Renates identitet har ændret karakter med årene

Det har ikke været en bevidst strategi for Renate Borgen at styre udenom identitetskriser i tilværelsen. Alligevel er det lykkes hende at undgå at blive væltet omkuld, selvom hendes fysik de seneste tre årtier er blevet gradvist forringet.
Renate foran et af sine kunstværker, som blev udstillet på Københavns Rådhus i 2013.

Renate Borgen har sadlet om flere gange i både arbejdsliv og interessesfære, og det mener hun har haft markant indflydelse på hendes liv med postpolio.

”Jeg har skiftet retning flere gange. De fleste skift i mit liv er opstået på baggrund af tilfældige hændelser, som jeg ikke havde set komme, men som jeg både af nød og lyst hurtigt har set nye muligheder i,” siger Renate Borgen.

Hun fik polio som seksårig, og dengang cirklede hendes tanker om, at polio var det absolut værste, der kunne overgå hende. Det kunne ikke blive værre, og den opfattelse prægede hende, når der efterfølgende skete noget negativt i hendes liv.

”Så foldede jeg mine hænder og bad til Gud om at tilgive mig og mine syndere og om at beskytte mig mod, at mere ondt skulle ramme mig. Samtidig remsede jeg nogle af dagens hændelser op for på den måde at håbe på, jeg ramte rigtigt i mine antagelser af, hvad jeg havde gjort forkert. Men med Gud i den ene hånd og polioen i den anden affandt jeg mig efterhånden med situationen. Senere har jeg afskaffet både Gud, skæbnen og den danske folkekirke i mit liv,” forklarer 73-årige Renate.

I sit voksenliv har det derfor været en anden strategi, som Renate har tyet til i lignende situationer.

”Hver gang jeg har været udsat for hændelser, der har indskrænket mig i mine udfoldelser, har jeg sadlet om og startet på en frisk i et nyt spor. Drivkraften til at sadle om, har jeg altid haft, og den utålmodighed, jeg havde som ung, hvor alt skulle gå stærkt, har ændret sig med tiden til en trang til fordybelse og til at udvikle mig intellektuelt og åndeligt.”

De fleste skift i mit liv er opstået på baggrund af tilfældige hændelser, som jeg ikke havde set komme, men som jeg både af nød og lyst hurtigt har set nye muligheder i

Skiftede branche

Når Renate taler om forskellige spor i livet, er det først og fremmest hæftet til arbejdslivet. Her blev hun oprindelig uddannet på kontor, som det engang var normalt for kvinder med en funktionsnedsættelse. Hun fik arbejde i SAS, hvor hun var fuldtidsansat i 12 år, indtil en kræftsygdom og efterfølgende postpolio satte ind.

”Jeg kendte ikke til postpolio dengang, men vidste bare, at jeg havde svært ved at komme mig over min sygdom og havde svært ved at se mig med fuldtidsarbejde og alene med et barn. Der var ikke noget, der hed flexjob dengang. Så enten var man i fuldtidsarbejde, eller også kunne man søge pension.”

Kræftsygdommen og den svækkede fysik resulterede i den allerførste krise i Renates voksenliv. Hun var 33 år, og da der opstod en mulighed for at søge pension, oplevede hun det som en stor lettelse.

”Det betød frihed, ikke bare fra arbejdsmarkedet, men også en frihed til at tænke nyt. Herefter begyndte jeg at læse HF, som var adgangsgivende til socialrådgiveruddannelsen. Det blev herefter til 12 dejlige og interessante år som socialrådgiver på deltid, som blev suppleret med min pension,” forklarer Renate.

Skuer hun tilbage, er der flere elementer og personer, som har ageret anker i hendes liv og har spillet afgørende roller i at afværge store nedture og identitetskriser.

”Det har selvfølgelig betydet meget at bo i et land som Danmark, hvor mulighederne for støtte og hjælpemidler er så gode. Jeg har samtidig været meget glad for PolioForeningen og den hjælp, de ansatte har givet mig, når det brændte på. Det betød, at jeg var tidligt ude hvad angår hjælpemidler til aflastning, og det har haft en betydning for min egen udvikling og selvforståelse som postpolioramt,” pointerer Renate.

Genfandt passion

Næste skift i livet opstod igen som lidt af en tilfældighed. Her genfandt Renate barndommens passion for at tegne og male.

”Jeg plejede at tage på ø-lejr med mine niecer. Da det blev for hårdt fysisk, skulle jeg finde en aktiv ferieform, der passede til min fysik. Det endte med, at jeg tog på en akvarelferie til Toscana.”

