Gå til hovedindhold

Test af lynlåsring

Hvis du har svært ved at få fat i en lynlås og trække den op, kan du måske have gavn af en lynlåsring. Læs om fordele og ulemper.

Lynlåsring

Testen er foregået ved, at en af vores ergoterapeuter har udvalgt et af hverdagens små hjælpemidler, som vi har bedt en bruger om at afprøve.

Pris tre stk. for 49,95 kr.

Køb den på seniorsam.dk

Som medlem foreningen får du 15 % rabat i SeniorSams webshop. Se hvordan på polio.dk/rabatter.

Brugerens vurdering

Fordele

Lynlåsringen er virkelig god. Jeg har brugt den i mine nederdele, som skal lynes op, i min frakke og på den kørepose, jeg bruger, når jeg kører scooter om vinteren. Det er så nemt. De er lige til at sætte på den eksisterende lynlås, som jeg har svært ved at få fat i og ikke har kræfter til at få hevet op. Med lynlåsringen kan jeg bruge hele fingeren og kan dermed meget nemmere få lynlåsen lynet.

Ulemper

Ingen ulemper for mig.

Ergoterapeutens vurdering

Fordele

Ringen gør det muligt for personer med nedsat håndfunktion at lyne lynlås i fx trøjer eller jakker. Man kan med fordel også sætte ringene i lynlåsen på sine bukser, støvler eller sin taske for lettere at kunne få fat i skyderen på lynlåsen.

Ringen passer i størrelsen til, at man kan stikke sin tommelfinger igennem og derved trække lynlåsen op eller ned.

Ulemper

Kan være svær at montere, hvis man har meget nedsat håndfunktion. Det kan være nødvendigt at tage ringene af tøjet før vask for at skåne finere tøjstykker. Alternativt til lynlåsringen kan man få nogen til at sy løkkeformede stropper fast på sine lynlåse, hvorved man kan bruge samme teknik til at lyne lynlåsen op og ned (brug i så fald et fast stofmateriale, der ikke er for elastisk).

Vejledning om hjælpemidler

Har du brug for vedledning i forhold til hjælpemidler, er du altid velkommen til at ringe til vores ergoterapeuter på PolioLinjen. Du kan ringe mandag-torsdag kl. 10.00-14.00 på tlf. 36 73 20 40.