Gå til hovedindhold

Hvordan klager jeg over frataget hjælp?

En person sidder og tager referat.

Publiseringsdato

11. april 2023

Spørgsmål:

Jeg har fået frataget nogle timers hjælp, så jeg fremover kun får bad en gang om ugen i stedet for to, og ligeledes får jeg fremover kortere tids hjælp til rengøring. Mit handicap har dog ikke ændret sig.

Hvad kan jeg gøre, så jeg kan få den hjælp tilbage? Er der et sted, jeg kan klage?

Svar:

Kommunen skal generelt følge op på den hjælp, borgerne er bevilliget. Dette for at sikre sig, at borgerne får den rette hjælp. En sådan opfølgning kan ændre i borgerens bevilling, men i så fald skal borgeren have besked om det – og ændringen skal ske på baggrund af en konkret individuel vurdering, og med en begrundelse for, at hjælpen ændres. Det vil sige, at du altså har ret til en skriftlig afgørelse – og klagevejledning.

En kommune kan også godt ændre sit generelle serviceniveau, og på den baggrund gennemgå borgerens bevillinger. Men serviceniveauet er kun ”vejledende”, og kommunen skal kigge på hver enkelt sag, og lave en konkret individuel vurdering – og på den baggrund træffe afgørelse om borgerens bevilling.

Du bør derfor anmode visitatoren om en skriftlig bevilling, og afgørelse ift. ændring af din bevilling. Og med denne skal være en klagevejledning. Du vil have 4 uger til at påklage afgørelsen, og hvis kommunen fastholder sin afgørelse, skal kommunen sende sagen videre til Ankestyrelsen til vurdering.

Venlig hilsen

Bente Elton Rasmussen

Socialrådgiver