Nu lukker Solvej lyset ind

Deres første date varede seks-syv timer.

De gik rundt i butikscentret Rødovre Centrum, tog et break på en café, gik lidt videre igen og blev bare ved med at snakke.

Bagefter var der mange, der spurgte: Hvad i alverden kunne I lave så længe?

Men for Solvej og Kim gav det mening at være i hinandens selskab. De havde noget at tale om. Og ingen skulle præstere noget over for den anden. Det var bare nemt at være sammen.

- Det var faktisk Kim, der kontaktede mig først på dating.dk, hvor jeg netop havde lavet en profil. At vores første date gik til Rødovrecentret, var ren praktik. Det var tæt på mit hjem og let for mig at komme til i min kørestol, siger Solvej.

Hun har polio og lever med senfølger efter sygdommen, og det havde hun selvfølgelig skrevet til Kim allerede i deres første kontakt.

- Jeg vil ikke pakke noget ind. Jeg fortalte om min sygdom og min baggrund og alt det, jeg har været ude for i min barndom og siden i mit tidligere ægteskab. Det synes jeg er vigtigt. Så man møder hinanden helt ærligt og ikke skal forestille at være noget, man ikke er, siger hun.

Hende vil jeg vente på

Kim gjorde det samme. Han fortalte om sin hjernetumor, som han fik som 27- årig, og om de skader, han lever med som følge af strålebehandlingen og en depression, der også har sat sine spor.

På den måde kunne de møde hinanden med en særlig forståelse.

- Vi gik bare rundt og snakkede og hyggede, og pludselig var der gået mange timer, fortæller Kim om det første møde.

Kort efter stod det klart for ham, at det her var noget særligt.

Solvej havde egentlig også en anden, hun skulle på date med, men Kim trak sig ikke.

- Det er fint nok, jeg venter bare, sagde jeg til hende. Og så ringede hun alligevel hurtigt til mig bagefter, og kort tid efter var vi et par, siger Kim med et kærligt grin.

Da han bliver spurgt, hvad det var ved Solvej, han faldt for, kommer svaret hurtigt:

- Det var især hendes øjne. Og så var hun bare sådan en dejlig pige. Det var det, jeg kunne lide, siger han.

Det er tre år siden, de fandt hinanden.

I dag er de kærester, hygger, spiser sammen, ser film og serier om aftenen eller går i biografen – og får deres fælles liv til at hænge sammen mellem Solvejs base i Rødovre og Kims hjem i Ballerup.

Det er rart og nemt, som Solvej siger.

For første gang indgår hun i en relation, der er præget af kærlighed og ligeværd. Hvor hjælpen går begge veje, og hvor det at være pårørende til hinanden, når den ene eller den anden i perioder har det svært, ikke vækker dårlig samvittighed over at være til besvær, men bare bliver mødt med støtte og omsorg.

Svært at skulle bede om hjælp

Polioen har været en fast følgesvend for Solvej hele livet.

Hun har gået med skinner og krykker fra barnsben, har ar efter flere operationer, er afhængig af sin kørestol og mærker nu tydeligt, at kroppen er mere belastet end før. Postpolioen slider.

Solvej arbejder i fleksjob i Københavns Kommune, men er for nylig blevet nødt til at gå længere ned i tid for at få hverdagen med senfølger til at hænge sammen.

Hun synes ikke, det er rart at skulle bede om hjælp.

- Jeg er ikke glad for det. Jeg føler lidt, at jeg er sådan en belastning, når jeg ikke selv kan klare tingene, for det er jeg vant til at skulle. Men sådan er det nu. Jeg tror også, det er derfor, jeg bliver så træt i hverdagen. Min energi er brugt, siger hun.

Men Solvej forsøger at holde fast i sin selvstændighed. Hun klarer blandt andet selv at komme i bad om morgenen efter at have fået en elektrisk badestol, som har gjort hende mere selvhjulpen.

