Magtesløshed i 1944 lagde kimen til foreningen

Polio prentede sig for alvor ind i danskernes bevidsthed i 1944, hvor 1.921 børn og voksne blev ramt af tidens mest frygtede lidelse. Der havde førhen været polioudbrud, men aldrig i så stort et omfang.
PolioForeningen afholder børnelammelses-kongres i 1951, som overværes af Dronning Ingrid, der er protektor for foreningen. FOTO: Walther Månsson/Ritzau Scanpix

”Det var den første by-epidemi i Danmark. Indtil da havde der kun været spredte tilfælde i enkelte familier, og man regnede slet ikke med, at polio kunne opstå i byer,” lød det fra daværende overlæge ved Kommunehospitalet i København, Svend Clemmesen om året før stiftelsen.

Datidens aviser bragte i anden halvdel af 1944 oftere og oftere nye detaljer om polioudbrud i hele landet.

”Amtslæge Leif Folke, Thisted, oplyser til os, at der hidtil er anmeldt 33 tilfælde (i amtslægekredsen, red.). På Thisted Sygehus ligger 25 patienter, hvilket betyder, at sygehuset har måttet sige nej til flere indlæggelser,” stod der i Morsø Folkeblad 14. august 1944.

Leif Folke udtalte i samme ombæring, at man nu måtte anse de samlede tilfælde for en epidemi, og der herskede en bagvedliggende nervøsitet i de artikler, som piblede frem i de danske aviser. I Børsen omtales samme dag flere tilfælde på den anden side af Limfjorden, hvor skolerne sendte alle elever hjem og flere dele af samfundet lukkede helt ned:

”Løgstør hjemsøges for tiden af en alvorlig børnelammelsesepidemi, og indtil i morges er otte personer blevet indlagt på Løgstør Sygehus. Sygdommen blev først konstateret på Løgstør Mejeri, hvor en mejerist var blevet syg og var stærkt medtaget. Senere konstateredes, at to børn var angrebet, og i løbet af i nat og i morges er der yderligere konstateret fem tilfælde. To af de sidst angrebne er gifte kvinder på henholdsvis 20 og 25 år, mens de øvrige er børn.”

Et fremsynet forældrepar

Det var netop i sensommeren og efteråret 1944, at epidemien tog fart og også overrumplede de største danske byer. Viden om polio var dengang stærkt begrænset, og man vidste ikke, hvordan man blev smittet, ligesom effektiv behandling ikke fandtes endnu. Derfor døde næsten 13 procent af de ramte af lammelser i åndedrætsmuskulaturen i 1944. Læger og sygeplejersker landet over måtte se magtesløse til på de mange overfyldte, lokale sygehuse, som fandtes på den tid. Spørgsmålet trængte sig også på, hvad der skulle gøres for de overlevende, og her kom en otteårig pige og hendes familie til at spille en altafgørende rolle – ikke bare for muligheder for genoptræning, men for en ny forenings stiftelse.

Det var dengang ikke unormalt, at man stort set undlod at behandle børn med handicap, men i stedet blot ventede på, om handicappet ville fortage sig med tiden. Sådan forholdt det sig også med polio. Efter polioepidemien i 1944 fik mange polioramte børn en ganske begrænset behandling under betegnelsen sygegymnastik.
Én af de ramte var Cecilie Ragoczy på otte år. Hun blev indlagt på Frederiksberg Hospital i august 1944 og efter den akutte fase flyttet til Amtssygehuset i Gentofte (det nuværende Gentofte Hospital, red.). Hun havde lammelser i både arme og ben, og hendes ryg var ligeledes hårdt ramt.

