Gå til hovedindhold

Førtidspension

Hvis det ikke er muligt for dig at varetage et arbejde på grund af din helbredstilstand, kan du eventuelt få tilkendt førtidspension.

En kvinde sidder og læser en avis

Dit jobcenter kan tilkende dig førtidspension, hvis din arbejdsevne varigt er nedsat til det ubetydelige inden for ethvert erhverv, og det derfor ikke er muligt for dig at arbejde og dermed forsørge dig selv – heller ikke med støttende foranstaltninger.

Vurdering af arbejdsevne

Før du kan få tilkendt førtidspension, skal jobcenteret vurdere din arbejdsevne, og om det er muligt at udvikle din arbejdsevne. De skal vurdere, om det er muligt for dig at vende tilbage til arbejdsmarkedet, eventuelt med støttende foranstaltninger.

Hovedreglen er, at det skal afklares i hvilken grad, du er i stand til at arbejde – din såkaldte arbejdsevne. Den afklaring kan fx afklares ved hjælp af et ressourceforløb og/eller virksomhedspraktik.

Det afklarende forløb tilrettelægges individuelt under hensyn til dine forudsætninger, og i videst muligt omfang også efter dine egne ønsker.

Undtagelsen er særlige tilfælde, hvor det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle din arbejdsevne - fx ved svær sygdom eller betydelig funktionsnedsættelse. I sådanne tilfælde kan du få tilkendt førtidspension uden forudgående afklaring.

Støttende foranstaltninger

Er din arbejdsevne nedsat, kan du være berettiget til støttende foranstaltninger, der gør det muligt for dig at arbejde og forsørge dig selv.

Din alder har betydning

Som udgangspunkt er førtidspension en ydelse, der kan tilkendes, hvis du er fyldt 40 år.

Er du i alderen 18 til 39 år, kan du alene tildeles førtidspension, hvis det er åbenlyst, at din arbejdsevne er varigt nedsat, at din arbejdsevne ikke kan forbedres, og du ikke vil kunne komme til at forsørge dig selv - selv med brug af støttende foranstaltninger.

Økonomi

Udbetaling af førtidspension sker på baggrund af en beregning af din og din eventuelle ægtefælle eller samlevers samlede økonomiske forhold.

Den samlede indkomst kan fx være:

  • Personlig indkomst (fx løn og løbende udbetalinger fra eventuelle andre pensioner)
  • Positivt afkast af investeringer (fx renteindtægter)
  • Andre løbende udbetalinger

Seniorpension

Du kan tilkendes seniorpension, hvis du har højst fem år til folkepensionsalderen og har en aktuel og langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet.

For at få tilkendt seniorpension er det også et krav, at din arbejdsevne er nedsat i en grad, så du ikke med de forudsætninger, du har, kan forsørge dig selv ved et almindeligt arbejde eller et fleksjob.

Kriterierne for tilkendelse af seniorpension er de samme som kriterierne for førtidspension, bortset fra at der ikke er krav om arbejdsprøvning, da du har en aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet.

Førtidspension efter ’de gamle regler’

Er du tilkendt førtidspension før 2003, gælder der andre regler, både hvad angår kriterier for tilkendelse og udbetaling af pension. Pensionen kan ikke frakendes.

Invaliditetsydelse

Har du en lønindtægt eller efterløn, og modtager du invaliditetsydelse, skal du være opmærksom på, at denne ydelse bortfalder, når du overgår til folkepension. Du har dog mulighed for at søge om at få ydelsen konverteret til førtidspension. Dette skal gøres cirka seks måneder, før du når folkepensionsalderen, og du vil i så fald kunne modtage en ydelse, der svarer til førtidspension, frem til du fylder 67 år.

Bistandstillæg/plejetillæg

Hvis du har bistandstillæg eller plejetillæg, beholder du tillægget, når du bliver folkepensionist.