhus. Alle kredsede de om hans passion for anatomi og patologi. Fra 1938 til 1940 og igen fra 1947 til 1952 var han ansat ved Ortopædisk Hospital i Aarhus, og under den store epidemi blev han overlæge samme sted. Helt frem til 1978 bestred han stillingen, og han fik stor betydning for det ortopædiske speciales udvikling i Danmark. Ved studierejser rundt i Europa og i USA skaffede han sig viden inden for sit speciale, og det førte til, at han udviklede et væld af idéer og principper.

Han satte for alvor sit aftryk, da han i 1941 med en bandagebehandlingsmetode begyndte at behandle klumpfod, ligesom han over årene spillede en stor rolle i udviklingen af den kirurgiske behandling af skævheder i ryggen og af slidgigtramte hofte- og knæled.

Thomasen satte mange operationer i værk, og involverede sig også i sine patienters liv. Blandet andet husker polioramte Annemarie Mikkelsen (fra artikel bragt i Livtag, juni 2020), hvordan Thomasen ved stuegang brugte tid på at lægge puslespil med hende, da hun lå indlagt efter en operation på Ortopædisk Hospital i Aarhus.

Det var dog ikke blot polioramte, han kom til at gøre en stor forskel for. Flere gange trådte han til ved sportsskader, blandt andet i balletverdenen, og han gik i mange år under navnet troldmanden. Thomasen sad i en årrække i bestyrelsen og i forretningsudvalget i

PolioForeningen, og han udtalte ofte, at det betød noget helt særligt for ham at gøre børn raske, og det spillede en afgørende rolle for ham under den store polioepidemi og i årene efter.