Det gode arbejde skal fortsættes

Else Marie Nielsen har ydet en forbilledlig, frivillig indsats for PolioForeningen, som hun end ikke kendte til for 25 år siden. Hun er helt overbevist om, at foreningen i fremtiden stadig vil have sin klare berettigelse.
Til trods for sin poliolidelse havde Else Marie en rigtig god barndom, og hun er igennem tilværelsen aldrig blevet behandlet anderledes end andre. Det var med til at motivere hende til at kæmpe for dem, der ikke havde sammen ressourcer eller muligheder i deres liv.

I 1944 blev treårige Else Marie Nielsen ramt af polio. Så vidt hun ved, var der op mod 18 tilfælde i den lille landsby Hillerslev i Thy, hvor hun voksede op. Else Marie Nielsen blev smittet af sin egen storesøster, som dog ikke fik lammelser. ”Men det kom til at få stor betydning for mit liv med PTU (nuværende PolioForenin - gen, red.), at min søster også var blevet ramt.

Hun var åbenbart registreret i systemet i modsætningen til mig, og for 25 år siden fik hun et brev med en invitation fra PTU, der ville fortælle om foreningen og starte en kreds i det daværende Viborg Amt. Det var ikke noget for min storesøster, for hun fejlede jo ikke noget, men hun spurgte mig i stedet,” fortæller Else Marie Nielsen. 

Dengang for 25 år siden havde hun aldrig hørt om foreningen, og polio var et livsvilkår, som ikke hindrede hende i at have det liv, hun gerne ville. 

”Jeg havde alligevel en masse spørgsmål til det her møde, for der var så få, som vidste noget om polio. Det kunne jo ikke passe, at man ikke kunne gøre mere for de her mange mennesker, som havde det vanskeligt i deres hverdag,” siger Else Marie, der endte med at blive valgt til formand for kredsen ved det stiftende møde. 

Mennesker i klemme

ncitamentet til at engagere sig så ubetinget i foreningen udsprang af hendes egen opvækst. ”Jeg havde en fantastisk god barndom, og jeg blev aldrig behandlet anderledes, og jeg fik altid lov til de samme ting, som alle andre.

Samtidig havde jeg set mange polioramte, som var hårdere ramt fysisk end mig og som ikke havde samme muligheder. Det var de mennesker, der ofte kom i klemme, jeg især gerne ville kæmpe for,” slår Else Marie det fast.

Vi var en rigtig god blanding af mennesker, og der var en god energi, hvor man virkelig kæmpede for medlemmerne.

Indtrykket af foreningen var positivt fra begyndelsen, men thyboen kunne også se, at der lå arbejde forude. ”Der var rigtig meget at gøre, og vi kunne forme meget selv.

Så det var en spændende tid i den nystartede kreds, hvor jeg mødte en masse inspirerende mennesker og mærkede, hvor stærk foreningen er,” siger Else Marie, der ved årtusindeskiftet blev en del af hovedbestyrelsen samt blev involveret i Thisted Kommunes Koordinationsudvalg.

Flere af de muligheder, som findes i PolioForeningen og for handicappede i dag, har derfor Else Maries fingeraftryk på. Hun arbejdede blandt andet tæt sammen med Holger Kallehauge i de fire år, hun var en del af hovedbestyrelsen. ”Vi var en rigtig god blanding af mennesker, og der var en god energi, hvor man virkelig kæmpede for medlemmerne. Der fik vi nogle sejre, som jeg er stolt af.

For eksempel indførelse af vederlagsfri fysioterapi, og så var det vigtigt for mig, at man kunne få hjælp i hele kongeriget, og at man ikke glemte os herovre i det jyske. Det har foreningen været rigtig god til at bakke mig op i,” fortæller thyboen, der siden er udnævnt til æresmedlem for sit store engagement.

Stadig meget at gøre

Det er ikke længere alle møder i PolioForeningens regi, som 78-årige Else Marie deltager i, men hun har ikke sluppet lysten til at hjælpe andre. I en årrække har hun endda været personen, man gik til, hvis man søgte viden om polio i lokalområdet.

Da Holger Kallehauge hørte, at hun ofte var med medlemmer hos kommunen, til læge eller til advokat, for at yde støtte, blev han meget overrasket, og de gik straks i gang med at etablere det, der i dag er bisidderordningen. 

”Jeg får stadig opkald, og det kan sagtens være fra polioramte, jeg aldrig har talt med før. I dag er der heldigvis en masse gode tilbud og hjælp at hente i PolioForeningen, men jeg må sige, at det stadigvæk er meget at gøre i forhold til at få sundhedsvæsnet til at tage polio og postpolio seriøst. 

Der er så mange læger, som ikke aner, hvad det er,” siger æresmedlemmet og fortsætter: ”Foreningen har altid været enormt god til at klæde deres kredsbestyrelser på, og der har været nogle fantastisk gode kurser og en masse viden, som er kommet os som frivillige til gode. Jeg har altid følt, at vi kæmpede sammen, og det er så vigtigt.”

”Så der er en masse arbejde at gøre endnu, som jeg håber, at andre vil føre videre i samme ånd. I al den tid, jeg har haft med foreningen at gøre, har jeg oplevet en stødt fremgang.

Det er ifølge thyboen altid aktuelt efter folketingsvalg. ”Hver gang vi har et regeringsskifte, så er der mange ting, som bliver udhulet, først og fremmest i socialloven. Det er faktisk blevet værre med tiden, så det er med at være på mærkerne.

For det skal ikke blive sværere at være polioramt eller have andre handicaps og eksempelvis få de nødvendige hjælpemidler bevilliget,” lyder det fra Else Marie Nielsen, der slutter: ”Så der er en masse arbejde at gøre endnu, som jeg håber, at andre vil føre videre i samme ånd.

I al den tid, jeg har haft med foreningen at gøre, har jeg oplevet en stødt fremgang. Medlemmerne og medlemmers muligheder har været det absolut vigtigste, og det arbejde skal for alt i verden fortsætte.”

Artiklen er skrevet af Martin Hungeberg og tidligere trykt i PolioForeningens medlemsmagasin, Livtag.