Den næsten ikke-eksisterende behandling faldt ikke i god jord hos Cecilies forældre, der endte med at tage hende hjem. I mange år havde Cecilies mor, Fru Ragoczy, dyrket Mensendieck-gymnastik (en gymnastikform, som fokuserer på den kropslige holdning som grundlag for hensigtsmæssige og systematiske vaner i hverdagen, red.), og hun havde en klar overbevisning om, at hendes datters lammede muskler kun havde godt af netop den type vedvarende træning.
Udover at være fremsynet og trodse hospitalets anbefalinger var ægteparret Ragoczy også velhavende. Det gav dem mulighed for at lade en fysioterapeut komme i hjemmet dagligt, mens Fru Ragoczy ligeledes trænede med Cecilie hver eneste dag. Allerede ved juletid samme år var Cecilies fremskridt så store, at hun var i stand til at cykle i skole med kun ganske lidt hjælp.

Hovedparten af de børn, som var blevet på hospitalet i perioden, havde ikke oplevet samme forbedringer. Det fik Fru Ragoczy til at foreslå sin mand, Lothar Ragoczy, at de skulle forsøge at skabe nogle af de samme muligheder for andre børn, som de selv havde kunnet give deres datter.
Lothar Ragoczy involverede sig nu også. Første skridt blev at kontakte lægen, der havde behandlet Cecilie på Frederiksberg Hospital, overlæge Nicolaj I. Nissen. Sigtet fra familien Ragoczy var at oprette en fond for polioarbejdet, men overlægen mente, at det ville være til større gavn at oprette en decideret forening til støtte af både forskning og behandling.

Stiftelse var forsidestof

I lægeverdenen begyndte man samtidig at drage paralleller til særligt Sverige og USA, som havde været ramt af lignende polioepidemier og samlet store mængder erfaring. I USA havde man endda dannet en polioforening i 1938, og i kølvandet på 1944-epidemien voksede tanker om også at organisere sig herhjemme blandt læger og i samfundets øverste kredse.

Det hele resulterede i, at Foreningen til Børnelammelsens Bekæmpelse opstod den 15. februar 1945. Foreningen fik i begyndelsen til huse i Lothar Ragoczys virksomheds hovedsæde på Amaliegade 14 i København, og det var Ragoczys advokat, højesteretssagfører Kjeld Rørdam, der blev udpeget som første formand.

”Børnelammelsen er en farlig sygdom med rette omgivet af uhygge. Dens følger er i mange tilfælde død eller invaliditet,” lød det fra formand Kjeld Rørdam til stiftelsen, efter han havde redegjort for foreningens formål.

Formanden appellerede til det resterende samfund om at stå sammen i kampen mod polio:

”Skal vort arbejde lykkes, vore mål nås, må hele befolkningen være med os. På forhånd nærer vi de bedste forhåbninger, så vist som interessen og sympatien for en skærpet kamp mod børnelammelse allerede har givet sig mangfoldige udslag. Landsforeningen til Børnelammelsens Bekæmpelse skal varetage fredens gerning. I sine bestræbelser for at beskytte landets ungdom mod børnelammelsen er vor forening med til at opbygge efterkrigstidens Danmark.”

Stiftelsen var forsidestof i flere af de største aviser, og ser man på den væsentlige mediebevågenhed og interessen fra samfundet, høj som lav, tyder det på, at opbakningen var massiv. Med næsten 2.000 poliotilfælde i det stadig besatte Danmark, som dengang rummede fire millioner indbyggere, var mange berørt på den ene eller anden måde.

Flere læger satte også ord på deres tanker gennem læserbreve:
”Børnelammelsen står vist for de fleste som den mest skæbnetunge sygdom, der truer os, mest fordi den rammer iblandt vore børn, hvis liv og fremtid det gælder, og dernæst fordi vi, både lægmand og læge, føler vor værgeløshed overfor dens angreb. Kan der dog ikke sættes mere aktivt ind i bekæmpelsen af børnelammelse? […] Svaret lyder: Jo, det kan der, og det vil blive gjort, hvis alle de, der føler på samme måde, vil give deres bidrag til støtte for kampen,” udtalte overlæge O. Bang

Børnelammelsen står vist for de fleste som den mest skæbnetunge sygdom, der truer os, mest fordi den rammer iblandt vore børn, hvis liv og fremtid det gælder, og dernæst fordi vi, både lægmand og læge, føler vor værgeløshed overfor dens angreb.

