Research optagelserne til postpolio film går i gang

Filminstruktør Niels Frandsen er gået i gang med de indledende optagelser til sin kommende film om postpolioen – Epidemiens Ekko.

”I første omgang har jeg arbejdet med for skellige scenarier for filmen, hvor jeg har lavet en del researchoptagelser til udvikling af filmen. Nu skal rammerne for filmen fastlægges. Jeg har været ude og interviewe en del folk, men jeg skal også begrænse mig så jeg ikke har for meget materiale. Det kan være uoverskueligt i selve redigeringen,” siger Niels Frandsen og fortsætter:

”Jeg er meget optaget af det skift, der sker i ens identitet når man rammes af postpolio. Siden vi blev ramt af polio har vi kæmpet for at opbygge en personlig identitet, som måske endda var meget skrøbelig. Nu rammes vi af postpolio og vores verden krakelerer. Det er en kamp at få fodfæste, forstå hvad der sker og så forøge at opbygge en ny identitet - et nyt liv. ”

Hvor Niels’ første film, Epidemien, kredsede om det store polioudbrud i 1952-53, så har denne film fokus på postpolioen, og hvordan den har påvirket Niels og andre post polio-ramtes forståelse af sig selv som menneske.

Hvordan oplevede du postpolioen?

Niels vil gerne høre fra dig, hvis du har lyst til at sætte ord på, hvordan det påvirkede dig, at du fik postpolio. Hvad skete der inden i dig, og hvordan var det med til at ændre din forståelse af dig selv og din identitet?

Fra at leve med en fysisk begrænsning til pludselig at blive ramt af postpolioen, og de nye begrænsninger, det medførte. Her bliver postpolioen af mange polioramte set som et vendepunkt for noget nyt.

Kontakt

Finansieringen er stort set på plads, men bidrag er fortsat velkomne. Hvis du vil vide mere om filmen, fortælle om din postpolio eller støtte filmen med et beløb, kan du kontakte Niels Frandsen på postpoliofilm@gmail.com eller tlf. 4042 0125.

Niels Frandsen har et samarbejde med manuskriptforfatter Lars K Andersen, som er medforfatter til de seneste års roste spille- og dokumentarfilm.

Der er mulighed for at se den første film gratis på Niels Frandsens hjemmeside: www.nielsfrandsen.dk