Som barn følte jeg mig mindre værd

Yrsa Andersen skilte sig ud fra mængden, da hun voksede op i Jylland i 1920’erne og 1930’erne. Hun fik polio som ganske lille, og det betød, at hun ikke altid kunne det, de andre børn kunne.
Foto: Sara Bender

Som barn følte Yrsa sig anderledes end sine jævnaldrende. Hun var kun syv måneder gammel, da hun fik polio i 1925. Hun husker derfor ikke noget fra den tid, men har fået fortalt, at lægen ikke vidste, hvad Yrsa fejlede, og at det var en ’klog kone’, som mente, hun havde fået børnelammelse.

Selv husker Yrsa først noget fra hun er omkring fem år, og den følelse, der står stærkest fra barndommen, er følelsen af at være anderledes og lidt forkert. Yrsas ben og fødder var ikke udviklet som de andre børns, og hun kunne derfor ikke de samme ting som sine jævnaldrende.

”Jeg havde sådan en fornemmelse af, at jeg helst skulle gemmes lidt væk, og jeg følte, at jeg ikke var det samme værd som mine søskende og andre børn. Jeg syntes ikke rigtigt, jeg duede til noget eller kunne noget som barn. Jeg kan huske, at jeg en dag sad og græd bag vores lade, fordi jeg ikke kunne blive spejder ligesom de andre børn.”

Kampen mod mindreværdet

Selvom Yrsas mor forkælede hende lidt mere end sin andre børn, fjernede det ikke følelsen af at være udenfor, fordi hun ikke kunne være med til at løbe og lege.

”Jeg kan huske, at jeg blev drillet af de andre børn og af min storesøster, der altid sagde ”du kan ikke være med”. Min storebror var sød og ventede altid på mig og tog hensyn til mig.”

Følelsen af mindreværd fulgte Yrsa langt op i voksenårene.

”Selvom jeg har kæmpet med mindreværd som både barn, ung og voksen, har jeg nok alligevel haft en motor inden i mig, som ville væk fra den følelse og ud og udrette noget,” fortæller Yrsa.

Som ung flyttede Yrsa til Aalborg og gik på teknisk skole og efter at have fået svendebrev som syerske, åbnede hun sin egen systue. Det var også i Aalborg, Yrsa mødte den mand, som hun senere flyttede til Sjælland med, købte hus og fik tre sønner.

”Efter at vi var blevet gift og havde købt hus, fortsatte jeg med at sy og lave knapper for at skaffe lidt ekstra penge. Samtidig passede jeg vores drenge. ”

Selvom det egentlig gik Yrsa godt, synes hun selv, at det først var, da hun startede på seminaret, at hun for alvor ændrede holdningen til sig selv. Opfordringen til at læse til lærer kom fra Doktor Else Rye på polioinstituttet.

”Hun sagde til mig, at hun syntes, jeg skulle læse til lærer. Hun troede på mig, fik skubbet mig i gang og hjalp mig med de praktiske ting i forbindelse med at søge ind på studiet. Hende kan jeg takke for, at mit liv blev fremadskuende, så jeg ikke længere sad fast i barndommens følelser. På seminaret fik jeg endelig selvværd og en følelse af, at jeg også er noget værd,” siger Yrsa.

Jeg kan ikke løbe, men jeg kan bruge mine hænder

Yrsa Andersen blev uddannet lærer og underviste i mange år i håndarbejde på en række forskellige skoler.

”Jeg havde fem hold om ugen á tre timer, og så var der en masse forberedelsestid derudover. Jeg elskede det, for jeg har altid godt kunne lide at bruge mine hænder,” fortæller Yrsa.

Frem til Yrsa blev 56 år, arbejdede hun som lærer, men begyndte derefter at få så store rygproblemer, at hun måtte søge pension.

”Jeg kunne ikke slippe det kreative, som jo har fulgt mig gennem hele mit voksenliv, så da jeg ikke længere kunne arbejde, kastede jeg mig ud i forskellige håndarbejdsprojekter derhjemme,” siger Yrsa.

Hun har indrettet et lille syværksted i huset, hvor hun trækker sig tilbage og glemmer tiden. Hjemmet er fyldt af Yrsas tekstilkunst, der også flere gange har været udstillet på blandt andet biblioteker.

”Det er så tilfredsstillende at arbejde med håndarbejde, for hvis jeg ikke er tilfreds, kan jeg gå ud og vaske op, og så lykkes tingene pludselig for mig, når jeg vender tilbage til sytøjet. Det er så givende for mig,” fortæller Yrsa.

Hun kan godt mærke, at alderen begynder at sætte sine spor og rundt både i og uden for huset står i alt tre rollatorer, som hun bruger, når hun skal gå.

”Ude i garagen står der en kørestol, og det er såmænd ikke fordi, den fejler noget – det er mere hende, der skal sidde i den, der ikke helt kan komme overens med det,” konstaterer Yrsa med et smil. Hvad værre er, at Yrsa den seneste tid har fået sværere ved at se og dermed udføre sin hobby.

”Jeg kan ikke og har aldrig kunnet løbe en tur, men jeg har altid kunne bruge mine hænder og mit hoved. Desværre er mit syn nu så dårligt, at det kniber med at se at sy, og det er jeg rigtig ked af, for det har jeg så megen fornøjelse af, ” siger 94-årige Yrsa Andersen.

Hun har derfor søgt kommunen om en maskine, der kan forstørre, så hun forhåbentligt kan komme i gang med at sy igen.

Af Kira S. Orloff

Læs også: Polioepidemier gennem tiden