Fællesnævnerne står i kø

De er begge adopteret fra Indien og fik postpolio i en tidlig alder. Indtil for to år siden anede de ikke, at hinanden eksisterede, men det har haft stor betydning for Daya og Peter at møde hinanden.
Daya og Peter har fundet hinanden at spejle sig i. Deres ensartede liv og deres postpolio har gjort det utroligt nemt at glide ind i et tæt venskab på ingen tid. De taler dog sjældent om sygdom.

Yderdøren går i Peter Jensens rækkehus i Hirtshals, og der lyder målrettede trin i entréen ved trappen.

- Hvorfor har du egentlig ikke ryddet sne? kommer det fra en kvindestemme, som Peter Jensen straks svarer:

- Det ventede jeg faktisk på, at du kom og gjorde. Var det ikke derfor, du skulle komme i dag? Vi kan også begge to gå derud og skovle løs, mens vi halter rundt på vores dårlige ben.

- Det er sgu godt med dig, kommenterer kvindestemmens ejermand, Daya Søgaard, som fortætter op ad trappen og ender i en kærlig omfavnelse af Peter Jensen. Daya er kørt en time mod nord for at besøge vennen Peter. Deres liv er næsten ufatteligt ens, og det er i virkeligheden også det, der har bragt dem sammen. Peter søgte en ligesindet at tale med, og det fik han i Daya.

- Det er jo noget af det, som er fantastisk ved os to: Man skulle tro, at vi havde kendt hinanden altid. Det føles virkelig sådan, selvom det kun er to år siden, vi mødte hinanden. I de første otte-ni måneder skrev vi faktisk sammen hver eneste dag, så det var meget intenst. Det er lidt et bror-søster-forhold, vi har fået os, siger Daya.

Skal ikke have ondt af os selv

Selvom den venskabelige tone og umiddelbarheden hvirvler rundt i luften, når Daya og Peter ser hinanden, så er der en mere dyster forhistorie, som ulmer under overfladen hos makkerparret.
Daya har haft postpolio i seks år, mens det er to år siden, Peter fik det. Det medførte en markant livsændring for den 39-årige pædagog fra Hirtshals.

- Jeg havde været hos lægen, som tjekkede mig efter alle kunstens regler, og han mente ikke, at jeg fejlede noget. Men jeg blev ved med at holde fast i, at jeg var så enormt træt hele tiden. Det endte med, at han anbefalede mig at tage til Aarhus og PolioForeningen, fordi han ikke selv havde nogen viden om polio og postpolio, siger Peter, der fortsætter:

- På den måde fik jeg mig en masse viden om, hvad der skete med mig og min krop, og jeg kom til at tale med en psykolog, en fysioterapeut og en ergoterapeut. Der var pludselig ting, der gav mening. 

Jeg er stadig i dag nødt til at sove, når jeg har foretaget mig noget.

Men for Peter passede det på ingen måde ind i tilværelsen, at han nu havde brug for at planlægge sit liv på en helt anden måde. Han skulle lade op til alle de ting, han skulle, og næste dag kunne også let være væk, hvis han for eksempel havde haft gæster en aften.

- Jeg er stadig i dag nødt til at sove, når jeg har foretaget mig noget. Inden Daya skulle komme i dag, sov jeg også, fordi jeg gjorde rent her til morgen. Det er ikke nemt, at mit overskud er sådan, for jeg er meget social anlagt, og jeg har det bedst med mennesker omkring mig konstant, lyder det fra Peter.

Inden den nye virkelighed nåede at synke rigtigt ind, spurgte en ergoterapeut fra PolioForeningen, om han overhovedet kendte andre med polio. Det gjorde han ikke, og det havde aldrig rigtigt fyldt i hans liv indtil nu. Peter gik med til at give sit mobilnummer videre. I PolioForeningen havde de nemlig Daya i tankerne.

- Så fik jeg Peters nummer, og jeg ville selvfølgelig gerne dele mine erfaringer og hjælpe, hvis jeg kunne. Vi skrev lidt sammen og aftalte at mødes, selvom jeg overhovedet ikke vidste, hvad jeg skulle forvente, husker Daya. Deres første møde blev hjemme hos Daya i Aarestrup syd for Aalborg. 

- Hurtigt fandt jeg ud af, at han hverken drikker eller ryger, så jeg tænkte, at det ville blive en lang aften. Nej, det var et virkelig godt første møde,” smågriner Daya.

- Først seks timer senere kørte jeg mod Hirtshals. Der gik ingen tid, før vi kunne tale om alt, og det var en stor lettelse at møde en jævnaldrende, som selv havde oplevet de her ting og samtidig er adopteret som mig. Der er så mange fællesnævnere i vores liv. Men vi taler generelt ikke meget om polio.

