Corona i et polioperspektiv

Fra starten af år 2020 var rammerne sat til at fejre PolioForeningens 75 års jubilæum ved forskellige festlige arrangementer. I dette perspektiv forekommer det nærmest tragisk-komisk, at denne fejring tidligt på året blev erstattet af et samfundsbillede, der på mange måder ligner det, vi så under polioepidemierne i 1940'erne og 1950'erne – et samfund præget af social isolation og angst for smitte. I denne artikel sætter vi fokus på, hvorledes erindringer fra et liv med polio kan farve oplevelsen af den nuværende epidemi.
Bodil Jacobsen havde polio som barn, og hun mærker tydeligt frygten for at blive smittet. Hun tager derfor risikoen for smitte alvorligt og tager sine forholdsregler.

De fleste af os husker nok, hvor vi befandt os om aftenen d. 11. marts, da vi lige pludselig befandt os i den specielle situation, at landet blev lukket ned på grund af faren for smitte med coronavirus. Siden den dag har hverdagen ændret sig markant og givet anledning til stress og bekymringer på mange områder: det gælder selvfølgelig først og fremmest angsten for at blive smittet, idet mange poliooverlevere er særligt sårbare alene på grund af deres alder og måske også som følge af andre helbredsproblemer. Derudover kommer bekymringer om, hvordan en aldrende poliokrop vedligeholdes, når alle trænings- og behandlingsfaciliteter pludselig lukker ned i en længere periode. Desuden stiller situationen som helhed store krav til den enkeltes fleksibilitet og omstillingsparathed.

Dette krav kan være vanskeligt at honorere, når hverdagen med polio i forvejen kræver mange ressourcer. Endelig skal man ikke underkende den potentielt negative indvirkning, som social isolation kan have på det psykologiske velbefindende. Det er veldokumenteret i forskningen, at uønsket alenehed er en af de stærkeste kilder til stress, mistrivsel og måske endda depression.

Det er således vigtigt at forstå, at poliooverlevere oplever den nuværende coronapandemi på et baggrundstæppe af oplevelser og erfaringer fra polioepidemien.

Reaktivering af tidligere stressoplevelser

Ud over disse generelle forhold, som i en eller anden udstrækning gør sig gældende for os alle, er der for poliooverlevere den særlige dimension ved den nuværende situation, at det rent faktisk er anden gang, de oplever en epidemi. I denne forbindelse er det vigtigt at have in mente, at en stressfyldt oplevelse til enhver tid har potentiale til at reaktivere tidligere stressoplevelser, og jo flere lighedspunkter, der er mellem de to situationer, jo større er sandsynligheden for, at der sker en reaktivering af tidligere erindringsmateriale.

Det er derfor vigtigt at være sig bevidst om, hvad det er for oplevelser, man som poliooverlever har med sig i bagagen. Mange af de, som jeg har talt med, kan berette om en tid, der var præget af stor angst og stærk mistillid til andre mennesker, fordi alle mistænkte hinanden for at være den, der bar smitten videre. Såfremt man var så uheldig at blive ramt, var sygdomsbilledet meget varierende fra de, som kun mærkede ganske lette, influenza-lignende symptomer, til de, som blev ramt af alvorlige lammelser med langvarige indlæggelser, smertefulde operationer, behandlinger og genoptræningsforløb til følge. I dag er det velkendt, at sådanne kropslige ”overgreb” kan have en stærk traumatiserende virkning, især hvis de begås på børn og uden tilstedeværelse af en nærværende og omsorgsfuld voksen.

Det er således vigtigt at have in mente, at mange nulevende poliooverlevere var børn, dengang polioepidemierne rasede i Danmark. Hospitalernes mantra om ro, renlighed og regelmæssighed betød desuden, at mange af disse børn kun meget sjældent modtog besøg fra deres forældre og dermed gennemlevede disse potentielt traumatiserende oplevelser uden følelsesmæssig nærhed og omsorg.

Nyere forskning har givet megen værdifuld information om, hvordan stressfulde oplevelser bearbejdes og lagres i børns hukommelsessystemer. Denne viden har ført til et opgør med myten om, at små børn er robuste overfor traumatisering, idet de ikke har en bevidst erindring om begivenheden. Tvært imod er der nu stærk evidens for, at netop den måde, som hukommelsessystemet fungerer på, gør små børn særligt sårbare overfor traumatisering.

Aktivering i hjernen

Det område i hjernen, kaldet amygdala, som behandler emotionelle aspekter af en erindring, er aktivt allerede fra fødslen, og aktiveres især ved stressfulde, ubehagelige oplevelser. Derimod er den del af hjernen, kaldet hippocampus, som behandler faktuelle aspekter af en begivenhed, først aktiv fra to-treårsalderen, og dens funktion hæmmes i faretruende situationer, hvor organismen producerer en stor mængde stresshormoner.

Samlet set betyder dette, at meget stressfyldte og potentielt traumatiske oplevelser lagres i den kropslige hukommelse som fysiske sansninger i form af syn-, høre-, og duftindtryk, men i høj grad også som følelsesmæssige stemninger, der knytter sig til situationen, som eksempelvis angst, panik og hjælpeløshed. Eftersom hippocampus er sat ud af funktion enten fordi den ikke er færdigudviklet eller på grund af stresshormoner, sker der imidlertid ingen autobiografisk bearbejdning af oplevelsen, som har til formål at lokalisere den i fortiden.

