Danske poliooverlevere i udlandet

PolioForeningen har kontaktet nogle af de medlemmer, der bor i udlandet for at høre, hvad der bragte dem udenlands, hvorfor de er medlemmer, når de bor i udlandet, og hvordan det er at leve med polio eller postpolio uden for Danmark.

Hvad bragte dig til Chile?

I 1970 blev jeg gift med min kone, og vi valgte at tage på Jehovas vidners missionærskole i New York i 1973, og efter fem måneders kursus blev vi sendt til Buenos  Aires, Argentina. I 1976 blev vi flyttet til Chile, hvor vi nød klimaet, naturen og befolkningen. Vores ældste datter blev født i Chile i 1979, og i 1980 flyttede vi tilbage til  Danmark for at klare familieforpligtelserne. Vi er selv Jehovas vidner.

I Danmark kom postpolioen snigende, og jeg endte med at få tilkendt flextid herhjemme, 20 timer om ugen, ligesom jeg fik bevilget handicapbil. Det endte til sidst med  en førtidspension, da min krop ikke kunne mere.

Hvorfor vendte I tilbage til Chile?

Da min kone også var færdig på arbejdsmarkedet, og børnene var flyttet hjemmefra, valgte vi at flytte tilbage til Chile. Jeg kunne mærke, at polioen havde bedre af det varme klima i Chile end vejret hjemme i Danmark. Og derudover boede vores ene datter allerede i Chile, og vi havde en gruppe venner dernede.

Hvordan er livet i Chile med polio?

I Chile klarer jeg med mig med en rollator og benskinne, og derudover har jeg en bil med automatgear, den er dog snart 20 år gammel. Jeg er ved at få papirerne  gennem til køb af bil uden afgift som invalidebil her i Chile. Desuden har jeg elektrisk kørestol, som jeg benytter meget her i landsbyen, hvor vi bor.

Det, jeg savner i forhold til derhjemme, det er adgang til fysioterapi, som jeg fik jævnligt i Hadsund, hvor vi boede. Det er der ikke så meget af her og heller ikke på  samme måde. Heldigvis kan jeg jo, selv om jeg er i Chile, finde viden på PolioForeningens hjemmeside. Foreningen betyder meget for mig, og den har altid været der for mig lige siden, jeg blev syg som lille i 1953.

Kenneth Liljeqvist er svensker, men har valgt at være medlem af PolioForeningen.

Hvad er årsagen til, at du er medlem af den danske PolioForeningen?

Jeg har altid været glad for Danmark, og jeg tilbragte en del af min studietid i Danmark for mange år siden. Jeg er medlem af PolioForeningens svenske modstykke, RTP*, og her stiftede jeg bekendtskab med såvel den norske polioforening, som jeres PolioForeningen.

Jeg synes, at jeres medlemsblad Livtag og jeres øvrige medlemstilbud er af væsentlig højere kvalitet, end det jeg kan få i Sverige. Jeg er misundelig på jeres  bisidderordning og jeres netværksgrupper. Og herudover er det helt fantastisk, at I hver dag tilbyder online træning. Det kan vi slet ikke få via vores RTP, så jeg er yderst taknemmelig for at være medlem hos jer også.

Hvordan er det at leve med polio i Sverige?

Jeg var halvandet år gammel, da jeg fik polio i 1944, jeg blev dengang indlagt på et epidemihospital. Jeg tror, at forholdene på mange områder minder om de danske. Senere da jeg blev ældre, blev jeg indlagt og blev opereret for at gøre mine ben lige lange. Hvis jeg har brug for hjælpemidler eller andet, så skal jeg have dem via  offentlige myndigheder, som fx min region, eller de skal godkendes af min læge.

I forhold til sundhedsvæsnet oplever jeg og andre polioramte ofte, at der ikke er tilstrækkelig viden om, hvordan vi skal behandles. Der mangler kendskab til polio og postpolio. Vi skal selv være eksperter i vores sygdom, og vi skal gøre opmærksom på det, hvis der fx er problemer med bedøvelse eller andet. Der tror jeg, at Sverige og Danmark minder om hinanden.

Jeg bor fortsat i eget hus med min kone. I huset har vi forskellige hjælpemidler som trappelift, elektrisk seng samt elektrisk og manuel kørestol. På den måde føler jeg mig heldig at bo i et land som Sverige, hvor man kan få de nødvendige hjælpemidler.

*RTP blev grundlagt i 1946 som en forening for børn med børnelammelse. Siden blev foreningen udvidet med flere målgrupper, og foreningen hedder nu: Personskadeförbundet RTP (rehabilitering, tillgänglighet och påverkan). Man regner med, at der lever ca. 15.000 polioramte i Sverige.

Roxane Agnes Thomsen fik polio i 1952, da hun var omkring 1½ år gammel. Roxane havde været hjemme i Danmark på ferie, men da hun vendte tilbage til Curaçao som er en ø i Caribien ca. 40 km. fra Venezuela, fik hun polio. Roxanes far er dansk, og de vendte derfor tilbage til Danmark, da Roxane ikke kunne få den fornødne hjælp på Curaçao.

Hvad er årsagen til, at du er medlem af den danske PolioForeningen?

Jeg er jo født på Curaçao, men kom som barn til København for at få genoptræning efter min polio i 1952. Jeg blev indlagt på Blegdamsvej, og siden fulgte et længere  genoptræningsforløb, hvor PolioForeningen spillede en stor rolle. Min faster foreslog mig derfor at blive medlem af foreningen, og det har jeg nu været i snart 40 år, tror jeg. Det er jeg meget glad for.

Hvordan er det at leve i Spanien med polio?

Klimaet er godt for min polio, varmen hjælper mig, kan jeg mærke. Så på den måde skal jeg ikke klage. Jeg er tilknyttet et rehabiliteringscenter på det lokale hospital i Alicante, hvor jeg får behandlinger. Lægerne har foreslået, at jeg skal opereres på grund af bl.a. nakkesmerter, men det har jeg indtil videre udskudt.

Skal man have praktisk hjælp derhjemme, så skal man selv betale for det. Der er ikke en gratis kommunal hjemmehjælp, som man har det i Danmark.