Og når polioen driller på andre måder, møder Kim hende med en ro, der er tryg at læne sig op ad.

- Nogle gange får jeg dårlig mave. Og så skal det gå hurtigt med at komme på toilettet. Jeg kan som polioramt ikke holde det tilbage. Det går virkelig stærkt, og nogle gange går det galt. Men Kim siger bare pyt med det, at det er lige meget. Og han brokker sig aldrig, når han må træde til og hjælpe, siger hun.

- Vi hjælper begge hinanden med det ene og det andet. Men der er jo ikke nogen af os, der siger, at nu skal du lave det og det og det. Vi gør det bare, siger Kim.

Han bærer de tunge indkøbsvarer hjem, når hun ikke selv kan. Hun holder øje med ham, når han har det svært.

Opvasken klarer de sammen. Kim svinger opvaskebørsten, og Solvej tørrer af. De supplerer hinanden godt.

Hver sin base

Selvom de er kærester, har Solvej og Kim ikke planer om at flytte sammen. Det var de faktisk enige om fra begyndelsen.

- Jeg kan huske, at vi på vores første date talte om noget: Vi skal aldrig giftes igen. Og vi skal aldrig igen bo sammen med en partner. Det er der mange, der undrer sig over, men det holder vi fast i, siger Solvej.

Hun forklarer med et glimt i øjet, at de begge jo har prøvet at være gift før, og den fejltagelse vil de ikke begå igen. Det fungerer bedst for dem at have hver deres base.

- Nogle gange skal vi have luft for hinanden. Bare være os selv og have lidt fred derhjemme, siger hun.

Derfor ser de som udgangspunkt hinanden i weekender og ferier, mens hverdagen foregår hver for sig – også fordi Solvej står meget tidligt op for at komme på arbejde, og fordi der skal være plads til, at de hver især kan være sammen med deres egne børn, uden at der også er en kæreste at tage hensyn til. Men kontakten er tæt alligevel.

- Vi ser hinanden i weekenden. Og snakker sammen hele tiden, når vi ikke er sammen. Vi ringer til hinanden …

Solvej når ikke at gøre sætningen færdig, før Kim afbryder:

- Ja, hver aften!

- Jeg synes, det betyder rigtig meget for mig, at vi kan tale om alt og støtte hinanden, siger Solvej.

Det er en stor kontrast til det liv, hun kom fra.

Min sygdom var tabu

Solvej blev adopteret fra Korea som femårig og voksede op i Rødovre i en stor familie med i alt 11 børn.

Seks af dem var adoptivforældrenes biologiske børn, fem var adopterede.

Hendes adoptivforældre var begge læger, men hjemmet var ikke et sted, Solvej forbinder med tryghed.

Tværtimod fortæller hun om en barndom præget af tavshed, uro og følelsen af at være overset.

- Jeg kan ikke huske mange detaljer fra min barndom, for der blev ikke talt ret meget om tingene. For eksempel min sygdom, som jeg først rigtig forstod alvoren af mange år senere. Det var tabu. Det var en meget mærkelig familie at vokse op i, lad mig sige det på den måde, siger Solvej og fortsætter:

- Vi var 11 søskende, og jeg synes, vi var for mange. Der blev ikke taget sig ordentligt af os små, og jeg var selv en af de mindste. Jeg har følt mig lidt svigtet, siger hun.

Solvej gik i almindelig folkeskole, men havde svært ved at finde sin plads.

Hun havde ikke rigtig kammerater og lærte tidligt at fylde så lidt som muligt.

- Jeg har været meget indelukket. Jeg har faktisk ikke haft venner på det tidspunkt. Jeg kan huske, at min skolelærer engang sagde, at jeg ikke var normal, fordi jeg ikke sagde noget. Så hun ville have mig til en psykolog, fordi jeg var alt for stille. Det er jeg stadig, siger Solvej.

Men tavsheden handlede ikke kun om Solvejs egen sygdom.

