Marianne mødte forståelse i foreningen

Det har præget Marianne opfattelse af livet med polio markant at blive en del af PolioForeningen. Særligt et samtaleforløb med specialhospitalets psykolog har sat sine spor.
Meget faldt på plads for Marianne, da hun for tre år siden afsluttede et forløb hos specialhospitalets psykolog. Hendes barndom med isolation på grund af polio havde tråde til flere aspekter af hendes liv.

Der lå en tilfældighed til grund, da Marianne Sander blev medlem af det daværende PTU (nu PolioForeningen) for lidt over 20 år siden. Hendes mor var faldet i snak med en kvinde, som fortalte, at hun sad i kørestol, fordi hun havde haft polio som yngre. 

”Min mor svarede hende, at det havde hendes datter også haft. Kvinden spurgte, om jeg kendte til PTU, og det gjorde jeg faktiske ikke. Min mor tog et blad (Livtag, red.) med til mig. Jeg læste det, og jeg kunne hurtigt konkludere, at de smerter og de udfordringer, jeg var begyndt at få i mine slutfyrrer, kunne være postpolio,” fortæller Marianne.

Gennem foreningen har jeg lært at forholde mig til den mentale del af at have postpolio.

Den 70-årige tidligere støttepædagog havde i mange år et liv, hvor polio nærmest ingen rolle spillede. Som treårig fik hun polio under den store epidemi i 1952, men hun var kun indlagt i seks uger på Marselisborg Hospital, fordi hun var relativt mildt ramt. 

”Når jeg ser tilbage på mit liv, så er der enkelte ting, hvor jeg godt kan se, at jeg ikke kunne helt det samme som mine jævnaldrende: For eksempel når vi havde gymnastik i skolen, og vi skulle gå på bom eller springe over buk. Men ellers bemærkede jeg det ikke, og man kunne ikke se det på mig. 

I min familie talte vi derfor aldrig rigtig om, at jeg havde haft polio engang,” husker Marianne.

Negative forestillinger

Selvom Marianne endnu ikke havde fået postpolio-diagnosen, meldte hun sig ind i foreningen efter at have læst bladet. ”For jeg var blevet relativt overbevist om, at det var postpolio, jeg havde. I en lang periode var smerterne blevet flere og flere, og jeg pressede min krop til det maksimale,” fortæller hun.

Jeg oplevede en rædsel ved, at jeg selv kunne ende i kørestol, og jeg gjorde mig en masse negative forestillinger.

Bladet tog hun også med til sin egen læge, som henviste til specialhospitalet. I første omgang blev det dog ingen succes for Marianne. Hun tog blandt andet til varmtvandstræning, men hun syntes dengang ikke, at det gav hende noget. 

”Nej, det var en svær periode i mit liv, som blandt andet indebar et meget ubehageligt farvel til en arbejdsplads, og det spillede helt sikkert ind. Men jeg meldte mig heldigvis ikke ud af foreningen. Et år senere var jeg mere klar til at tage fat, og derfra har det jo haft en mega stor betydning i mit liv, at jeg blev en del af foreningen,” forklarer 70-årige Marianne.

Efterfølgende blev diagnosen en realitet, og det afkrævede samtidig en stor portion accept. ”Jeg oplevede en rædsel ved, at jeg selv kunne ende i kørestol, og jeg gjorde mig en masse negative forestillinger. Det var svært at kapere. Heldigvis blev jeg klogere gennem foreningen. Jeg fandt ud af, at det ikke behøvede at gå sådan, og jeg nåede efterhånden også frem til en erkendelse af hele situationen.

For mig har det været fantastisk at møde en masse mennesker, som har det på samme måde som mig og at komme i foreningen og på specialhospitalet, hvor det er så tydeligt, at man virkelig er specialister i livet med polio.”

Det handler om livskvalitet

Marianne har siden fået hjælp af specialhospitalets socialrådgivere, hun har tilegnet sig viden om sin lidelse ved mange af PolioForeningens foredrag, og så er hun tilknyttet en poliogruppe startet af foreningen, som mødes i Silkeborg fire gange årligt. Her kan de tale om alt.

”Det prioriterer jeg virkelig højt. Vi har samme udgangspunkt og kan forholde os til at leve med vores lidelse, selvom vi ikke nødvendigvis taler en masse om netop den,” siger Marianne. Skal hun pege på dén ting, som har givet hende det største udbytte, så er det de samtaler, hun havde med specialhospitalets psykolog for tre år siden:

”Gennem foreningen har jeg lært at forholde mig til den mentale del af at have postpolio. For ni år siden blev jeg skilt, og jeg havde efterfølgende en periode, hvor jeg fik det værre fysisk, og det var hårdt.

”Jeg nyder det, og det er egentlig hovedpointen: At man gør mere af det, man har det godt med.

Jeg følte, at jeg ikke lavede andet end at sige farvel til ting. Det betød, at jeg senere fik psykologsamtaler, og det rykkede virkelig noget for mig. Vi tog mange problematikker op, og jeg tudede mig igennem meget af det,” siger hun og fortsætter:

”Jeg kan ikke selv huske, at jeg var indlagt og isoleret, dengang jeg som helt lille fik polio, men der er ingen tvivl om, at det har spillet en væsentlig rolle i mit liv. Psykologen kunne gennem sin viden om polio sætte fingeren på nogle punkter, som jeg ikke selv havde været bevidst om. Det hjalp mig til at en større forståelse af polio og til at være bedre til at prioritere i mit liv.”

I dag kommer Marianne først og fremmest på specialhospitalet i Aarhus til varmvandstræning. Det virker på hendes smerter, og så giver det også et skud livskvalitet. ”Jeg nyder det, og det er egentlig hovedpointen: At man gør mere af det, man har det godt med. For selvom smerterne bliver gradvist værre i de her år, så har jeg fået det mentalt bedre. PolioForeningen og specialhospitalet er trygge steder at komme, hvor jeg er sikker på, at jeg bliver forstået.

Det har en kæmpe værdi,” lyder det afsluttende fra Marianne Sander.

Denne artikel er skrevet af Martin Hungeberg og har tidligere været trykt i PolioForeningens medlemsmagasin, Livtag.