Ny bog: Miraklet på Blegdammen

En helt ny bog om polioepidemien i 1952-1953 er netop udkommet. I bogen fortæller nogle af dem, der oplevede epidemien, deres personlige beretning om deres liv med polio. Samtidig får vi et indblik i det samfund, som polioen ramte og i et vigtigt kapitel i medicinalhistorien.
Preben Lund og Henriette Bendix har i samarbejde med PolioForeningen skrevet bogen Miraklet på Blegdammen.

Bag bogen står Preben Lund og Henriette Bendix, der begge er journalister. PolioForeningen har hjulpet de to journalister med at komme i kontakt med poliooverlevere, der havde lyst til at fortælle deres historie.

”Vi har mødt så mange mennesker i arbejdet med denne her bog, som har været så venlige og beredvillige til at lukke os ind og fortælle deres historie,” fortæller Henriette Bendix og fortsætter:

”Vi har hørt rigtig mange rørende historier, og det har været et gennemgående træk for alle dem, vi har talt med, at de har haft en super stærk vilje til at få det maksimale ud af livet.”

Hvad er det for et mirakel?

Titlen på bogen henviser til det mirakel, det var, at anæstesilægen Bjørn Ibsen blev tilkaldt til Blegdamshospitalet og fik indført indgrebet trakeotomi.

”Professor H. C. A. Lassen, der var enevældig hersker på Blegdamshospitalet, havde ikke megen fidus til Ibsens idé om at kunne holde patienterne i live ved at bore et hul i halsen på dem og derigennem blæse luft ned i lungerne på dem,” fortæller Preben og fortsætter:

”Han fik dog lov at prøve teknikken på en pige, der var døende, og det viste sig at være effektivt.”

Med den nye metode faldt dødeligheden fra 80 % til 20 %, og det må sigs at være et mirakel på Blegdammen.

Læs meget mere om det og mange andre gribende fortællinger i bogen. Du kan købe den gennem PolioForeningen til rabatpris.

Køb bogen 'Miraklet på Blegdammen'