Forskning i poliovirus kan ruste os til fremtiden

Læge og forsker Nanna-Sophie Brinck Andersen er dykket ned i de genvarianter, som kan være udslagsgivende for, at nogle mennesker har fået alvorlige lammelser af poliovirus. Det er muligvis ét af de sidste studier, der kan gøre os klogere på polio.

Det er som bekendt ikke længere nødvendigt at frygte et polioudbrud i Danmark, men der kan alligevel være mange gode grunde til at dykke ned i årsagerne til, at nogle mennesker rammes hårdt af en virus, mens andre ikke gør. Vi kan nemlig lære af historien, og det er vigtigt for at kunne tackle fremtidige trusler, som optræder i virusform. Læge og forsker Nanna-Sophie Brinck Andersen står bag en ph.d.-afhandling, der undersøger de genetiske varianter, der kan være medskyldige i de alvorligste tilfælde af poliolammelser.

- Vi ser flere steder i verden, at andre vira kan give ophav til et sygdomsforløb, som kan minde om polio. Men der er meget, vi ikke ved: Hvorfor er der eksempelvis en lille del af de mennesker, som bliver smittet med det, vi kalder en almindelig virus, som bliver så alvorligt syge? I min afhandling inkluderede jeg 18 poliopatienter, som alle har lammelser og har erhvervet sig et betydeligt handicap. Jeg fik DNA fra dem, som så blev sekventeret, og så havde vi deres DNA-oplysninger som filer, forklarer Nanna-Sophie Brinck Andersen.

Vi ser flere steder i verden, at andre vira kan give ophav til et sygdomsforløb, som kan minde om polio. Men der er meget, vi ikke ved: Hvorfor er der eksempelvis en lille del af de mennesker, som bliver smittet med det, vi kalder en almindelig virus, som bliver så alvorligt syge?

Avancerede computerværktøjer og -algoritmer blev brugt til at udpege og sandsynliggøre, hvilke varianter som kunne være relevante at se nærmere på. Her ledte Nanna-Sophie Brinck Andersen specifikt efter genetiske varianter, som kun optræder hos en brøkdel af befolkningen og som dermed afviger fra det perfekte raske DNA.

- Det gjorde jeg, fordi vi ved, at det er ganske få, som fik svære lammelser efter en poliovirusinfektion, og det derfor må være sjældne varianter, som er interessante. Det havde selvfølgelig været drømmen at finde én genvariant, som gik igen hos alle de 18 poliopatienter, men gjorde vi ikke.

Derfor gik jeg videre med én patient, som var interessant i den her sammenhæng og som samtidig var meget hårdt ramt af lammelser, siger læge og forsker Nanna-Sophie Brinck Andersen.

Nøglen kan findes i autofagi

For de uindviede kan det være en anelse abstrakt overhovedet at omtale genet ATG7, men det var netop her, at Nanna-Sophie Brinck Andersen fandt en variant hos den valgte polioramte, som vakte hendes interesse.

- ATG7 er helt centralt protein i en cellulær mekanisme, der hedder autofagi. Man har for nyligt opdaget, hvor stor en rolle autofagi spiller i stort set alle celler, vi har, herunder celler i vores immunforsvar. Al den forskning vi kan lave, som kan hjælpe med at belyse, hvordan autofagi-systemet spiller sammen med resten af vores immunforsvar, er rigtig gavnlig for fremtidig forskning.

Vi vil gerne forstå, hvad det betyder at have et fuldt funktionelt autofagi-system for at kunne bekæmpe virusinfektioner som for eksempel polio, lyder det fra forskeren, som tilføjer:

- Første del af min ph.d.-afhandling er publiceret og beskriver de genvarianter, vi vurderede kunne spille en rolle i manifestationen af poliovirusinfektion. Anden del af afhandlingen, der omhandler genvarianten i ATG7, er fortsat under udarbejdelse.

Vores resultater peger på, at autofagi spiller en rolle, når immunforsvaret eller celler i centralnervesystemet skal bekæmpe poliovirus. Så vi tror altså på, at lige præcis den her variant er en medvirkende årsag til, at netop vores udvalgte poliopatient er blevet så alvorligt lammet efter en poliovirus infektion.

Fordi poliovaccinerne i dag er så gode, er det ganske få områder i verden, hvor man ser udbrud. Men der er stadig samfund, hvor man slet ikke vaccinerer, og der kan viden om en skadelig variant være værdifuld.

Hvis det viser sig, at vi har ret, og at den her variant betyder noget, så kunne man i princippet lade sig genteste, og har du varianten, så er du i øget risiko for at være særligt modtagelig overfor lammelser, hvis du bliver inficeret med poliovirus. I vores forskningsgruppe har vi tidligere med samme fremgangsmåde undersøgt flere forskellige vira og sygdomsforløb, heriblandt for eksempel herpes- og skoldkoppevirus.

Og hvis man har en bestemt genvariant, eller en variant i en bestemt signaleringsmekanisme, kan man være særligt sårbar overfor disse virustyper. Her vil man så eksempelvis kunne gå i forebyggende behandling med medikamenter, der kan slå virus ned.

Nanna-Sophie Brinck Andersens ph.d.-afhandling og videre forskning tjener også et andet formål: Det er nemlig ved at være sidste chance for at blive klogere på poliovirus.

- Det er et af de sidste studier, som kommer til at blive lavet på de mennesker, der overlevede polioepidemierne og på poliovirus i det hele taget. Inden længe må vi nemlig slet ikke arbejde med poliovirus mere, fordi det skal udryddes fuldstændig. Virus skal klassificeres på en ny måde, som gør det meget vanskeligere for almindelige forskere at arbejde med i et laboratorium,” lyder det fra Nanna-Sophie Brinck Andersen, som afslutter:

- Så skulle vi nå at lære mere om poliovirus, så var det nu. Det vi lærer, kan i et postpolio-samfund bruges til bedre at forstå nogle af de vira, som kommer til at overtage den niche, som i årtier har været okkuperet af poliovirus. På den måde kan man lære af historien og ruste sig til fremtiden.

Artiklen, som er skrevet af Martin Hungeberg, er bragt i PolioForeningens medlemsmagasin, Livtag i 2020. 

Studiet er foregået i samarbejde med Prof. Trine Mogensen (AUH) samt overlæge Lise Kay, tidligere PolioForeningen.