Kan jeg få tilskud til automatgear?

Spørgsmål:

Jeg fik polio som etårig og har klaret mig fint hele livet. Nu er kræfterne desværre ved at være opbrugt i mit venstre ben, jeg må støtte mig til gelænderet, når jeg går op af trapper, og det værste er, at jeg har svært ved at skifte gear, når jeg kører bil. Jeg er nødt til at løfte mit venstre ben op på koblingspedalen, når der skal skiftes gear.

Det er ved at være en uholdbar situation. Jeg overvejer derfor at købe en ny bil med automatisk gearskifte, her er det bare, at den koster ca. 30.000 kr. mere end en med manuel gear. Så mit spørgsmål er, om jeg kan få tilskud til en med automatisk gear?

Svar:

Du kan godt få tilskud til automatisk transmission, det kræver blot, at der er et krav i dit kørekort om, at du kører bil med automatgear. Det burde ikke være et problem at få kravet ud fra det, du skriver til mig. Du får krav i kørekortet ved at gå til egen læge og få udfærdiget en kørekortattest, husk at medbringe et pasfoto.

Kørekortattesten med pasfoto skal du aflevere på Borgerservice i din kommune mhp. at komme til en vejledende helbredsmæssig køretest. En vejledende helbredsmæssig køretest er ikke en køreprøve men en test, hvor politiet vurderer, om du har behov for specialindretning i din bil for at kunne betjene den sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det tager i øjeblikket ca. 5 måneder at få krav i kørekortet.

Når du har afleveret din lægeattest på Borgerservice, kan du efterfølgende søge din kommune om støtte til automatgear (særlig indretning i bilen). Dog vil kommunen ikke træffe en afgørelse om at bevilge støtten til automatgearet før, du har fået et nyt kørekort med kravet om, at du skal køre med automatgear. Støtten er et fast beløb og udgør i 2015 24.555,- kr., og støtten er ikke afhængig er din indtægt.

Jeg håber, dette kan hjælpe dig videre, ellers er du velkommen til at kontakte mig.

Venlig hilsen
Britt Jars, afdelingschef