Turen lagde endnu et spor i Renates liv, hvor kunsten blev omdrejningspunkt.

”Som barn var jeg meget alene, enten fordi jeg lå på hospitalet, fordi mine skinner eller fodtøj skulle til reparation, eller fordi jeg ikke kunne gå i skole på grund af vejret. Så tegnede eller læste jeg i stedet. Dengang var der ikke noget, der hed hjemmeundervisning eller erstatningsundervisning, så jeg blev hjemme eller var på hospitalet i måneder eller år,” forklarer hun.

Efter den første rejse til Toscana lod Renate kunsten sive stille og roligt ind i tilværelsen.

”Jeg spillede på to heste og begyndte på kunstkurser og derefter på en anerkendt kunstskole, imens jeg stadig havde mit socialrådgiverjob, som jo var et deltidsjob. Sådan blev det ved i et par år, inden jeg stoppede som socialrådgiver. Det gjorde skiftet til en blød overgang.”

Jeg spillede på to heste og begyndte på kunstkurser og derefter på en anerkendt kunstskole, imens jeg stadig havde mit socialrådgiverjob, som jo var et deltidsjob

Troede handicap var usynligt

Selvom Renate har undgået de største identitetskriser, har hun mærket, hvordan det kan slå revner, når noget i livet ændres fra den ene dag til den anden.

”Jeg kan huske, da jeg fik min elscooter, som var mit første hjælpemiddel, at mange begyndte at spørge til mit helbred. Det havde de ikke rigtig gjort før, og det følte jeg meget skamfuldt. Jeg havde forsøgt at skjule mit handicap hele livet og bildt mig selv ind, at det var lykkes. Og nu sad jeg der på en trehjulet scooter og blev afsløret. Da var det, som om jeg mistede noget. Ser jeg tilbage på mit liv som ung, kan jeg da godt se, at jeg har brugt meget energi på at holde sammen på mig selv bag en facade, der skjulte mit handicap.”

Overgangen fra at have senfølger efter den akutte polio til at blive diagnosticeret med postpoliosyndrom har været en lang proces for Renate.

”For mit vedkommende er det sket over 25-30 år med mange forskellige hændelser, der slider på kroppen. Så efterhånden lærer man at agere i det. Samtidig har jeg altid haft brug for noget at rive i; noget, der kan udfordre mig og inspirere mig, så jeg ikke bliver sat ud af kurs undervejs,” fortsætter hun.

Ser jeg tilbage på mit liv som ung, kan jeg da godt se, at jeg har brugt meget energi på at holde sammen på mig selv bag en facade, der skjulte mit handicap.

Maler i blokke

Kunst og livet som billedkunstner er i dag det store omdrejningspunkt i Renates tilværelse. Hun har de senere år haft et samarbejde med to andre kunstnere, hvor de har skabt en arbejdsfordeling, så Renate kan skåne sin fysik.

”Jeg hænger ikke værker op, men så kan jeg for eksempel skrive udstillingsansøgninger, forfatte projektbeskrivelser og søge fonde. For nogle år siden faldt jeg og kom slemt til skade med min skulder. Det betød farvel til at male på større lærreder, da min arm ikke længere kan række så langt. Så måtte der tænkes nyt igen-igen. Nu arbejder jeg derfor med akrylmaling på kraftigt akvarelpapir og bygger større værker op af flere blokke på 40x40 cm. Ud over at male læser jeg meget kunsthistorie, især om de malere, der har inspireret mig i min kunst.”

Tilværelsen som billedkunstner giver mening på mange niveauer for Renate.

“Det er en lang og sej vej at gå at blive anerkendt som professionel kunstner i Danmark. Den dag Billedkunstnernes Forbund inviterede mig indenfor som medlem, var det en stor personlig sejr, og jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg skal bruge resten af livet til,” siger Renate Borgen og runder af:

”Strategien om at tilpasse sig, spille på flere heste og skifte spor har betydet alt for, hvor jeg er i dag. For jeg ved ikke, hvordan jeg havde stået, hvis jeg havde bundet alt op på én arbejdsidentitet og mistet den. Der var nok kommet krise på. Men jeg føler netop ikke, at jeg har mistet noget, men i stedet hele tiden fået noget, hver gang jeg skiftede. Det har været nøglen.”

 

Artiklen er skrevet af Martin Hungeberg og bragt i medlemsmagasinet Livtag, 01-2021