Gå til hovedindhold

Poliodiagnosen blev Irenes redningsplanke

Gennem store dele af livet har Irene følt, at hun manglede et gear, som andre besad. Det prægede hendes måde at se sig selv på og den måde, hun har indgået i fællesskaber med andre.

Skrevet af
Martin Hungeberg Journalist
Fotograf
Anita Graversen Fotograf
Publiceret onsdag den 12. juni 2024

Irene Krydsfeldts sociale identitet har taget et gevaldigt hop. I barndommen, ungdommen og meget af voksenlivet har hun været vant til altid at skulle kæmpe ekstra, og at hun blev hurtigere og mere træt end sine jævnaldrende. Men hun vidste ikke hvorfor. Selvom Irene på ingen måde betegner sin opvækst eller ungdom som problematisk, så ligger det alligevel i hende, at det til tider har været svært. Skiftet kom, da hun i en alder af 57 endelig fik konstateret polio og postpolio, og det forplantede sig til resten af hendes liv.

- Jeg fandt min redningsplanke, som jeg plejer at kalde det. Der var en masse ting, der pludselig stod klart og gav mening, da jeg fik diagnosen. Det var som brikker, der passede i puslespillet. Samtidig gjorde det utrolig meget mentalt for mig. Mit selvværd har jeg været meget i underskud med tidligere, begynder 72-årige Irene Krydsfeldt og fortsætter:

- Jeg begyndte efter diagnosen at være aktiv i vores lokale poliokreds her på Fyn, hvor jeg i en årrække var kasserer og hjalp til ved mange forskellige arrangementer. Det var skelsættende for mig at blive en del af. Pludselig var jeg den, der kunne en masse fysisk, fordi jeg i forhold til mange af de andre ikke er hårdt ramt. Det gjorde noget ved mig.

Fællesskabet, som hun mødte blandt andre polioramte, gav hende meget værdifuldt. Blandt andet erfaringer, hun kunne tage med sig videre.

- Polioramte er jo seje mennesker, som er kommet utroligt langt og bliver ved og ved til trods for udfordringer. Det er ret fantastisk at opleve. Vores udgangspunkter, især de fysiske, er forskellige, men vi har samme linje i livet. En slags fælles forståelsesramme, som jeg ikke finder andre steder, og det skal man ikke undervurdere. Derigennem har jeg oplevet et utrolig godt socialt samvær.

Lidelse gik i glemmebogen

Skruer vi tiden tilbage den store polioepidemi i 1952-53, var det ikke alle poliotilfælde, der blev fulgt op på efter den akutte fase, og det var tilsyneladende heller ikke alle tilfælde, som blev journalført.

- Jeg kan af gode grunde ikke længere spørge min forældre, og min bror kan heller ikke huske, hvordan det hele hænger sammen. På en eller anden måde gik det i glemmebogen, at jeg fejlede noget som barn. Jeg er fuldstændig overbevist om, at mine forældre ikke har været klar over, at det var polio, lyder det fra Irene, der som barn boede i Bramming i Sydvestjylland.

Hendes mor ville have givet hende en anden opvækst, hvis hun havde været bevidst om det, tænker Irene. Hun uddyber:

- Min mor var som person meget overbeskyttende, og det ville have været endnu mere, hvis hun havde været klar over det. Jeg ved, at jeg kom på sygehuset i Kolding, og at jeg gik med nogle særlige støvler, og at jeg sov med natskinner i en periode, men der blev aldrig talt om, hvad jeg havde fejlet.

En faktor i Irenes tidligste barndom var, at hun i en periode var i pleje.

- Jeg var i pleje hos min faster på et tidspunkt, inden jeg blev et år, og det er højest sandsynligvis der, jeg havde fået polio. Det forklarer muligvis, hvorfor mine forældre ikke kendte alle detaljer, men det kan jeg jo kun gisne om.

Da Irene nåede konfirmationsalderen opdagede skolelægen, at hun havde en skæv ryg. Det var skoliose, blev det fastslået, og da Irene var med sin mor til scanning i Esbjerg, spurgte moren, hvad det mon kom af. Det kunne lægerne ikke svare på, så igen udeblev poliokoblingen.

- Så min fysik var jo bare, som den var, og så former man sit liv efter det. Jeg indgik i langt det meste, som alle andre, men det var ikke altid let. Jeg kan huske et eksempel fra en sommerferie, hvor jeg som ung arbejdede på et gartneri. Vi knoklede, og de andre havde nok lidt ondt, men slet ikke i den størrelsesorden, som jeg fik det. I sådanne situationer kunne jeg godt blive frustreret. Det er nok det med ens identitet, der spiller ind. Jeg tænkte ’jamen, kom nu i gang. Der er jo ikke noget i vejen med dig, så du er bare pivet i forhold til de andre.’ Så det er den tankegang, jeg har haft livet igennem, fordi det var den fortælling, der blev skabt. Måske mest i mit eget hoved, for jeg er ikke sikker på, at andre overhovedet har bidt mærke i det, fortæller Irene.

Siden Irene fik sin diagnose og lagde sin træning om, har hun fået et fysisk overskud, hun ikke havde før. Hun cykler blandt andet lange ture rundt på Fyn med sin mand.

