Gå til hovedindhold

Lene var ét af 47 børn, der fik polio på Solsortevej

Som seksårig blev hun hårdt ramt af polio. Det kom til at spille en stor rolle i relationerne i hendes nærmeste familie.

Skrevet af
Martin Hungeberg Journalist
Fotograf
Christina Hauschildt Fotograf
Publiceret fredag den 21. april 2023
Panikken og den dybtfølte bekymring var ikke noget, som Lene Jeppesen Bo var opmærksom på som barn. Det var først senere, at det gik op for hende, hvor stor en sorg det særligt havde været for hendes mor, at hun blev ramt af poliolammelser.
”Det var traumatisk for hende, det er der ingen tvivl om, og bekymringerne slap aldrig taget i hende. Mit forhold til min bror blev kompliceret på grund af min polio; et slags hadkærlighedsforhold,” fortæller Lene Jeppesen Bo.
Hun fik polio i september 1953. På det tidspunkt var den store polioepidemi næsten et overstået kapitel i det østlige Danmark, men i et bælte tværs over Jylland hærgede den stadig og kastede sorte skygger over livet for særligt børnefamilier. I en række blokke på Solsortevej i Silkeborg antog tidens helt store bekymringer en virkelig form, da 47 børn fik polio, hvoraf Lene var ét af dem. Hun har fået fortalt, at ét af børnene fra vejen døde, mens hun selv og et andet barn fik lammelser.
”På et tidspunkt hentede ambulancer børn fra Solsortevej på daglig basis, har mine forældre fortalt, så det har været voldsomt. Jeg kan huske tydeligt, da jeg selv fik det: Jeg gik nede i gården ved vores blok og legede med noget mørtel af en art, og jeg var ved at bygge en lille mur. Men pludselig kunne jeg ikke bukke mig ned, jeg fik ondt i nakken og blev dårlig. Så gik jeg op til vores lejlighed og blev lagt i seng, og om natten kom lægen og ambulancen,” siger Lene og tilføjer:
”Jeg vidste jo ikke selv, at det var noget alvorligt, men det vidste mine forældre selvfølgelig. Det kunne de slet ikke undgå med det, der var i omløb, og ligesom alle andre forældre frygtede de polio. Da lægen kom om natten, vidste de derfor godt, hvad klokken var slået.”

En fin feber

Det kræver ikke en doktorgrad i forestillingsevne at tænke sig til, at der har hersket en panisk stemning, når så stort et antal blev smittet på ganske kort tid. 
”Mine forældre har fortalt, at det var en frygtelig tid: Forældre beskyldte hinanden for, at ’dit barn har smittet mit barn’, og vi fik streng besked på ikke at spise de nedfaldne æbler og så videre,” fortæller Lene.
Efter selv at have fået lammelser kom hun først til Silkeborg Sygehus.
”Da jeg blev indlagt om natten den 3. september 1953, blev jeg anbragt alene i et skyllerum. Efter en tid kom en læge og skulle foretage en rygmarvsprøve, men jeg var bange og ville ikke. Der kom så nogle sygeplejersker og holdt mig fast, mens han stak kanylen ind. Forfærdeligt. Jeg lå der alene resten af natten, og neonlyset var tændt i loftet,” husker Lene, som fortsætter:
”Jeg kan huske, at lige da jeg var blevet indlagt, kom mine forældre, og de stod ved min fodende og så så kede ud af det. Så pralede jeg med min feber og sagde: ’Jeg har sådan en fin feber, den er helt oppe på 42 grader!’ Jeg tænkte, at jo højere jo bedre, det kunne nok muntre dem lidt op.”
Der var naturligvis en ganske god grund til forældrenes bekymrede miner. Lene var hårdt ramt og havde ud over høj feber lammelser i begge ben og torso. 
Efter indlæggelsen i Silkeborg, som varede i tre uger, blev hun sendt videre til genoptræning i Hald ved Viborg. Hun husker det ikke som en ulykkelig tid:
”Nej, for der var mange at lege med, og alle var søde, specielt Søster Gerda, der passede godt på os alle sammen. Min far og mor besøgte mig hver dag. Tit var vi ovre på Niels Bugges Kro i skoven bag Hald og få is og chokolade. Jeg græd aldrig, når de gik, og det var ret slemt for dem. Min bror havde det nok værre end mig, han blev jo svigtet hver dag, for han måtte ikke komme med og skulle blive alene hjemme. Han var 12 år, da jeg kom på Hald, og vi var året forinden flyttet fra København til det midtjyske, så han snakkede stadig københavnsk og blev drillet i skolen og begyndte at stamme. Jeg fik bare masser af kærlighed og sympati.”
Lene og hendes mand har en pool, som Lene svømmer i hver morgen.

