Når motivationen (helt) mangler

Som postpolioramt kan det nogle gange være svært at finde motivation til at få trænet. Så hvordan kan man motivere sig selv? Og hvad kan pårørende gøre, hvis den polioramte slet ikke ønsker at træne? Læs med og få gode råd fra en fysioterapeut og en psykolog.

Når man har tiltagende smerter, musklerne svækkes, og trætheden er overvældende, kan det føles som en overvindelse også at skulle få trænet. Selvom man har været vant til at træne i det meste af sit liv, kan man nogle gange have svært ved at finde motivationen.

Lise Jarnbye arbejder som fysioterapeut på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter og er vant til at hjælpe polioramte med at blive motiveret til at træne.

- Når vi arbejder på at motivere til træning, forsøger vi at finde de aktiviteter, der opleves meningsfulde. Det er det bedste udgangspunkt for at skabe en varig ændring i motionsvaner, siger Lise Jarnbye.

For at finde sin drivkraft til at gøre noget frem for noget andet, som motivation kan beskrives som, er det afgørende at kunne se en  mening med at dyrke motion. Vores motivation hænger sammen med vores værdier – det, der er vigtigt for os. Hvad der gør os motiverede er forskelligt fra menneske til menneske, fordi vi har individuelle værdier for, hvad vi vil med vores liv. Vi opfatter desuden sundhed forskelligt.

- For nogle mennesker er sundhed at træne for at undgå sygdom, mens det for andre er at have det godt mentalt. Sundhed forbindes ikke nødvendigvis med fysisk aktivitet. Det kan for eksempel også handle om at bo et godt sted, hvor der ikke er så meget forurening eller have råd til gode oplevelser, siger Lise Jarnbye.

For nogle mennesker er sundhed at træne for at undgå sygdom, mens det for andre er at have det godt mentalt.

Vi er i høj grad styret af vores lyster og behov. Selvom man er vant til at dyrke motion, kan man godt komme til at synes, at det er rarere at sidde i sofaen og hyggesnakke. Man kan miste sin motivation, fordi man for eksempel har ændret værdier.

- Hvis man er holdt op med at træne og ikke kan se meningen med det, er det min opgave som fysioterapeut at hjælpe med at se anderledes på motion og fysisk aktivitet. De fleste er fysisk aktive på mange måder, men forbinder det ikke med motion. Jeg spørger, hvornår de er aktive – om de for eksempel går tur med hunden, gør rent, leger med børnebørnene osv. Disse aktiviteter er jo også træning. Vi ser på, hvilke aktiviteter i dagligdagen man alligevel tager sig af og inddrager det som træning. Eller jeg undersøger, hvad de synes er sjovt at lave med det formål at vænne dem til at bruge kroppen på en mere målrettet og meningsfuld måde, så de får en god oplevelse af at bruge kroppen. Det gælder om at finde noget, der giver mening, og hvor man ikke tænker på, at man træner. Motion er meget andet end at gå i et fitnesscenter, siger Lise Jarnbye.

Selvbestemmelse, samhørighed og ressourcer

Selvbestemmelse har ifølge Lise Jarnbye stor betydning for, hvor  lystbetonet motion er. Af samme grund presser fysioterapeuten aldrig noget ned over hovedet på postpolioramte, men sørger for, at de selv er med til at bestemme indholdet af deres træning. Ud over at det er vigtigt for os mennesker at føle, at vi har kontrol over vores eget liv, blandt andet ved at være medbestemmende, har vi også behov for at føle samhørighed. Derfor kan det være meget motiverende at dyrke motion sammen med andre.

Hvis man ikke er vant til at træne og ikke kan se meningen med det, er min opgave som fysioterapeut at hjælpe med at se anderledes på motion og fysisk aktivitet.

- Når man dyrker motion med andre, skaber man relationer og samhørighed. Man kan for eksempel aftale at gå en tur eller finde på andre former for fysiske aktiviteter sammen med andre. Det bliver nemmere at gøre noget, når man har nogen, man gør det med. Fællesskaber skaber glæde for de fleste. Det kan desuden hjælpe en med at komme afsted, at nogen forventer, at man kommer, og de venter på en. Alle, der træner, skal overtale sig selv til at træne indimellem, og her kan aftaler med andre støtte en i at være vedholdende, siger Lise Jarnbye.

Anders Aaby er psykolog og ph.d.-studerende på Syddansk Universitet og Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter. Han peger på, at manglende motivation også kan hænge sammen med, at man synes, at man skal gøre for stor en indsats i forhold til det udbytte, man får af at træne. 

- Ens motivation er blandt andet afhængig af, om man oplever, at der er en god balance mellem indsats og udbytte.  Det samme udbytte af træning kan opleves både motiverende og demotiverende alt efter, hvor stor en indsats man føler, at man skal gøre. Det kan derfor  virke demotiverende for eksempel kun at lave øvelser, som man synes er kedelige, eller at skulle bruge lang tid på transport til træningscenteret, da de begge skubber negativt til balancen. Det kan man løse ved at finde et træningscenter tættere på og lave andre øvelser, som man synes er sjove, siger Anders Aaby.

