Tilgivelse banede vejen for Erling

Der har været mange dæmoner at tøjle i Erling Jensens liv. De fleste tilskriver han sin barndom, hvor der ikke blev levnet meget plads til eller forståelse for familiens ældste dreng, der havde fået polio i 1955, lige inden den første poliovaccine blev rullet ud.

- Tre år gammel fik jeg polio, og jeg er blevet fortalt, at jeg simpelthen drattede om, mens jeg legede udenfor. Det var lige ved siden af en busk med noget, der lignede ærter, som var giftige (muligvis fra planten guldregn, red.), så først troede de, at det var dem, jeg havde spist, og jeg blev kørt til Bispebjerg. Her fandt lægerne ud af, at det i stedet var polio, fortæller 72-årige Erling Jensen og fortsætter:

- Efterfølgende blev jeg indlagt på Blegdammen og var bevidstløs i tre dage. Jeg kan ikke selv huske det, men jeg kan mærke det, når jeg taler om det. Jeg lå alene i et glasbur, og ensomhedsfølelsen og forladthedsfølelsen har jaget mig hele livet.

I sin barndom oplevede han polio som en omstændighed, der meget hellere skulle ties end blotlægges.

- Mine forældre fortalte mig, at de kendte til tre poliotilfælde det år: En var død, en sad i kørestol, og så var der mig, og jeg fejlede ingenting. Det var deres udlægning af tingene, så de mente, at der ikke var nogen grund til at beskæftige sig mere med det, fortæller Erling.

- Det gav mig en følelse af, at når jeg mærkede noget til symptomer, så var det ikke noget at tale om. Mine forældre havde den tilgang, at de ikke ville tabe ansigt eller være anderledes i forhold til andre familier, og det var ikke polio, der skulle ødelægge noget for dem, forklarer Erling.

I familiens hjem i Brøndbyvester gik bølgerne ofte højt. Lydtapetet var Erlings forældres skænderier, og han tog det på sig som den ældste af tre søskende.

- Når de skændtes, så forsøgte jeg at få deres vrede kanaliseret over på mig i stedet, eller jeg forsøgte at komme med løsninger. I min barndom gik jeg rundt med mavepine rigtig tit af samme grund. På et tidspunkt var det så grelt, at jeg kunne gå på den ene side af gaden, og hvis der så var nogen, der skændtes på den anden side, så følte jeg nærmest, at det var min skyld. Så jeg var i konstant alarmberedskab.

Flygtede fra de negative tanker

Hele sit liv har Erling søgt efter ro i en tilværelse, der ofte var alt andet end det. Han har været i adskillige psykologforløb, gennemlevet tre skilsmisser, fået tre børn, og så har han oplevet, hvordan det er på bunden af tilværelsen.

- Det skyldes først og fremmest alkoholen. I mange år var mit forbrug ikke noget problem. Man kan selvfølgelig sige, at jeg var tidlig på den: Når jeg havde spillet en fodboldkamp, og vi ville fejre det, så fik vi os en øl, eller fandt noget i barskabet hjemme hos os. Det var, fra jeg var 12-13 år, fortæller Erling og fortsætter:

- Jeg kunne sagtens gøre mig på en fodboldbane, hvor jeg var enormt hurtigt på de korte distancer, men der var ligesom et loft for, hvad jeg kunne præstere, og jeg kunne ikke trække vejret dybt ind, som de andre. Det frustrerende mig, og oven i mine andre negative tanker om mig selv, så følte jeg, at jeg var en svækling fysisk.

Alkohol blev et brugbart middel for Erling i mange år frem.

- Med alkohol kunne jeg smide alle følelserne af skam, skyld, usikkerhed og mindreværd, som jeg blev ved med at kæmpe med. Pludselig behøvede jeg slet ikke samme risikovurdering i mit liv. Her fik jeg virkelig noget af det, jeg søgte, og jeg slap for at løse alle verdens problemer.

I slutningen af 1980’erne tippede det: Erling kunne ikke længere styre sit alkoholforbrug, og det kastede ham ud i et misbrug med store konsekvenser. Han blev skilt igen, denne gang fra sine børns mor, og han levede en omflakkende tilværelse som alkoholiker, der i flere omgange næsten tog livet af ham.

- Det var rigtig, rigtig skidt, og det gik naturligvis hårdt ud over relationerne i mit liv. Jeg gav ikke mine børn den barndom, som de burde have haft. Det havde jeg desværre slet ikke redskaberne til, og det har fyldt meget, og det har jeg bebrejdet mig selv, det er klart.

Fra alkoholiker til spinninginstruktør 

I et årti gennemsyrede alkoholen alt i Erlings liv, og der skulle en åbenbaring til for at vende det. I én af de situationer, hvor han var allerlængst nede, traf han et valg om at stoppe.

- Det skete, at jeg lagde mig til at sove i opgange rundt omkring, og det var også tilfældet den her nat. Pludseligt vågnede jeg op og havde en helt vild følelse i kroppen, og jeg rejste mig op på mine vaklende ben, for jeg var helt smadret af druk. Det blev min redning, og jeg ved ærlig talt ikke, hvor det kom fra, og hvorfor det var netop der, at jeg valgte at skære alkohol fuldstændig fra, fortæller Erling og fortsætter:

- Jeg har altid troet på, at der er mere mellem himmel og jord, og jeg tog i hvert fald oplevelsen som et tegn på, at jeg kunne få en chance til, og den ville jeg ikke gå til spilde. Det er 28 år siden, og jeg har ikke rørt en eneste dråbe alkohol i alle årene.