Stor omvæltning at komme hjem

Efter halvandet års genoptræning på Hald kom Lene hjem igen. Familien var imidlertid flyttet fra Silkeborg til et hus i Herning, og hun husker, hvordan det hele var en stor omvæltning. Hun var fortsat meget udfordret af sine lammelser og udstyret med skinner, korset og krykker.
”Jeg var jo egentlig ret hjælpeløs på det tidspunkt, og det var selvfølgelig ikke sjovt. Jeg kom hjem julen 1954 midt i et skoleforløb og var for gammel til at starte i 1. klasse. I stedet kom et par lærere fra Herning Friskole, frk. Nyman og lærer Hansen, hjem til mig og sørgede for at gøre mig klar til at starte i 2. klasse efter sommerferien. De gjorde det frivilligt.”
Samtidig var der læger og andre sundhedsfaglige eksperter, som ikke mente, at Lenes forældre skulle beholde hende hjemme, fordi det ville blive en umulig opgave for dem. 
”De syntes, at jeg skulle på institution, men heldigvis valgte mine forældre selv at påtage sig ansvaret og beholde mig hjemme. Jeg var et velbegavet og meget socialt barn, der havde let ved at indgå i sociale sammenhænge, så projektet lykkedes uden de store problemer. Men et helt liv med polio er selvfølgelig ikke problemløst og uden lidelse. Ungdommen var svær og voksenlivet også, men der var ikke noget alternativ, så jeg måtte påtage mig livet som alle andre såkaldt normale individer,” lyder det fra i dag 75-årige Lene. 

En frigørelsesproces

Hendes bror var fem år ældre end hende selv, og de to søskende havde både op og nedture i deres relation. I de sidste 12 år af storebrorens liv talte de ikke sammen.
”Jeg er sikker på, at det skyldes et traume, som han pådrog sig som barn på grund af min polio. Mit bud er, at han måske har følt skyld over, at jeg blev ramt og ikke ham. Der blev ikke ydet psykologhjælp til kriseramte familier dengang,” siger Lene og fortæller videre om forholdet til sin mor:
”Jeg fyldte meget i min mors liv. Hun passede mig, da jeg kom hjem, og hun var selvfølgelig bekymret for fremtiden. Hun fik dårlige nerver, synes jeg, hun var meget følsom og omklamrende. Hun ville så gerne passe på mig hele tiden, og det forstår man jo godt. Da jeg blev teenager, begyndte en frigørelsesproces, og med studentereksamen kom ønsket om at flytte hjemmefra.”
Hendes forældre så helst, at hun var blevet i Herning.
”Der var et seminarium i Herning, så det var bekvemt, fordi jeg gerne ville være lærer. Men samtidig ville jeg også meget gerne ud, og det blev så cand. mag studiet i Aarhus, hvilket mine forældre støttede mig i. Vi var dog alle, hele familien, spændte på, om udfordringen var for stor. Og min mor savnede et livsindhold, formoder jeg,” lyder det fra Lene, der i dag er pensioneret gymnasielærer
Selvom de fysiske udfordringer indimellem var enorme, så lykkedes det Lene at fuldende og skabe et godt studieliv i Aarhus. Én af årsagerne til, at det lykkedes, var, ud over en ukuelig vilje, den ballast, hun fik med hjemmefra, vurderer Lene Jeppesen Bo selv:
”Mine forældres tilgang til min polio har præget mit daværende og resterende liv positivt. Uden deres indsats, styrke og omsorg, havde jeg ikke gennemført en videregående uddannelse og fået et liv, som jeg trods alt har været glad for.”