- Nej, det er ikke sådan, at vi skal sidde og have ondt af os selv, for det får vi ikke noget ud af. Polio bragte os sammen, men det er mere livet i sin helhed, som vi snakker om, kommenterer Daya.

Lukkede næsten alle mennesker ude

I størstedelen af 2017 havde de kontakt hver eneste dag, besøgte hinanden og brugte tid med hinandens familier. Især Dayas mand og søn fik Peter også hurtigt et nært forhold til.

- Der var bare kemi. Ikke kun mellem Peter og jeg, men også til min familie, så det var perfekt.
For jeg søgte også én, som jeg kunne spejle mig i. Selvom jeg var ovre mine kriser fra dengang, hvor jeg fik postpolio, så havde jeg ingen jævnaldrende at tale om det med. Men det fik jeg pludselig i Peter.
Det bedste er, at det hele virker så naturligt, siger Daya og supplerer, mens hun kigger på Peter:

- Jeg kan for eksempel huske, at du var hjemme hos os, og jeg sagde til dig, at du så træt ud. Jeg ved jo, hvordan det er. Så jeg spurgte, om du ikke lige skulle ligge lidt på vores sofa.

- Mine tanker var, at jeg jo ikke var kommet for at sove, men for at være sammen med jer, så det ville jeg ikke. Men det er i sådan en situation, at Daya kan læse mig. For det var det helt rigtige.

Vi hygger os med hinanden, og så kan det altså være lige meget, om man tager et break eller bare ser en film sammen. Sådan er vores virkelighed jo, vi kan ikke altid springe rundt, forklarer Peter.

Identisk situation

I løbet af 2017 gik det dog gradvist ned ad bakke for Peter, som fik det psykisk sværere.

- Det fyldte mere og mere, at jeg på grund af postpolioen ikke kunne leve det liv, jeg gerne ville. 
Jeg begyndte at åbne op om mine tanker og frustrationer, og det var rigtig hårdt. Alt kom simpelthen væltende, lyder det ærligt fra pædagogen. Peter sygemeldte sig fra sit daværende arbejde og fik angst. I månedsvis lagde han afstand til næsten alle mennesker omkring sig:

- Jeg sov rigtig meget, overskuddet var helt væk, og det var svært for mig at forlade mit eget hus.
Jeg kunne for eksempel ikke overkomme at køre ned til Daya eller foretaget mig meget andet end bare at være derhjemme. Det var rigtig hårdt.

 - I Peters svære perioder har jeg forsøgt at være forstående og bakke ham op. Men jeg har omvendt også givet ham en kærlig opsang indimellem og fortalt, at alt nok skulle gå, og at der også er en verden udenfor hans dør, siger Daya.

Der gik ingen tid, før vi kunne tale om alt, og det var en stor lettelse at møde en jævnaldrende, som selv havde oplevet de her ting og samtidig er adopteret som mig. Der er så mange fællesnævnere i vores liv. Men vi taler generelt ikke meget om polio.”

- Det har nok en lidt anden effekt, når det kommer fra Daya. Mine kammerater er også rigtig gode til at give plads og være der for mig, men Daya har bare været i en identisk situation, og det kan man godt mærke, synes jeg.

- I en alder sidst i 30’erne skal vi tænke som en 80-årig. Det kræver tilvænning, og det er noget, man virkelig skal bearbejde indeni. Jeg var selv sygemeldt, da jeg fik senfølger, så jeg synes, det er
stærkt gået af Peter, at han er ved at være ovenpå igen, lyder det fra Daya. 

Og det er heldigvis gået fremad for Peter i de seneste par måneder. Han er blandt andet begyndt at have timer som pædagog på en friskole og er blevet klar til at åbne mere op igen. Det er noget, Daya også glæder sig over:

- Jeg ser frem til, at vi skal ses mere og have mere kontakt igen. Min familie spørger også tit efter ham, så det kan kun gå for langsomt, opfordrer Daya. I løbet af årene har hun selv fundet en formular til, hvordan man med postpolio som passager kan tackle tilværelsen og se sit liv fra helikopterperspektiv.

- For mig var det dengang rigtig vigtigt, at jeg nåede frem til at se på, hvad det var, jeg gerne ville i livet. Jeg kunne ikke alt på paletten, men hvilke ting gav mig noget i min hverdag? Hvad var egentlig vigtigst? Det forsøgte jeg så at tilpasse til de vilkår, jeg har, lyder det fra Daya.

Peter Jensen tager over:

- Det er noget af det, som jeg er ved at lære mig selv, og som jeg håber på stille og roligt kommer.

Accepten er svær, men det hjælper vildt meget, at jeg igen kan lukke andre mennesker ind og er blevet meget klogere på min situation.

- Ellers så spørger du bare mig, afslutter Daya Søgaard.

Af Martin Hungeberg

Artiklen stammer fra livtag nr. 3, 2019