Din ægtefælles eller samlevers arbejdsindtægt påvirker ikke længere din pension
Fra 1. januar 2023 vil din ægtefælles eller samlevers arbejdsindtægt ikke længere blive modregnet i din pension. Det gælder både, hvis du er folkepensionist, førtidspensionist eller seniorpensionist.
I dag er det sådan, at hvis din ægtefælle eller samlever tager et arbejde, så vil indtægten derfra blive modregnet i din pension. Det bliver lavet om fra og med 1. januar 2023.
Helt konkret betyder det, at der ikke længere skal ske fradrag i din pension, hvis din ægtefælle eller samlever har en positiv arbejdsindtægt. Din pensions størrelse bliver altså ikke længere påvirket af din ægtefælles arbejdsindtægt. Det gælder uanset, om du er folkepensionist, førtidspensionist eller seniorpensionist.
Det er dog kun din ægtefælles/samlevers indtægter ved personligt arbejde, der ikke skal fratrækkes i din pension. Andre typer af indkomst – fx aktieindkomst eller kapitalindkomst – vil stadig indgå i beregningen. Ligeledes vil dine egne indtægter også fortsat have betydning for størrelsen af din pension.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere om den nye lov på Styrelsen for Arbejdsmarkeds og Rekrutterings hjemmeside
På borger.dk kan du lave vejledende beregning af din pension – og dermed se, hvordan pensionen beregnes, hvis der sker ændringer i din eller din ægtefælle/samlevers forhold.
Du er også velkommen til at ringe til PolioLinjen på telefon 3673 2040, hvis du har spørgsmål.