Derfor var det først sent, at hun fik lidt viden om sin egen historie.

- Jeg har altid gået med skinner i mit liv. Jeg har ar på knæet, nede ved anklen, bagpå og ved hoften. Men jeg ved ikke, hvad og hvornår jeg er blevet opereret. Det hele var meget hemmelighedsfuldt og tabubelagt i mit barndomshjem, fortæller Solvej og fortsætter:

- Måske fordi min mor ikke ønskede, at man skulle tænke dårligt om os som familie. Så vi talte ikke om polio og det, der ellers var svært. Min bror og søster, der også er adopterede, havde også problemer med sygdom og skader. Jeg tror, at min mor så os syge børn som lidt af et prestigeprojekt – de dygtige læger, der kunne redde verden. Men virkeligheden var helt anderledes bag facaden, forklarer Solvej.

- Udadtil skulle det se godt ud, men bag de lukkede døre var der masser af konflikt. Der var altid ballade i familien, slagsmål og kamp mellem søskende og forældre. Altså, det var virkelig voldsomt. Selv juleaften var der ikke fred, siger Solvej.

Forældrene, der var oppe i årene, da de adopterede Solvej, døde begge i 2008, og i dag har hun kun sporadisk kontakt til sine søskende.

Gardinerne var altid trukket for

Det skyldtes blandt andet, at Solvej blev gift tidligt for at komme hjemmefra.

Men ægteskabet blev ikke noget frirum – og noget af det mønster med dårlig stemning, hård tone og ting, man ikke kunne tale om, som Solvej kendte så godt fra sin barndom, gentog sig.

Gardinerne var trukket for, og der kom aldrig mennesker udefra på besøg i hjemmet.

Solvej var gift i 29 år og fik to børn, der i dag er voksne, inden hun under Corona-epidemien fik mod til at bryde ud af det hele og flyttede på kvindehjem i den anden ende af landet.

- Jeg har været igennem et liv med psykisk vold. Så det ville jeg gerne afslutte, siger hun nøgternt.

Hun boede på kvindehjemmet i ni måneder, før hun kom tilbage til Rødovre.

Da Solvej endelig fik sin egen bolig, vidste hun præcis, hvordan den skulle være.

- Da jeg blev skilt, blev jeg spurgt: Hvordan vil du indrette din egen lejlighed? Så svarede jeg, at jeg bare skal have noget, der er lyst. Gardinerne skal rulles op, jeg vil lukke lyset ind, siger hun – og tilføjer, at det var en god veninde, der hjalp hende med at åbne øjnene for et andet liv.

Og det var også veninden, der sammen med sin mand, hjalp Solvej med at indrette den nye lejlighed.

At turde lukke lyset ind

Med lyset kom også lysten til at møde mennesker igen.

Solvej inviterede for første gang kolleger hjem til housewarming, fordi hun var så glad og stolt over alt det nye.

Og så dukkede Kim op i indbakken. Med ham er der også kommet et helt nyt netværk. En svigerfamilie. Hans forældre, hans to søstre og svoger, Kims børn. Og en helt ny erfaring med at være en del af et fællesskab, hvor man godt må tale om det, når ting er svære.

- Pludselig har jeg fået en god relation til svigerfamilien. Det har jeg aldrig nogensinde oplevet før, og det betyder meget for mig, siger Solvej, der også stadig har en tæt og god kontakt med sine egne børn.

Men den nye, lyse tilgang til livet og de mennesker, der nu fylder i det, rækker også ud over den allernærmeste kreds.

Solvej er blandt andet begyndt at deltage mere i det fællesskab, der er omkring hende, for eksempel fællesspisning i bebyggelsen, hvor hun bor. Noget, hun ikke tidligere ville have haft mod til.

- Trods mine udfordringer med min polio er jeg et rigtig godt sted i dag, hvor jeg er gladere, end jeg har været længe, siger Solvej – og Kim nikker.

De har det godt.