Jeg har været så heldig at deltage på både træningshold og et sang- og åndedrætshold gennem PolioForeningen. Det har været virkelig givende, og det er jo en rigtig nem måde at tilgå et fællesskab på

Irene Krydsfeldt

Smerterne satte dagsordenen

Til trods for at hun altså ikke havde muligheden for at identificere sig som polioramt i de første 57 år af sit liv, så har hun levet som mange andre polioramte, hvor udfordringer ikke har fået lov til at begrænse. Hun har sammen med sin mand fire børn og har arbejdet som teknisk assistent. Særligt de tilbagevendende rygsmerter satte dagsordenen i de travle år. Også her lå det dybt i Irene, at hun ikke skulle lade sig overmande af udfordringerne, men i stedet kæmpe imod dem.

- Dengang forsøgte jeg typisk at træne, når jeg kom hjem fra arbejde. Så lagde jeg mig ned på gulvet og prøvede. Men det var ikke det rigtige at gøre, fordi jeg var simpelthen så træt, udkørt og slidt. Så jeg lå bare der på gulvet og hvilede mig og kiggede op i loftet. Det drev mig vel, at jeg gerne ville kunne det hele: Familie, arbejde, hus og have. Det skulle der mange kræfter til, men det var sådan, jeg ville være, og jeg ville klare det, forklarer hun.

Ubalancen mellem det, Irene gerne ville, og det, hendes krop kunne klare, blev mere og mere tydelig.

- Hvis ikke der var sket en ændring i min situation dengang, så tror jeg ikke, at jeg ville være blevet ret meget ældre, for jeg var så udslidt. Det gik selvfølgelig ud over hele tilværelsen, og hvordan jeg så mig selv. Jeg havde jo netop kæmpet imod det her, og så blev jeg bare ringere og ringere, fortæller hun.

Irenes svigerinde har polio, og det var i første omgang hende, der begyndte at interessere sig for, om det kunne være det, der var grunden til Irenes udfordringer. Derfra gik tingene stærkt: Hun stoppede på arbejdsmarkedet, fik tilkendt førtidspension og blev diagnosticeret med polio hos PolioForeningen i Aarhus inden for et år. Det er femten år siden, og hendes situation i dag er slet ikke at sammenligne med dengang.

- Jeg synes, at jeg kan en masse i dag. Det skyldes blandt andet, at jeg begyndte at træne anderledes. Jeg blev på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter instrueret i at træne gradueret og smertestyret, så jeg ikke konstant bliver overbelastet. Det har jeg gjort lige siden. Så når jeg får smerter, så holder jeg pause, før jeg begynder igen. Det har givet et nyt liv for mig, fordi nu har jeg ikke nær de smerter, jeg havde før.

I hverdagen har ægteparret fra Langeskov fået tid og overskud til at opsøge lokale fællesskaber.

Fællesskaber ændrer sig livet igennem

Irenes fysiske bedring åbnede døre, fordi overskuddet til at indgå i fællesskaber blev større. Udover involveringen og arbejdet i den lokale poliokreds fik hun i coronatiden også øjnene op for fællesskaber online.

- Jeg har været så heldig at deltage på både træningshold og et sang- og åndedrætshold gennem PolioForeningen. Det har været virkelig givende, og det er jo en rigtig nem måde at tilgå et fællesskab på. På sidstnævnte hold har vi lært at bruge åndedrættet aktivt til at påvirke vores muskler. Det vil sige, at jeg kan trække vejret på en bestemt måde og så ramme ved rygsøjlen, hvor jeg har udfordringer. Det er ret fascinerende, at man kan det, og det passer virkelig godt til os polioramte. Fællesskaber kommer virkelig til deres ret, hvis de både giver noget personligt og noget praktisk, og det gør det her.

Den seneste tid har hun sammen med sin mand udvidet deres sociale rækkevidde.

- Der sker jo noget, når ens børn og børnebørn ikke har det samme behov for hjælp som tidligere, for det har vi selvfølgelig brugt tid på. Nu har vi tid til noget andet, og vi er begyndt at gå mere ind i fællesskaberne, der er her, hvor vi bor. I en del år har vi boet meget i vores sommerhus, så vi har forsømt at gøre noget ved det, siger Irene Krydsfeldt og supplerer:

- Min mand er gået ind i arbejde for lokalarkivet, og jeg er begyndt at se mere til naboerne. Der er nogle af dem, som er oppe i årene, og så kan vi passe lidt på hinanden. Så på den måde ændrer relationer og fællesskaber sig livet igennem. For mig er det bare vigtigt at blive ved med at være nysgerrig på livet og på andre mennesker, så længe man fungerer.

Blå bog

Navn: Irene Krydsfeldt

Alder: 72 år

Bopæl: Langeskov på Fyn

Beskæftigelse: Tidligere teknik assistent 

Historie: Hun fik polio- og postpoliodiagnosen for femten år siden. Indtil da vidste hun ikke, hvorfor hun livet igennem havde oplevet fysiske udfordringer. 

Vil du også dyrke online fællesskaber?

I PolioForeningen kan du deltage i flere forskellige online fællesskaber. Vi har blandt andet online træning, hvor du kan træne sammen med andre polioramte.