Skal jeg søge om fornyelse af bil nu?

Spørgsmål:

Jeg har fået bevilliget specialindrettet handicapbil efter krav i kørekort. Jeg er førtidspensionist, men skal snart overgå til offentlig folkepension. Min nuværende bil er fra 2007, men den opfylder stadig mine behov og kører godt.

Jeg er meget aktiv både familiemæssigt og som frivillig i forskellige sammenhænge. Derfor er bilen helt afgørende for, at jeg kan have et værdi- og meningsfuldt liv, hvor jeg kan komme rundt og have mine hjælpemidler med.

Mit spørgsmål er, om det vil være klogt at søge om fornyelse af bil inden, jeg overgår til folkepension eller, om jeg skal vente, til jeg er overgået til folkepension?

Svar:

Jeg går ud fra, at du har fået bevilget bilen på trivselsgrundlag. Det skulle derfor ikke have betydning, hvornår du søger bil igen, da dine forhold ikke ændrer sig, når du bliver folkepensionist. Det kommunen vil vurdere, når du søger bil, er dit funktionsniveau, dit kørselsbehov, sociale forhold, og om den kan dække dit kørselsbehov på anden vis.

Der er selvfølgelig altid en risiko for, at du ikke bevilges støtte til bil igen, når du søger, og du dermed mister retten til at have en afgiftsfri minibus, reparation af hjælpemidler osv., men det lyder til at dit kørselsbehov er meget stort, så kommunen dermed får svært ved at dække det på anden vis. Så umiddelbart er der ikke noget tidspunkt, der er bedre end andet. Kun at din bil på nuværende tidspunkt fungerer godt, så du har en bil at køre i i ventetiden. Erfaringsvis kan det godt tage 6-12 mdr. fra man ansøger, til man står med en ny bil.

Jeg håber, du kan bruge mine oplysninger til at træffe en beslutning.

Venlig hilsen
Britt Jars