Følte ikke, jeg fejlede noget indtil 2010

Da Jørn havde brug for hjælp, meldte han sig ind i PolioForeningen. Det har stor betydning for det liv, han lever i dag.

Jørn Busk var ikke gode venner med den skinne og det fodtøj, som han var blevet udstyret med som barn. Han var syv år i 1960, da influenzalignende symptomer viste sig at være den frygtede børnelammelse, og Jørn blev indlagt i tre måneder på Hjørring Sygehus, hvoraf en måned var i isolation. 

Derefter kom han til Hald ved Viborg til rehabilitering i ni måneder. ”Jeg var slemt ramt dengang, men min krop udviklede sig i den rigtige retning. Jeg kunne derfor ikke se, hvad jeg skulle med en skinne, noget mærkværdigt fodtøj og den stok, som jeg fik at vide, at jeg skulle gå med. 

For noget af det vigtigste i den alder er jo, at man ikke skiller sig ud. Det endte med, at jeg ikke brugte det,” husker Jørn.

Det er simpelthen så gode forhold, man møder i PolioForeningen og på specialhospitalet

Den oprindelige skagbo, som i øvrigt har en tvilling, der ikke blev ramt af polio, levede i mange år uden at være væsentlig hæmmet af lidelsen. ”Jeg har da haltet, men jeg har ikke følt, at jeg fejlede noget indtil 2010. Så det er jo for ganske nylig, at det er begyndt at fylde. Det var postpolio, som ramte mig for ti år siden, og jeg blev henvist til foreningen af min læge,” fortæller han. Det har stor betydning i Jørns liv.

”Det er simpelthen så gode forhold, man møder i PolioForeningen og på specialhospitalet, og jeg har haft min faste gang der i 10 år nu. Som mit liv er blevet, kan jeg ikke undvære at komme der,” fastslår han. 

Den vigtige træning

Noget af det første, som Jørn blev vejledt til, var at træne mere. ”Det havde jeg ikke gjort alt for meget i de senere år, så det ville de rigtig gerne have mig i gang med. Jeg kan rigtig godt lide at være i form, så det passer mig godt. Men jeg er også bevidst om, at min fysiske tilstand ikke bliver bedre af det. 

Træningen hjælper til, at det ikke pludselig går stærkt ned ad bakke. Og jeg er til træning hver gang – himmel og jord skal være i bevægelse, hvis jeg ikke skal komme, det er helt sikkert.”

Han når både pilates, træning på maskiner, siddende træning og træning i varmtvandsbassin i løbet af en uge på specialhospitalet i Rødovre.

Én ting er træningen, som er utrolig vigtig for mig, men det er også en befrielse at komme et sted, hvor andre har de samme udfordringer som en selv

Specialhospitalet i Rødovre. ”Det er et sted, jeg virkelig nyder at komme, og det er fantastiske faciliteter. Én ting er træningen, som er utrolig vigtig for mig, men det er også en befrielse at komme et sted, hvor andre har de samme udfordringer som en selv.

Det lyder måske skørt, men det betyder noget, at man har et ensartet udgangspunkt. Vi kan tale sammen på en måde, som jeg ikke kan med andre mennesker. Så jeg har meget ud af det sociale også,” siger Jørn.

Kom ned til jorden

At gå fra at have et normalt liv til i høj grad at skulle tilpasse sig en besværet fysik har krævet, at der blev væltet og nedlagt barrierer undervejs. I dag kommer Jørn frem på sin el-scooter.

”Jeg har boet i København i 44 år, og jeg har tidligere været vant til at cykle hele byen rundt. Så det har været en stor omvæltning, og det er man nødt til at indstille sig på. Men jeg var begyndt at falde, og mit ene ben er i dag et såkaldt nul-ben, så der var ikke så meget at gøre,” lyder det ærligt. Indtil for tre år siden boede han på fjerde sal, og det var begyndt at give problemer.

”Det var en socialrådgiver, som endte med at spørge mig, om jeg virkelig kunne bo så højt oppe uden elevator. Jeg klarede mig da, men jeg kunne nok godt se, at det ikke var holdbart i længden.” Lillejuleaften for tre år siden fik han derfor et opkald, da han var hjemme hos familien i Skagen.

At jeg blev ringet op af socialrådgiveren, som havde udset sig en bolig, der kunne passe til mig, viser meget godt, hvordan der bliver gået et ekstra stykke for os polioramte i foreningen.

”Det var socialrådgiveren, som ikke havde glemt vores snak og som må have hørt, at jeg overvejede at gøre noget ved det. Hun spurgte, om jeg var interesseret i at komme ned til jorden. For hun vidste, at der var en handicapvenlig bolig, som jeg kunne flytte ind i,” fortæller Jørn Busk og slutter:

”Jeg tror, at det kom på det helt rigtige tidspunkt, og jeg har været super glad for at bo her på Amager. Min el-scooter holder lige udenfor i et skur, og alt er blevet mindre besværligt.

At jeg blev ringet op af socialrådgiveren, som havde udset sig en bolig, der kunne passe til mig, viser meget godt, hvordan der bliver gået et ekstra stykke for os polioramte i foreningen. Det klager jeg bestemt ikke over.”

Artiklen, skrevet af Martin Hungeberg, blev trykt i PolioForeningens medlemsmagasin, Livtag