Det er således vigtigt at forstå, at poliooverlevere oplever den nuværende coronapandemi på et baggrundstæppe af oplevelser og erfaringer fra polioepidemien. I den enkeltes kropslige hukommelse ligger et print af sanseindtryk, og hvis de aktiveres, vil de ganske ubevidst sende besked til organismens alarmsystem om at gå i yderste beredskab, fordi tidligere erfaringer har vist, at dette udgør en farlig situation.

Karakteren af den enkeltes reaktion på den nuværende situation vil i nogen grad bestemmes af, hvor stressfulde oplevelserne i den akutte poliofase og det efterfølgende forløb har været. I tilfælde, hvor disse oplevelser ikke har været traumatiserende, eller de er blevet bevidstgjort og bearbejdede, vil den nuværende situation givet vis give anledning til stress og ubehag, men de fleste vil opleve, at situationen er til at håndtere, fordi sammenhængen mellem fortid og nutid er forståelig.

Anderledes ser det ud for de poliooverlevere, som har oplevet fysiske overgreb i forbindelse med den akutte polio og genoptræning, men som ikke har haft mulighed for efterfølgende at få bearbejde erindringer. Her ses det typisk, at disse oplevelser kun eksisterer i den kropslige hukommelse, og enhver sanselig stimulus, som kan danne associationer mellem poliooplevelserne og den nuværende situation kan potentielt udløse en meget voldsom stressoplevelse, der tenderer mod at have karakter af retraumatisering.

Eksempler på sådanne associationer kan f.eks. være følelsen, når ens omgangskreds lægger afstand til en eller det kan være den taktile følelse af at få noget placeret over sit ansigt, når man bliver bedt om at tage mundbind på, der kan vække mindelser om eksempelvis bedøvelser og operationer i forbindelse med polio. Netop fordi begivenhederne ikke er forankret i den bevidste erindring, reagerer kroppen som om, at det, der skete dengang, sker her og nu. Det opleves ofte meget stærkt belastende at blive overvældet af kropslige reaktioner, som ikke er forståelige. I denne situation er det normalt at reagere med en adfærd, der afspejler fastfrysning og hjælpeløshed, fordi tidligere erfaringer har vist at det ikke er muligt aktivt at handle sig ud af situationen.

I takt med at forskerne har opnået en større viden om, hvordan voldsomme oplevelser påvirker både krop og psyke, er der også sket en udvikling i de eksisterende behandlingsmuligheder. Således er det i dag muligt at opnå væsentlig bedring i stress- og traumerelaterede tilstande. Derfor er det vigtigt at søge hjælp, hvis du mærker symptomer. 

Symptomer, du skal være opmærksom på

Stress er som udgangspunkt en naturlig og sund reaktion, som indikerer, at der sker ting i vores omgivelser, der udgør en trussel for vores generelle trivsel, og som vi følgelig bør handle på. Hvis stresstilstanden får lov at udvikle sig, kan det på sigt lede til en ond spiral af eksempelvis udmattelse, smerter, depression og ensomhed. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på såvel fysiske som psykiske og adfærdsmæssige ændringer. Blandt de mest almindelige fysiske symptomer på stress kan nævnes hovedpine, muskelspændinger, søvnproblemer, hjertebanken, indre uro, udmattelse, problemer med gentagne infektioner samt øget eller mindsket appetit.

De mest almindelige psykologiske og adfærdsmæssige symptomer på stress inkluderer hukommelses- og koncentrationsproblemer, irritabilitet, sørgmodighed, store følelsesmæssige udsving, vredesudbrud, let til tårer, oplevelse af social isolation og ensomhed, øget indtag af kaffe og alkohol, øget brug af cigaretter eller euforiserende stoffer.  

Mange poliooverlevere står også her overfor en særlig udfordring, idet en del af ovennævnte symptomer også kan skyldes en post-polio eller senfølgeproblematik, og det kan være vanskeligt at skelne, hvad der hører til hvad. Generelt kan man sige, at hvis du efter coronapandemiens start har oplevet nogle af overstående symptomer eller måske bare en generel forandring i dit sædvanlige velvære over en periode på mere end 14 dage, så kan det være tegn på, at du er ved at komme ind i en uhensigtsmæssig stresstilstand, som skal ændres, hvis det ikke skal få negative konsekvenser for det fysiske og mentale helbred. Det er vigtigt at huske på, at man ikke er et dårligt menneske, fordi man ikke formår at bevare overblikket i en vanskelig situation.

Som beskrevet bestemmes den samlede reaktion af mange faktorer, som man sjældent selv er herre over. Derfor er det bedste man kan gøre at søge hjælp, hvis man oplever symptomer. I den forbindelse er det oplagt enten at kontakte egen læge eller ringe til PolioLinjen. Linjens psykolog kan hjælpe dig med at afklare din situation og desuden rådgive omkring, hvad du selv kan gøre samt vejlede dig i forhold til muligheder for psykologhjælp.

Her følger der nogle gode råd til, hvordan du kan passe bedst på dig selv i en coronatid.