Del det op i små bidder

Hvis man skal kunne se formålet med at træne, er det afgørende at vide, hvad ens udbytte er. Hvad får man ud af det? Man er mere villig til at yde en indsats, hvis man ved, hvad man arbejder henimod. At sætte sig overkommelige mål er afgørende.

Når man dyrker motion med andre, skaber man relationer og samhørighed. Man kan for eksempel aftale at gå en tur eller finde på andre former for fysiske aktiviteter sammen med andre.

- Træning kan være en langsommelig proces. Det vil ofte kræve en stor indsats og lang tid at nå sine langsigtede mål. Men hvis man kan lave realistiske delmål, så vil man også opleve succes på vejen derhen. Sørg for at få små succesoplevelser og læg ikke for hårdt ud, for så kan du risikere at møde en mur, der stopper dig helt, når du ikke lever op til dine mål. Sæt dig selv op til succesoplevelser – ikke til at fejle, for det ødelægger din motivation, lyder rådet fra Anders Aaby.

Mange mennesker har et urealistisk billede af, hvor meget de skal kunne, før de synes, det giver mening.

- Tal med dine pårørende om, hvad I gerne vil have mere af – måske behøver du ikke kunne alt det, du umiddelbart tænker, du skal  kunne, for at opnå det, I ønsker mere af, siger Anders Aaby.

Depression og angst

Undertiden skyldes manglende motivation depression eller angst. I disse tilfælde kan det blive nødvendigt at supplere med terapi hos en psykolog eller en psykoterapeut. Man kan eksempelvis udvikle angst eller en frygt for at bevæge sig, fordi man har skabt sig en fortælling om, at ”hver gang jeg laver en bevægelse, går min krop i stykker”.

Hvis Lise Jarnbye har en polioramt, der er bange for at bruge kroppen, arbejder hun også med de tanker, der er forbundet med fysisk aktivitet og brug af kroppen.

- Jeg laver øvelser med den polioramte, mens vi taler om, hvad der sker i kroppen, og hvilke tanker og følelser, der opstår i situationen.  Målet er i første omgang ikke eksempelvis at styrke kroppen, men at arbejde med tankerne omkring det at bruge kroppen. Opgaven er at lære den polioramte, at der ikke sker noget ved at bevæge sig. Sidenhen ser vi så på, hvad der giver mening træningsmæssigt. Hvis man har svækket muskelkraft og smerter, er det ekstra vigtigt at få viden om, hvordan man skal bruge kroppen. Jeg starter stille og roligt med noget, der giver en god oplevelse af at aktivere kroppen, siger Lise Jarnbye.

Pårørende har en vigtig rolle

Som pårørende kan man have en tendens til at se den polioramte ud fra egne præmisser og tænke, at det da ikke kan være så svært at få bevæget sig. Når man tænker sådan, kan samtaler om motion gå hen og blive et ømtåleligt emne.

- Det er vigtigt, at man prøver at sætte sig i den andens sted. Den polioramte kan have mange eksistentielle tanker, være depressiv, have angst osv. Der kan for eksempel være smerter, dårlig søvn og manglende overskud. Hvis man prøver at forstå, hvordan det er at have postpolio, får man en anden og mere konstruktiv tilgang til, hvordan man taler om træning, siger Anders Aaby, der også anbefaler, at man som pårørende tænker over, hvorfor man selv gerne vil have, at den polioramte træner.

Snak om hvad I ønsker hver især, hvad jeres kortsigtede og langsigtede mål er.

Måske kommer man frem til, at man ønsker at komme tilbage til det par, man var, mere end at komme tilbage til de gåture, man eksempelvis havde sammen. Når man bliver klar over det, kan man overveje at finde andre måder at være sammen på, som kan give en den samme gode følelse af at være et par. Måske kan man finde en ny fælles hobby, som man kan glæde sig over sammen.

- Snak om hvad I ønsker hver især, hvad jeres kortsigtede og langsigtede mål er. Husk at du som pårørende har en vigtig rolle, og at du kan være med til at støtte. Du kan minde den polioramte om, når vedkommende igen kan noget, han eller hun ikke kunne tidligere, siger Anders Aaby.

Nogle gange er problemet, at den polioramte generelt set mangler motivation og ikke kun i forbindelse med træning. Man er nede i et sort hul og mangler energi. Så er fokus på træning ikke nødvendigvis det rette.

- Træning kan blive et sårbart emne, så få en snak om at gøre andre ting i livet, der giver værdi sammen. Lav gode ting i hverdagen, der viser, at du er der for den polioramte, og så kan du håbe på, at du med tiden kan motivere, så han eller hun også får lyst til at træne, uden at du presser på. Tænk i stedet: Vi kommer ikke videre nu. Jeg har valgt min partner og ønsker et godt forhold, så hvad kan jeg gøre, for at vi har det rart sammen, siger Anders Aaby.

Læs også:

Sådan motiverer du dig selv

Forskellige former for motivation

Gode råd til pårørende