Hul i behandlingerne

Foreningen var fra begyndelsen tegnet af et væld af prominente navne – samfundets spidser, som det stod beskrevet på den tid. Næstformand var blandt andre tidligere statsminister Vilhelm Buhl, ligesom et utal af læger enten var en del af foreningen eller bakkede op. Efter Anden Verdenskrigs afslutning måtte Kongehuset igen påtage sig officielle hverv, og det fik HKH Kronprinsesse Ingrid til at blive protektrice. Hun kunne tydeligt huske den store polioepidemi, som havde raseret i hendes hjemland Sverige i 1905, og derfor lå denne sag hende meget nært.

Foreningen kom lovende fra start, og efter et års eksistens havde 11.767 meldt sig ind, hvoraf 544 var livsvarige medlemskaber. Man var påpasselige med at bede om donationer, fordi foreningen mente, at der var mange vigtige sager at støtte i halen på besættelsestiden. Men der blev heldigvis tilført penge alligevel: Blandt andet gennem en årlig indsamling samt private og offentlige donationer. Og der var nok at bruge midlerne på. Ambitionerne var at lægge mange flere kræfter i forskningen i den mystiske poliolidelse og oprettelse af et behandlingssted. I Berlingske Tidende stod der dagen efter stiftelsen:

”Som behandlingen af børnelammelsen nu er organiseret, er der et hul i mellem den øjeblikkelige behandling på epidemihospitalerne og efterbehandlingen på de ortopædiske hospitaler og på fysiurgiske hospitalsafdelinger. Dette hul kan stoppes, dette savn afhjælpes. […] Landsforeningen regner det for én af sine vigtigste opgaver at bidrage til oprettelsen af et sådant sanatorium, rekonvalescenthjem, eller hvad man nu vil kalde det.”

Allerede i oktober 1945 blev et specialinstitut oprettet til efterbehandling og klinisk forskning på Tuborgvej i Hellerup, hvor der ved årsskiftet 45-46 var ni fysioterapeuter ansat.

To sideløbende foreninger

Ægteparret Ragoczy, Rørdam, Buhl, de mange involverede læger og andre afgørende foregangspersoner var imidlertid ikke de eneste, som havde foreningstanker, store visioner og som brændte for bekæmpelse af børnelammelse. Sideløbende med foreningens stiftelse så også en anden forening dagens lys under næsten samme navn. De to foreninger sluttede sig dog hurtigt sammen, men en udbrydergruppe gik sine egne veje.

Hvor Foreningen til Børnelammelsens Bekæmpelse havde massiv opbakning fra lægeverdenen, myndigheder og befolkningen forfulgte den selvbestaltede terapeut Amy Schoulund og hendes udbrydere en anden retning. Hun havde været på ophold i USA hos en fysioterapeut, som behandlede præsident Roosevelt og opfundet en metode med varme pakninger, som lindrede poliosmerter i den akutte fase. Amy Schoulund blev dog dømt for kvaksalveri efter en klage fra en polioramt drengs familie, og hendes metoder var øjensynligt ikke alle lige dokumentérbare. Det fik 21 læger og videnskabsmænd til at udsende en decideret advarsel mod udbryderforeningen og dens metoder. De to foreninger eksisterede side om side indtil 1953, hvor Amy Schoulund blev pensioneret og hendes forening optaget i Foreningen til Børnelammelsens Bekæmpelse.

At der virkelig var brug for en stærk polioforening illustreredes ikke bare ved de mange behandlinger i den spæde begyndelse, men også på medlemstallet: I 1946 havde man formet 12 kredsforeninger og 41 lokalafdelinger, mens man nåede 30.000 medlemmer. Fundamentet var lagt til det utrolige arbejde og den endnu større udfordring, som ventede Danmark ved den store epidemi i 1952-53.

 

Artiklen er skrevet af Martin Hungeberg og tidligere bragt i PolioForeningens medlemsmagasin, Livtag.