Gå til hovedindhold
Køreskolebil i rundkørsel

HandicapBilistCentret får milliontilskud

HandicapBilistCentret har netop fået et tilskud på 1,4 mio. kr., der skal være med til at sikre driften i centret i den kommende tid.

Tilskuddet kommer fra SSA-reserven (tidligere Sats-puljen), og det er et tilskud, der vækker stor begejstring hos PolioForeningens formand, Janus Tarp:

"Vi er utroligt glade og taknemmelige over, at vi har fået det tilskud. Tilskuddet gør, at vi kan opretholde driften af HandicapBilistCentret. Det betyder al verden for mennesker med handicap, der har brug for handicapbil, at de fortsat kan få uvildig rådgivning hos os.”

HandicapBilistCentret har gennem flere år kørt med et større million-underskud, og centret måtte i sommer lukke sin afdeling i Aarhus. Var tilskuddet ikke kommet, var afdelingen i Rødovre også lukningstruet.

HandicapBilistCentret yder uvildig rådgivning til kommuner og borgere om handicapbiler og indretningen af disse, og derudover driver centret også en køreskole for mennesker med handicap. Der er ikke andre steder i landet, der har tilsvarende udstyr og særligt indrettede biler, så det er et helt unikt og højtspecialiseret tilbud, der nu har fået en hjælpende hånd fra politikerne.

"Vi skylder stor tak til politikerne for at tage problemet seriøst. Ikke mindst efter nytår har vi haft flere gode møder med blandt andet Sara Emil Baaring (A), Anni Matthiesen (V) og Charlotte Broman Møller (F) om, hvordan de kunne hjælpe HandicapBilistCentret. Vi skylder dem, de andre partier og vores søsterorganisationer en stor tak," lyder det fra Janus Tarp.

Læs mere om fordelingen af de såkaldte SSA-midler