Efter perioden som alkoholiker transformerede Erling sit liv på flere fronter. Han blev mere og mere aktiv; løb morgenture med sin hustru, og han cyklede imponerende distancer, ligesom han var spinninginstruktør i det lokale fitnesscenter i midtsjællandske Borup, hvor parret også bor i dag.

- Min fysik har altid været rigtig god, og jeg aldrig ladet noget begrænse mig, heller ikke arbejdsrelateret som elektriker, selvom jeg havde de her ganske få poliorelaterede udfordringer. Men i dag har jeg byttet racercyklen ud med en rollator, lyder det fra Erling.

Postpolio gjorde sit indtog for fem-seks år siden. En svækket fysik har naturligvis gjort tilværelsen sværere, og det trak også tænder ud at overbevise læger og andet sundhedspersonale.

- Jeg måtte slå i bordet hos vores lokale læge, før jeg endelig blev henvist til PolioForeningen og derefter fik en udredning for postpolio. Der var simpelthen ingen viden i sundhedsvæsnet om det, og det kom meget bag på mig. Sådan burde det ikke være. Men det betød selvfølgelig meget, at jeg endelig fik diagnosen, for så gav de her nye skavanker mere mening.

Selvmedlidenhed er dræbende

Idet Erling fik postpoliodiagnosen, blev han også tilbudt et psykologforløb på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter. Hans tidligere psykologforløb havde ikke givet udbytte.

- Jeg har flere gange tænkt, hvorfor psykologerne blot har siddet og hørt på mine problemer. Vi rørte rundt i den samme suppe hver gang, og det betød, at alle de negative tanker fik næring, og det blev det jo ikke bedre af. Ofte skabte det bare mere selvmedlidenhed.

Men i det ottende forløb skete der noget. Psykologen fra Specialhospitalet greb det an på en anden måde med udgangspunkt i den kognitive adfærdsterapiform kaldet ACT, der er en forkortelse for Acceptance and Commitment Therapy.

- Ret hurtigt fik jeg at vide, at min fortid er fortid. Jeg kan erkende den og leve med den, og så kan jeg arbejde videre derfra. Det var det, jeg havde søgt, for jeg skulle jo netop løsrive mig fra fortiden og selvmedlidenheden, for det er simpelthen dræbende.

I psykologforløbet blev Erling blandt andet spurgt, hvad der var hans vigtigste værdier, og hvad han ville med den resterende del af sit liv.

- Vi arbejdede det igennem, og jeg kom frem til, at det jeg allerhelst vil, når jeg en dag ligger og skal dø, er, at jeg kan sige, at jeg sgu blev glad for livet. I den sammenhæng talte vi meget om, hvad det vil sige, og hvordan jeg kunne nå dertil, og et helt centralt element var tilgivelse.

Handler om at slutte fred

For Erling var det nødvendigt at prøve at forstå sine forældres situation, så han kunne tilgive og ikke længere bebrejde.

- Min far var tidligere modstandsmand, og jeg kan huske, hvordan han havde voldsomme mareridt om den tid. Det må have været frygteligt, for han har oplevet ting, han ikke kunne slippe, og han havde en ven, som både var Gestapomand og lå i med hans første kone, så han har selvfølgelig været bange for at blive taget, fortæller Erling og fortsætter: 

- Som far kunne han slet ikke skabe den der intimitet med sine børn, men var i stedet distanceret, og det kunne meget vel stamme fra 2. verdenskrigsårene, lyder det fra Erling, som fortæller om sin mor:

- Hun var den eneste i en børneflok, som ikke havde samme far som de andre. Hun blev adopteret af sin stedfar, men jeg kan forstå på de samtaler, jeg har haft med mine mostre, at det ikke altid var let for hende. Måske var det derfor, at alt altid skulle være perfekt, for hun skulle bevise sig selv. Der forestiller jeg mig, at jeg blev et billede på det uperfekte.

- Jeg var på mange ferieophold i Jylland som barn hos min mors familie. Mine mostre har fortalt, det var fordi, at jeg ikke havde det så godt derhjemme. På bundlinjen står, at mine forældre trods alt gjorde det så godt, de kunne, og derfor har jeg også tilgivet dem i dag, fortæller Erling.

Erling Jensen er i dag et rigtig godt sted i livet, selvom hans fysik er drastisk forværret. Han afslutter:

- Jeg har fundet den her ro, som jeg har ledt efter. Mentalt har jeg det meget, meget bedre end før, og så kan det ikke slå mig ud, at jeg ikke længere kan det samme fysisk. Jeg har sluttet fred med min postpolio, fordi jeg har en forklaring på, hvorfor jeg fysisk har det, som jeg har, og så har jeg sluttet fred med mine forældre og med mennesker omkring mig. Vigtigst af alt, så har jeg også sluttet fred med mig selv.